3 kvinder deler deres historier: ”Kom med til mit særlige julested”

”Jeg spiser en julekage sammen med min mors ånd”

Hvert år tager Monica ud og juleshopper. Og så skal hun forbi et bestemt konditori og have en lille stund sammen sin mor, som ikke lever længere.

"Når min mor og jeg var på juleshopping, gik vi altid ind til bageren van Hauen. Her købte vi julekager; brunkager, vaniljekranse, jødekager. Typisk min mor skulle det være den allerbedste kvalitet, selv om det er vanvittig dyrt at købe småkager hos van Hauen. 

Men hun elskede at gå lækre steder hen, mens min far sad derhjemme og sagde: ”Er det nu også nødvendigt?” I hendes verden var en gang klejner fra Netto bare ikke godt nok. Næ, hun foretrak det gode håndværk, fordi hun var livsnyder. Især til jul.

Min mor var amerikaner, men det utrolige var, at hun var ekspert i dansk jul. Det var hende, der introducerede mig til salmerne og Peters Jul, og så var der selvfølgelig altid et stænk af Elvis eller Bing Crosby. Hun kom fra et ret poleret overklasseliv i USA, men var flyttet til Sydsjælland på grund af sin interesse for gammelt nordisk håndværk. 

Vores jul på landet var gammeldags og stemningsfuld, og det var hendes fortjeneste. Min far gjorde alt det praktiske arbejde med at skaffe juletræet, men alle ideerne var hendes.

Min mor var meget gæstfri, og i familien har vi The Christmas Stranger. Hun kunne møde folk på posthuset og invitere dem med hjem til jul, hvis de ikke havde andet at lave. Hun tænkte hele vejen rundt og sørgede for, at ingen var alene.

De første juleaftner uden min mor var frygtelige og føltes meningsløse. Hun døde i 2006, og som årene går, føler jeg, at hun lever videre i mig. Især i det med at skabe julehygge. Ligesom jeg gad hun ikke alt det praktiske, men hun kunne finde ud af at dække et bord med en flot dug, invitere nogle gæster og sætte stemningsfuld musik på.

Læs også

May Lifschitz blev overfaldet under en fotoskydning: ”Det er svært at holde fast i det bløde”

Efter hendes død startede jeg min egen tradition med at tage på van Hauens konditori. Jeg køber småkager, spiser en julekage og drikker en kop kaffe. Jeg plejer at sige, at jeg spiser en julekage med min mors ånd, og når jeg senere ringer til mine søstre, siger jeg: ”Jeg skulle hilse fra mor.” Det er et ritual, jeg skal igennem hvert år. Jeg føler, jeg husker at være lidt sammen med min mor på denne måde.

Jeg føler faktisk, at jeg snakker med min mor den dag. Hun var altid den, der sagde, at jeg godt måtte forkæle mig selv. Hvis jeg bagefter går ind i en forretning og står med valget om at købe bukser til mine børn eller forære mig selv en ny frakke, kan jeg høre hende hviske: ”Some things are just worth it, Monica.”"

”Alle de gamle, søde spøgelser svæver rundt mellem gravene”

Når hele familien samles på Bispebjerg Kirkegård til jul, glemmer Carina alle de gamle skærmydsler – og husker i stedet mormors altid sjove bemærkninger.

"Vi er kommet på Bispebjerg Kirkegård, siden min mormor døde i 1997. I starten var det os fire søskende og vores mor, men der er kommet børn og børnebørn til, så jeg tror nærmest, vi bliver 24 i år. Vi skal rundt til fem gravsteder. Vi har et familiegravsted med min farmor, faster og onkel. Min mors mand ligger et andet sted, og min mormor og onkel ligger på de ukendtes grav.

Vi leder efter familiegravstedet hvert år. Vi finder det altid, men næste år har vi glemt det igen. Derfor starter turen altid med 20 minutters gemmeleg. Min mor lægger tulipaner og gran; bare to tulipaner og lidt gran til hver. 

Vi sætter også et par lys ved hver grav, og det er så fantastisk flot, når alle har sat levende lys rundt omkring på kirkegården – det fylder mig med både ærefrygt og julestemning. Man føler nærmest, at alle de gamle, søde spøgelser svæver rundt mellem gravene.

Det er tilfældigt, at så mange fra familien ligger på samme kirkegård. Men det er blevet en hyggetradition, hvor vi går rundt og snakker om familiemedlemmerne. Min mormor var for eksempel meget sarkastisk og kaldte en spade for en spade. 

Hvis hun så en dame i bussen med en grim hat, ”hviskede” hun, hvor grim den var. Når musikken var for høj til min lillesøsters konfirmation, stak hun køkkenrulle i ørerne. Sådan var mormor. De sjove ting popper op, når vi står der ved graven.

Vi har indimellem interne problemer i familien. Men de skubbes til side, når vi er på kirkegården den ene gang om året. Sidste år havde jeg haft nogle kontroverser med et familiemedlem; vi har altid været tæt knyttet, men forskellige ting gjorde, at jeg ikke følte mig så elsket af den del af familien. 

Læs også

Mikkel Kryger og familien tog en stor beslutning: Det styrkede relationerne

Det var en svær kamel at sluge at gå op til kirkegården og hilse på dem. Skulle jeg give et kram? Men så tænkte jeg ”fandeme ja!” og gik hen og krammede dem. Der vendte det hele, og nu er vi tættere end nogensinde.

Jul betyder bare meget for os alle sammen. Når vi har denne tradition, viser vi kærlighed til de afdøde og lægger alle vores kontroverser til side. Faktisk er det tit børnene, der vil af sted på den årlige tur til kirkegården, så selv om forældre et år ikke gider, bringer børnene os sammen. 

Det betyder, at man har noget sammen med familien. Det er indbegrebet af julehygge, selv om alle de døde jo er sørgelige. Men vi laver noget sammen og mindes."

”Man træder nærmest ind i en julekalender fra 1930’erne”

Susan elsker at komme i den lille stråtækte købmandshandel ved Borup. Hun har altid sin svigermor med – for det er da det mindste, hun kan give hende tilbage.

"Min svigermor og jeg fandt Mosehuset ved Borup for mange år siden – og nu er det simpelthen ikke jul, før vi har været her. Det er nostalgisk bindingsværk, hvor man nærmest træder ind i en gammel julekalender fra 1930’erne. 

Købmandshandlen er smækfyldt med ting, dufte og et skævt gulv, som vidner om en lang historie. Det er nostalgi a la Peters Jul. Her glemmer man gaveræset og husker, at julen handler om god mad, dufte og nærvær med familien.

Vi køber bolsjer, krydderi­er, te, kaffe, julesennep og honning. Måske ryger der også en lille nisse i kurven, men det meste er spiseligt. Man kommer hurtigt til at købe noget, man lige falder for, for eksempel en gang trøffelkugler, og så tager jeg kaffe med hjem til min mand. 

Bagefter sætter vi os over i pandekagehuset og får en pandekage hver. Så sidder vi bare og snakker om familien, og hvor heldige vi er, fordi vi alle kan sammen og nyder hinandens selskab.

Min svigermor er lige blevet 70 og er som en ekstra mor. Den første jul, efter at min egen mor døde, var det hele lidt mærkeligt. Ikke fordi hun og jeg var tætte, men pludselig kunne jeg mærke, hvor godt det var, at Mona var der. Det er hende, jeg spørger til råds om drengene, for hun har selv haft tre små børn. 

Mona kan mærke på mig, om jeg har lidt for travlt, og spørger, hvad hun kan gøre. Da drengene var små, hentede hun dem i børnehave og skole. Hun bagte kage til deres konfirmationer og hjalp med mad til fødselsdage. Jeg kan ringe til hende og sige, at jeg har lovet kage på arbejde, så dukker hun op med en lun kage dagen efter.

Mona siger, at hun ikke har svigerbørn, men ”ekstrabørn”. Hun har hjulpet os meget, og føler jeg, at jeg takker hende ved at tage hende med til Mosehuset. Jeg betaler gladelig, for nu er det er min tur til at gøre noget for hende.

Jeg har altid travlt på arbejde i november, så når min svigermor og jeg skal til Mosehuset i slutningen af november eller starten af december, er det et signal om, at det er overstået, og jeg kan puste ud. Et tegn på, at det er ved at være jul. Det er den ultimative hyggetur, hvor man kommer i den rigtige julestemning."