Julie Berthelsen: "Man må gerne kunne se, at jeg er lidt for tyk, har en baby på armen og ikke har sovet i månedsvis"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg har ikke boet det samme sted længe nok til at have en egentlig barndomsvej, men den første vej, jeg kan huske, er en lille villavej i Nuuk, hvor vi boede, fra jeg startede folkeskolen og nogle år frem. Jeg kan huske den store parkeringsplads foran huset og en lille sti, der gik ned til skolen. Oven over os boede Sam, som var på min alder, og som jeg godt kunne lokke til at lege med My Little Pony sammen med mig. Udenfor var der masser af natur og et helt fjeld at lege på. Senere flyttede vi til et rækkehus i et område, hvor der boede en masse andre børn, og hvor vi nogle gange sov i telt foran husene. Vores mor og far kunne lige kigge ud af vinduet for at holde øje med os. Da jeg var 11 år, fik vi min lillebror. Indtil da var familien mig, min storesøster, min mor og far.

Hvornår i livet tog du en genvej?

– Jeg har tit omtalt Popstars som en genvej. Nogle solister og bands jagter drømmen om succes i årevis, men når du er med i et talentshow, tager du en genvej. Jeg har altid sunget, men det var ikke min plan, at det skulle være en karriere. Jeg læste medicin på andet år og var rigtig glad for det, men da muligheden for at komme med i Popstars bød sig, tog jeg den. Selv om jeg altid har haft musik i hjertet, så var det en hobby for mig.

Jeg var med i anden runde af Popstars, hvor Jon vandt, og jeg blev nummer to. I dag synes jeg, vi var heldige, at vi var nogle af de første, der var med i et talentshow. Talentshows er blevet så globaliserede med sociale medier, hvor man skal føre sig frem. Det er blevet ren fastfood for seerne. Men dengang var der ikke ret meget andet end Popstars, og når jeg ser tilbage på den tid, er det med glæde. Det var noget mere end bare at gå til eksamen, for vi stillede os jo op på en scene med noget meget privat.

Julie Berthelsen og Jon Nørgaard blev hhv. nr. 2 og 1 i talentshowet Popstars på TV2 i 2002. Foto: Arkiv. 

Din levevej?

– Jeg valgte musikken som min karriere efter Popstars, og det har været min levevej siden med en masse afstikkere undervejs. Babytøj, radio, bøger, foredrag. Ting jeg synes er sjove. Sidste år fik jeg tilbuddet om at lave radio, og det ville jeg gerne. Jeg arbejdede på radioen 30 timer om ugen, så jeg også havde tid til at lave andre ting ved siden af. Men i løbet af efteråret kunne jeg se, at det var for meget. Jeg kunne ikke give meget af mig selv, når jeg var hjemme, og ungerne kunne mærke det. Jeg havde lovet mig selv at holde ud i mindst et år, og jeg var meget i tvivl, om det var fair over for alle de andre, da jeg stoppede, inden det år var gået. Men da jeg ringede og sagde det til min familie, sagde de: "Det gør dig ikke til et dårligt menneske, at du er nødt til at passe på dig selv".

Man skal passe på ikke altid at vælge den vej, der gør andre mennesker glade. Så radiojobbet varede ikke så længe, som jeg havde håbet, men det var en nødvendig beslutning. I dag holder jeg foredrag og tager ud og spiller. Jeg vil også gerne udgive ny musik i år, for det er mit 15 års jubilæum i år, og det vil jeg gerne markere.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det er let nok at svare på, for det har Minik. Det skete til Grønlandsdagen i Tivoli for 10 år siden. Han spillede håndbold på Grønlands landshold og havde lige været til VM-kvalifikation. Det var ikke gået særligt godt, og de var alle sammen så kede af det. Han skrev en opdatering på Facebook om det, og jeg skrev til ham. Derfor aftalte vi, at vi lige skulle mødes og hilse, når jeg skulle spille fredagsrock til Grønlandsdagen i Tivoli den sommer. Han kom om backstage efter koncerten. Siden den dag begyndte vi at skrive sammen, og det var mig, der inviterede ham på date. Han var seks år yngre end mig, og jeg var vist lidt mere fremme i bussen. Jeg tænkte jo ikke over, at det var manden i mit liv. Men vores første date varede et helt døgn, og fra da af vidste jeg, at vi skulle være sammen resten af livet. Minik vidste det også, men det tog ham vist lige en uges tid at indrømme.

Sammen med kæresten Minik Dahl Høegh. Foto: Michael Stub. 

– Det er et tilfælde, at vi begge er grønlandske, og vi var ikke lukkede for andre muligheder, da vi mødtes. Da jeg mødte Minik, var jeg allerede fuldt integreret i Danmark, så det kunne have været hvem som helst, jeg havde mødt, men i dag er det et plus for os, at vi deler kultur og sprog. Vi har en fælles forståelse for, hvad vi er oppe imod i Danmark. Når jeg kommer hjem og klager over grønlænderfordomme, ved han præcis, hvad jeg mener. Nogle gange tænker man: "Hvorfor ændrer jokesene sig aldrig?" Det er de samme vittigheder som for tyve år siden, og folk er ikke blevet klogere. Jeg bliver provokeret af den uvidenhed, som fordommene er et udtryk for. Jeg kan godt savne lidt mere venligtsindethed, for vi er altså ikke et fremmed land. Grønland er en del af Danmark. Omvendt bliver jeg også irriteret på grønlændere, der synes, at alting er Danmarks skyld.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Det er mig, der bestemmer. Det skal ikke lyde forkert, og det er ikke fordi, jeg ikke kan lide, at Minik siger sin mening, når jeg kommer lidt for godt i gang. Men jeg organiserer og planlægger og gør en masse benarbejde. Jeg er en grundig type, som bilder mig ind, at jeg gør alt det her for andres skyld, men i virkeligheden er det nok for min egen trygheds skyld. Jeg har tidligere været i forhold, hvor jeg jordede manden fuldstændig og var en frygtelig kæreste. Når jeg får lov til at jorde, så gør jeg det, for jeg leder altid efter modstand. Jeg har også prøvet det modsatte, hvor jeg mistede mig selv fuldstændig i et forhold. Jeg har prøvet begge ekstremer, så da jeg mødte Minik, vidste jeg præcis, hvad jeg ville have. Jeg er i et drømmeforhold, som jeg er meget taknemmelig for.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Mine børn, Casper og Sia, kan få mig ud på de yderste grænser af både lykke og frustration. De har fået mig til at mærke alle mine følelser meget tydeligere, og jeg har været tvunget til at finde nye grænser for mig selv, efter jeg har fået de to. Jeg skal lære dem en masse i livet, men de er sandelig også her for at lære mig meget. Derudover er jeg velsignet med en mor og en storesøster, som om muligt er endnu mere kontante, end jeg selv er. Jeg har altid set op til de to kvinder, som ikke finder sig i noget som helst. Jeg er selv mere skrøbelig – eller måske bare ikke nær så god til at sige fra. Hvis du havde spurgt mig, hvem jeg ringer til, når det brænder på, så ville de være en af dem. Først og fremmest ville de starte med at skælde mig ud over, at jeg havde ladet det komme så vidt, at det brændte på. Men ind imellem kan jeg godt have følelsen af ikke at magte at være voksen i dag, og at nogen må fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Dét gør de to kvinder for mig.

Hvilken vej bor du på nu?

– Vi flyttede til en lille by uden for Odder for halvandet år siden på grund af, at Minik skiftede håndboldklub. Da vi kom kørende med flyttelæsset, stod naboens tvillingedrenge klar i vores indkørsel til at lege med Casper. Jeg var mere til at bo i byen, da jeg var i 20'erne, og for mig var Aarhus en rar by at starte i, for det er en by, men man kan stadig dufte havet. Men her hvor jeg er i livet lige nu, er naturen og roen vigtig, og det at blive mindet om, at der er noget større end en selv. Jeg har i dag svært ved at holde fokus inde i en by, og jeg bliver hurtigt træt.

– Der bor cirka 800 personer i Saksild, og vi kender vist efterhånden næsten dem alle sammen. Vi prøver at nå med til fællesspisning i Kulturhuset så ofte som muligt. Jeg håber, vi bliver her så længe som muligt, for til næste år skal Casper starte i skole, og han kender alle sine kammerater i forvejen. Her er så meget tryghed, og det appellerer til mig lige nu og minder mig om min egen barndom. Jeg siger ikke, at Saksild er for evigt, og Grønland er heller ikke udelukket, for selv om jeg har brug for en base lige nu, skal børnene nok tilpasse sig.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Lige da vi flyttede hertil, var der rigtig mange, der skulle forbi og lufte hunden. Det var ikke mig, der lagde mærke til det, men nogle af naboerne. Men da de sagde det, kunne jeg godt se, at så mange mennesker med hund, kan der da ikke være i Saksild.

Efter 15 år er jeg ved at være vant til at blive genkendt, og det er kun, når jeg går sammen med familie og venner, at jeg lægger mærke til det, fordi de lægger mærke til det. Jeg kan sagtens gå i Netto i joggingtøj, og man må gerne kunne se på mig, at jeg er lidt for tyk, har en baby på armen og ikke har sovet i månedsvis. Jeg har lært bare at være mig. Hvis nogen vil mig noget, skal de prikke mig på skulderen og sige det, for ellers leder jeg bare videre efter de frosne majs i køledisken.