Mikkel Kryger og familien tog en stor beslutning: Det styrkede relationerne
For tv-vært Mikkel Kryger var det ikke kun nemt at blive far, og det betød, at han lukkede sig mere ind i sig selv. En helt særlig morgen på sofaen med lille Max på maven faldt noget dog på plads for ham, og han fandt en ro i rollen som far.
Der er billeder af smilende børn på væggene i tv-vært Mikkel Krygers hus i Dyssegård nord for København.
Der ligger også lidt legetøj i hjørnerne, for det er en rigtig børnefamilie, der bor her, selv om alle tre børn lige nu er med deres mor i legegruppe.
Deres far er hjemme, for han har lige skrevet en bog om netop det at være far. Men ikke nødvendigvis på den rosenrøde måde.
"Jeg har skrevet løbende, siden Max blev født for otte år siden, for jeg følte mig indimellem forkert som far," begynder Mikkel Kryger, da han har serveret kaffe.
"Jeg var ikke åben om det, og jeg manglede et sted at gå hen og tale om det. Så blev det til en bog, for jeg tænkte, at der måske var andre, der havde det ligesom mig."
I Mikkel Krygers tilfælde var tilknytningen ikke nem.
"Jeg havde troet, at Max bare skulle ligge på min mave, indtil vi kunne begynde at tale om fodbold en dag. Men tværtimod følte jeg mig mindre værd som far," husker han og kommer med et eksempel:
"Når man er i et selskab, og alle står og ser på ens baby, men når babyen begynder at græde, kigger alle over på mor. Det føltes som manglende tiltro til mig som far."
Samtidig ledte Mikkel Kryger desperat efter en måde at være en god partner for sin kone, Mill.
"Max var et meget vågent barn, og vi sov elendigt. Men jeg kan huske, jeg tog ham ind i stuen en tidlig morgen, hvor de sendte OL i Rio, hvor han og jeg bare sad og så synkronsvømning og hammerkast.
Pludselig lå han der på min mave, og vi havde øjenkontakt, fred og ro og ingen mor i nærheden. Så smilede han, og jeg kunne mærke, at nu havde jeg taget ansvar. Der faldt mit nervesystem til ro."
Forbudte følelser
Annonse
Bogen handler meget om de forbudte følelser, man kan have som far.
"Mill og jeg er gode til at snakke sammen, men indimellem har jeg følt et stik af jalousi på både Max og Mill.
I dag kan jeg se, at det jo bare handlede om, at jeg også skulle føle, at der var plads til mig, og at der var en form for distance, men jeg er ikke sikker på, at jeg var god nok til at sige det dengang."
"Jeg lukkede mig mere ind i mig selv og delte det ikke engang med mine venner, ligesom kvinder gør. Når jeg var sammen med mine venner, talte vi om fodboldklubber og sjove videoer, vi havde set på nettet."
Samtidig oplevede han, at hvor mor ofte blev spurgt til både psyke og fysik, var der ikke mange, der spurgte til far. Mikkel Kryger griner lidt.
"Først gang jeg blev spurgt, hvordan jeg havde det, var et spørgeskema fra kommunen om ebola. Det føltes simpelthen som om, jeg i systemet havde mindre værdi."
Siden Max har parret også fået Lui og Uma.
"Andet barn var endnu hårdere end det første, for nu var der bare ikke flere ledige hænder." Men samtidig oplevede Mikkel, at han havde fundet ind i rollen som far, og det gav parret mod på også at få Uma.
"Hun blev født i et fødekar lige her på gulvet, og det var mig, der tog imod hende," siger han og peger på stuegulvet, som i dag er fyldt med legetøj.
Annonse
Tre måneder østpå
Selv om det indimellem har været en svær start på forældreskabet for den rutinerede TV2-vært, så har han også store lykkestunder at berette om. Tidligere på året tog Mikkel Kryger nemlig hele sin familie tre måneder til Asien. Først tilbragte de en måned i Philippinerne og derefter to måneder i Japan.
"Jeg har altid drømt om at tage børnene med på en tur, hvor man får en form for hverdag, så vi meldte Lou på et lokalt fodboldhold, og vi forsøgte også at lære japansk," forklarer han.
"Men mest af alt brugte vi vores sparepenge på at være sammen med vores tre børn. Jeg er sådan en, der elsker hverdagen og madpakkerne, men jeg mærker også, at tiden løber af sted, uden at jeg kan nå at fange den.
Men når man er sammen tre måneder, får man styrket relationerne."
Annonse
Efter tre måneder vendte familien hjem til huset i Dyssegård nord for København.
"Ungerne savnede deres mormor og deres venner," smiler han.
