Julia Lahme: ”Når han siger dét, bliver jeg klar til at råbe fra min helt egen ølkasse igen”
Har du (også) været væk fra ligestillingsdebatten? Så kom ind i kampen her.
Jeg har nok været lidt stille omkring det her i den seneste tid.
Muligvis fordi jeg har haft travlt med at blive moster, travlt med at nyde mine unger og travlt med mit arbejde og slet ikke orkede at være den, der bliver råbt ad, vrænget ad eller rystet på hovedet ad i den debat.
Hvilken debat, tænker du måske? Svaret er naturligvis den eneste debat, der kan gøre mænd og kvinder lige vrede: ligestillingsdebatten.
Ved en demonstration for kvinders rettigheder i USA blev der for en del år siden taget et billede af en ældre kvinde med et skilt, hvorpå der står: ”I can’t believe I still have to protest this shit”. Og præcis den følelse får jeg indimellem, når jeg hører de ting, vi er nødt til at tale om igen og igen.
Men sagen er den, at vi ER nødt til at tale om dem. Alle sammen, hver og en af os er nødt til at stå frem og stå ved og holde fast, og derfor kan det ikke nytte noget, at jeg for eksempel lige tager en pause fra ligestillingsdebatten.
Den pause er hermed slut. Min pause sluttede faktisk allerede, da iværksætteren Martin Thorborg i en podcast i vinter sagde til alle os kvinder: ”Pas nu på. Pas nu på, hvad I har gang i her. I er ved at sejre jer ihjel” – han mener nemlig, at vi er ved at skabe et Danmark, hvor kvinderne er for langt fremme, og at det går ud over mændene og drengene.
Vi kan faktisk sagtens blive enige om, at mændene er nødt til at få gang i en kønskamp; at der ikke er ligestilling i forhold til at være socialt udsat eller i forhold til at være far på barsel i Danmark. Det var bare ikke lige det, Thorborg sagde. Han mente, at det var os, kvinderne, der skulle passe på.
Når Thorborg – og andre – mener, at det nu skal være vores opgave at passe på, at det er vores opgave at servere ligestillingen på et sølvfad til mændene, så bliver jeg simpelthen så klar til at råbe fra min helt egen ølkasse igen. Så tak for det, Thorborg. For helt ærligt, ligger mændenes ligestilling nu også på vores bord? Skal jeg også lige sørge for at skrue lidt ned for mit eget lys og for mine medsøstres lys, så drengene og mændene kan få mere plads? Er vi igen der, hvor kvinder skal slå blikket ned og lade være med at fylde for meget, for ellers ”sejrer vi os selv ihjel”?
Så når kvinder siden slutningen af 1800-tallet har kæmpet for at få en stol ved det store samfundsspisebord, og meget er ved at lykkes, så skal vi simpelthen bruge den plads på at sikre os, at mændene sidder blødt?
Det, jeg til gengæld virkelig gerne vil, er at følges. Følges ad, mænd og kvinder, og følges om, at der bliver plads til os alle, og at vi får mulighed for at kunne tage for os af alle de retter, livet har at bringe. Så når min lille niece bliver en voksen kvinde, når mine sønner måske får familier, er det ikke længere sådan, at en mor, der arbejder, bliver kaldt en karriere-kvinde, og en far, der arbejder, bliver rost for at være en familiefar.
Vi har langt endnu, og jeg håber, at du vil følges med mig, så hverken drenge eller piger skal ”passe på”.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
