Julia Lahme: ”Jeg har besluttet mig for at være jubeloptimist”
Fra i morgen er jeg jubeloptimist - får du også klikket for meget på pessimismen?
Jeg har besluttet mig for at være jubeloptimist.
Jeg har ellers altid været rimelig stolt af at være realist, en pragmatiker, én, der hverken har skyklapper eller rosa linser for øjnene, men det er slut.
Jeg er færdig. Jeg er færdig med at ville se hele verden i øjnene, med at vide, hvad der foregår, og med at blive udsat for alverdens mediers clickbait. Jeg vil ikke gå igennem livet med lukkede øjne, men jeg kan heller ikke mere følge med i det hele.
Jeg hører ikke til dem, der har bildt sig ind, at alting går hurtigere nu, end det gjorde engang – emails kommer ganske vist hurtigere frem end brevduerne, men det er ikke, som om al menneskelig kontakt og alle beslutningsprocesser kører på speed.
Tværtimod.
Alt går ikke hurtigere, og fremtiden er ikke noget, vi bliver udsat for. Vi er selv med til at skabe den verden og det liv, vi ønsker os, og det bliver på ingen måde nemmere af at ønske os tilbage til noget, vi har været igennem.
Alt var ikke bedre, da mor gik hjemme, og far gik ud som et lys bag avisen hver eftermiddag, og vi er heller ikke blevet dårligere forældre eller mennesker af skærme. Jeg nægter i hvert fald at tro det.
Der er selvfølgelig altid plads til forbedring, men jeg tror simpelthen ikke på, at vi gør alt forkert i dag.
Jeg drømmer mig ikke tilbage til de såkaldt gamle dage, og jeg forsøger hverken at bage mig til et drømmeland af hjemmegående kvinder uden selvstændig indtægt eller så meget som at overveje, at mine børn skal hjemmeskoles og u-skoles (et nyt ord, jeg har lært på instagram, som vist nok handler om, at man tager børnene tilbage til et sted før skolens eller institutioners indflydelse).
Jeg tror heller ikke på, at der er noget, mine børn ikke skal vide, og jeg nægter at hjemmekarte og indfarve med avocadoskræller og på den måde være selvforsynende.
Jeg ønsker mig stadig et par høje guldsko og mulighed for at gå i dem.
Men jeg tror på at skærme mig selv. En smule. Jeg behøver ikke vide ALT om, hvad der konkret og ned til hver enkelt voldshandling foregår i Gaza, eller indgående forstå præcist, hvad der sker i de huse, hvor der foregår kampe i Ukraine.
Annonse
Jeg lukker ikke øjnene, men jeg klikker heller ikke på de videoer, der uhindret flyder ind på den telefon, jeg holder i min hule hånd.
Jeg er også færdig med at læse de voldsomste krimier inden sengetid. Giv mig en god romance eller noget, jeg kan lære noget af, og hjælpe mig med at forblive det menneske med den optimisme, jeg ved, jeg har.
Jeg har nemlig besluttet mig for at nægte at give slip på den. Så mens jeg ved, at vi sviner miljøet til ved bare at tage metroen på arbejde, så har jeg besluttet, at jeg tager præcist så meget ind, så jeg stadig er mig.
Mit vidtåbne sind behøver ikke vide alt, jeg nægter at klikke på al pessimismen, men falbyder min tid og min opmærksomhed hos dem, der giver mig konkrete løsninger.
For hvor længe skal vi kunne holde til at være katastrofe-kiggere?
Måske skal vi aldrig lukke øjnene, men gøre, hvad der skal til for, at vi hver især stadig ser mulighederne for, at noget kan blive godt.
