Julemagi gennem tiden: Kan du huske disse julekalendere i pap?
Ældre julekalendere emmer af barndommens forventning – for hvad gemte der sig mon bag paplågen? De gamle kalendere kan i dag bruges som julepynt, ligesom der findes samlere, som gerne betaler pænt for uåbnede og sjældne udgaver.
Julekalendere er oprindeligt en tysk opfindelse, og i Danmark blev de første papkalendere angiveligt produceret hos I. Chr. Olsens Kunstforlag i 1932.
Pap-julekalenderen toppede formentlig i 1970’erne, hvor det for mange børn var magisk at stå op en decembermorgen og åbne dagens låge for at se, hvilket farvestrålende motiv, der gemte sig.
De ældre papkalendere var ofte tegnet af folkekære tegnere, som også stod bag kravlenisser, påklædningsdukker, uroer og meget mere.
I de første årtier var pap-julekalenderen en mere eksklusiv sag, hvor man lukkede lågerne igen efter juleaften og genbrugte den året efter. Hvis du finder dem brugt i dag, er værdien størst, hvis kalenderne aldrig har været åbnet – og endnu bedre hvis de stadig er i indpakningen.
Ligesom de er mest værdifulde, hvis trykket er originalt og ikke genoptryk. Kalenderne her på siden er originalt tryk.
Du kan være heldig at finde en gammel julekalender i genbrug, og der bliver også handlet med ældre julekalendere i facebookgrupperne 'Papir, pap pynt Jule og påske retro-og vintage' og 'Kravlenisse-samlernes Identifikations Hule med Køb og Salg'.
I sidstnævnte gruppe er Mai-Britt Due Mortensen administrator. Hun har netop nu en udstilling med nogle af sine mange fine kravlenisser og julekalendere på Langeland Bibliotek, som er åben frem til 23. december.
Og hun er som julekalender-samler også ejer af mange af julekalenderne her i artiklen. Før i tiden blev julekalenderne tegnet i hånden, før de blev trykt, og det giver liv og varme, synes hun.
Mange forretninger og firmaer har brugt julekalendere som reklame. 'Brug Brugsen' vidner om, hvor denne kunne købes til få kroner i julen 1978. I dag står den i cirka 50 kroner.Foto: PR
Tegneren Johannes Hink stod bag mange julekalendere og anden julepynt, og hans streg var meget populær i 1970’erne. Denne kalender står der 1977 bagpå, og lågerne har været åbnet. Købt til 90 kr. på et loppemarked.Foto: PR
Sidst i 1950’erne eller start 1960’erne. Illa Winkelhorn har tegnet. På den hvide plade sad der tal fra 1-24, så man hver dag tog et tal af. Købt for 400 kr. på Facebook.Foto: Mai-Britt Due Mortensen
Den kære gamle julemand har så høj en alder, at papiret er ved at tage skade. Fra 1940’erne eller 50’erne, og i omegnen af 500 kr., men kan komme op på 1.000 kr.Foto: Mai-Britt Due Mortensen
Billedkunstneren Henry Heerup (1907-93) har en unik plads i dansk kunst, og Heerup-julekalenderen fra 1970’erne er sjælden. Prisleje godt 500 kroner.Foto: Mai-Britt Due Mortensen
Danske Iben Clante tegnede et hav af påklædningsdukker og kravlenisser, ligesom hun illustrerede børnebøger, og hendes ting er eftertragtede. Den lille Clante-
kalender fra først i 1960'erne står i cirka 200-300 kr.Foto: Mai-Britt Due Mortensen
Forældrene svedte som regel, når samlekalenderne med de små dele skulle samles op til 1. december. Huset her er et smukt eksempel på resultatet. Prisniveau fra 500-1.000 kr.Foto: Mai-Britt Due Mortensen
Svenske Lars Carlsson (1921-2002) var en legendarisk nissetegner, og hans ting er populære i både Danmark og Sverige. Julekalenderen her er uåbnet og fra 1950'erne, pris cirka 200-500 kroner. Nyere genoptryk koster cirka 50 kroner.Foto: Mai-Britt Due Mortensen
Sprællemands-kalendere med Disney-motiv er meget sjældne og rigtig svære at få fat i. Anders And her står i 1.000 kroner.Foto: Mai-Britt Due Mortensen
Vinterbyøster-kalender fra Danmarks Radio 1973, tegnet af Jørn Matthiassen. Uåbnet kan den koste omkring 1.000 kroner, åbnet som her står den i op til nogle hundrede kroner.Foto: Mai-Britt Due Mortensen
Endnu en kendt tegner, Frederik Bramming, står bag samlekalenderen her fra 1970'erne, der uindpakket og i originalt tryk står i cirka 400-500 kr.Foto: Mai-Britt Due Mortensen
Ely og Jørgen Ploufmann tegnede i fællesskab, og deres juleting er eftertragtede. Denne fold-ud-
kalender kan koste op til 1.000-1.500 kr.Foto: Mai-Britt Due Mortensen
Staldvindue-kalender tegnet af Johannes Hink, hvor hver låge er en nisse, man kan tage af og bruge som kravlenisse. Fra 1970'erne, ca. 400 kr.Foto: Mai-Britt Due Mortensen