Jytte Vikkelsøe frygter ikke døden, men én ting giver hende tårer i øjnene, når hun tænker på at skulle herfra engang
Jytte Vikkelsøe er hele Danmarks kærlighedsguru, og hun er svær at interviewe uden at komme lidt i terapi. Det opdager ALT for damernes journalist på en sommerdag i terapeutens have.
På en varm sommerdag cykler jeg til Amager og bliver budt indenfor i Jytte Vikkelsøes villa.
Imens hun laver kaffe, går jeg en tur i haven, som mest af alt ligner en park.
Man kan nærmest blive væk i velduftende rosenranker, og i hver eneste krog er der et sted, man kan sidde: Et lille, hvidt cafébord omgivet af pæretræer, et stort loungesæt, et drivhus indrettet med træmøbler, lys og tæpper.
Vi snakker om glæden ved at få ting til at gro, og hun giver mig et salathoved fra køkkenhaven, fordi hun har alt for mange. Insekterne summer omkring os, og vi slår os ned i en skyggeplet.
Vil du præsentere dig selv?
Annonse
"Jeg kom for nyligt til at tænke over, hvem det er, vi præsenterer os som og ud fra. Er det ud fra, hvad verden forventer? At jeg har en ph.d. og bla bla bla, eller er det ud fra mine længsler og håb? Og hvad jeg søger i livet? Det indre menneske bliver ofte glemt i præsentationen.
Så hvis jeg skal præsentere mig selv, vil jeg sige, at jeg er et menneske, der bliver meget lykkelig af at være i haven. Og som er i en aldersgruppe, hvor jeg godt ved, at årene kan være meget talte, og at døden er inden for en overskuelig fremtid.
Så jeg tilbringer rigtig meget tid med at tænke på, hvad livet går ud på. Ikke i forhold til, hvad samfundet forventer og dets succeskriterier, men ud fra, hvad det er i mig, der gerne vil udfoldes, før det hele er for sent. "
Frygter du døden?
"Det gør jeg ikke længere. For den er uafviselig, jeg har ikke en skid at skulle have sagt. Jeg kan godt sørge for, at jeg er rimelig glad og sund og kan bevæge mig – alle de der ting, men døden kommer. Så nej, jeg frygter ikke døden længere. Det, der stadig er svært for mig …"
Jyttes klare, blå øjne fyldes med tårer. Det er første gang i vores samtale, at én af os græder. Stemmen knækker gentagne gange, imens hun siger det næste.
"Det svære er at skulle sige farvel til mine børn. At skulle gøre dem kede af det og kigge dem i øjnene for sidste gang."
Annonse
"Men … ja. Jeg er 74. Jeg håber ikke, at døden kommer i morgen, men på den anden side har jeg ikke lyst til at blive så gammel, at jeg ikke kan noget mere. Og det er jo et fakta i livet, at døden kommer før eller siden. Så jeg prøver på at være så bevidst som muligt om det liv, jeg har tilbage, så jeg, når dagen kommer, kan sige ”okay, tak for den tid, der var. Jeg kunne godt have brugt lidt mere, men okay”."
"Jeg tror faktisk, vi tænker alt for lidt på døden. Vi er for uforberedte, når den kommer, og så flipper vi ud og bliver bange. Og fordi vi ikke tænker nok over den, så lever vi ikke intenst nok. Så ender man med at stå foran døden og føle, at man ikke har levet endnu."
Hvordan skal man så forholde sig til døden og tænke over den?
"Ved at komme så tæt som muligt på kærligheden, så meget af tiden som muligt. Nu skal jeg prøve at gøre det kort, for jeg kan jo snakke i mange timer om kærlighed, men generelt snakker vi meget om betinget kærlighed og betingelsesløs kærlighed. Men kærlighed kan ikke gradbøjes. Kærlighed er simpelthen en helt anden dimension, som vi kan træde ind i på nogle helt andre præmisser."
Annonse
Lever du dit eget liv?
"Den første halvdel af vores liv handler meget om at gøre: Skabe et liv, få børn, få en karriere osv. Hvis man er smart, handler den anden halvdel af livet om at kravle rigtig dybt ind i sig selv. Og hvis du når dybt ind i dig selv og er helt til stede i nuet, så vil du opleve, at du pludselig befinder dig i evigheden. Tid og sted ophører, og så er der bare dyb, kærlig væren tilbage. Hvis du er nået ind til dét sted, så tror jeg også, du kan træde ind i døden."
Det lyder nemmere sagt en gjort, så hvor skal man konkret starte?
"Det første spørgsmål, du skal stille dig selv, er, hvor meget du lever dit liv på andres betingelser og hvor meget på dine egne. Det er klart, at vi ikke kan leve livet fuldkommen på vores egne præmisser, for vi skal tjene penge og ting og sager, men du skal så vidt muligt begynde der: Hvis præmisser lever du egentlig dit liv på?
Det er helt klart nemmere sagt end gjort, men i mit professionelle liv har jeg også brugt rigtig meget tid på at tænke over de her ting. I mødet med andre mennesker har jeg også mødt mig selv og skulle prøve at forstå mig selv, så min profession kommer mig virkelig til gode i døden."
Hvad mangler du at forstå?
"Hvorfor det er så svært at give slip på den måde, man er formet. Hvorfor er det så svært at blive rigtig fri i livet? At give fanden i det hele og bare slå sig løs på sine egne præmisser? For de fleste af os tror jeg først, vi forstår det i dødsøjeblikket. Der går vi ind i det sidste store mysterium, og alt det, vi ikke har turdet i livet, synes som den rene barnemad i forhold til denne sidste tærskel, der nu skal krydses.
Der er ikke længere nogen vej udenom at træde ind i det ukendte, og så virker alle de ting, man hidtil ikke har turdet, pludselige banale og latterlige. Og hvis man ikke har turdet kigge døden i øjnene endnu, så kan man lige pludselig stå dér og fortryde, at man ikke var modigere og turde noget mere, mens tid var."
Så du tror først, vi for alvor kommer til at give slip i døden?
"Højst sandsynligt, ja, for der har vi ikke mere at miste. Hvis vi accepterer døden som en del af livet, kan vi give slip."
Jytte Vikkelsøe holder en længere pause, imens hun kigger koncentreret på mig. Med hovedet lidt på skrå spørger hun: ”Er du bange for døden, Sara?”. Det rammer et ømt punkt. For ja, det er jeg. Jeg fortæller, at jeg altid har haft dødsangst, at jeg er bange for at efterlade dem, jeg elsker, og at jeg ikke vil miste det liv, jeg holder så meget af. Her blev det min tur til at fælde en tåre.
"Du er ked af at efterlade andre, ligesom jeg er, men du kan også vende den om og sige: ”Hvem i mig er det, der aldrig fik lov at leve?”. Hvis du begynder at kigge fra den vinkel – og tør leve ud fra den – så tør jeg vædde med, at din dødsangst bliver mindre.
For jeg tror, at det, vi er kede af, når vi dør, det er, at der er sider af os selv, vi aldrig turde give liv. Og derfor føler vi ikke, at vi er parate til at dø endnu. Hvis du virkelig er til stede i dit liv, så placerer du dig selv midt i evigheden. Og det kræver, at vi tør åbne os op, tør tage chancer og tør være åbne over for kærligheden."
Du arbejder på en ny bog om netop kærlighed. Hvad er kærlighed?
"Vi har en meget banal opfattelse af, hvad kærlighed er. Generelt tror vi, at vi elsker nogen, når vi føler, at vi ikke kan leve uden dem. Men hvis vi går dybere ind i, hvad kærlighed egentlig er, så vil vi se, at det, vi kalder kærlighed, nærmere er en afhængighed.
Den anden giver dig noget, der får dig til at føle dig hel. Men når der så kommer problemer i parforholdet, og man skændes, hvor stor er din kærlighed så? Hvor åben er du overfor det, den anden præsenterer dig for, hvis det viser dig i et negativt lys? I de situationer skrumper kærligheden for mange af os."
"Kærlighed er viljen til at strække sig ud over sig selv for at understøtte et andet menneskes udfoldelse af, hvem de er. På godt og ondt. Det er nemt nok, så længe udfoldelsen kommer os selv til gode og går i den retning, vi gerne vil have, den skal gå.
Men hvis den går i en anden retning, så kniber det mere med tolerancen. Og det er derfor, jeg siger, at kærlighed kræver, at vi træder ind i en helt anden dimension. For rigtig og forkert, kan lide eller kan ikke lide – de parametre gælder ikke på samme måde i den dimension."
Edderkoppens budskab
Så hvornår ved man, at det er kærlighed, ikke afhængighed?
"Det ved man, når man ønsker at støtte den anden i sin udfoldelse, selv i de situationer, hvor det kan føles, som om det er på bekostning af ens egne ønsker. At man vedvarende kan støtte den anden i at blive større og mere sig selv – og vice versa."
Du har jo skrevet en bog ved navn 'Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte'. Hvad hvis man er i et fysisk eller psykisk voldeligt forhold?
"Det er vigtigt at understrege, at bogen bygger på et psykologisk koncept, ikke et moralsk. Hvis du forelsker dig i en psykopat eller narcissist, er der ingen, der vil sige ”der skal du blive, for det er den rigtige, du har forelsket dig i”. Præmissen er, at der er en grund til, at du forelsker dig i vedkommende.
Der er en grund til, at du ikke kan frigøre dig fra vedkommende og vedvarende strækker dig langt ud over dine egne grænser. Så når jeg siger, at du aldrig forelsker dig i den forkerte, er det fordi, din vej til frihed er at finde ud af, hvorfor du er endt der. Hvis du undersøger det og virkelig arbejder med det, kan du opnå frihed, du aldrig før har kendt."
"Det er derfor, jeg plejer at sige, at parforholdskonflikten er et lyntog til selvudvikling, for der får du virkelig mulighed for at møde sider af dig selv, du ikke kender. Desværre er der ikke ret mange af os, der har lyst til at undersøge disse sider. Vi fastholder, at det er den andens skyld i stedet for nysgerrigt at undersøge: ”Hvad er det inde i mig, der ikke vil høre på det, den anden har at sige?”.
I parforholdskonflikten aktiverer modparten alt det i dig, som du ikke vil have noget med at gøre, men efterhånden går det måske op for dig, at der er noget inde i dig selv, du ikke har styr på. På den måde er parforholdskonflikterne et redskab til selvudvikling, hvis du tør gå dybere ind i dem. Og det sker ikke kun i romantiske forhold. Hver gang du møder modstand i dig selv, og den del af dig selv, du ikke vil have noget med at gøre, begynder at rumstere, gælder det om at være nysgerrig på, hvorfor du har så meget modstand i situationen.
”Hvorfor reagerer jeg, som jeg gør?”. ”Hvorfor vil jeg gerne holde det, du siger, på afstand? Hvad vil der ske, hvis jeg lader dig – og det, du siger – komme tættere på?”."
Endnu engang holder Jytte en lang tænkepause. Hun vejer sine ord, og jeg har en fornemmelse af, at hun også vejer mig. Og så spørger hun: ”Synes du, det er skræmmende at lade folk komme tæt på?”. Endnu engang rammer hun hovedet på sømmet, og det gibber næsten i kroppen på mig. For ja, det synes jeg. Når man lader folk komme tæt på, kan man blive såret.
"Ja … Hvis du åbner dig op for et andet menneske på et dybere niveau, så åbner du også op for skrøbeligheden. Og man kan blive forladt, og det kan opleves
uretfærdigt. Men det er også ensomt i det lange løb bare at bygge en mur op omkring sig selv, og …"
"Hvad nu?", spørger hun lidt febrilsk. Forståeligt nok, for jeg er sprunget op
fra min plads på havestolen. Imens vi har siddet og snakket, er en edderkop, der er langt større, end jeg bryder mig om, nemlig kravlet op på mig, og jeg kan ikke holde min angst tilbage. Edderkoppen lander på jorden, hvor Jytte målrettet tramper på den.
"For din skyld. Normalt ville jeg have flyttet den ud i bedet."
Jeg beklager mit udbrud og prøver at vende tilbage til interviewet, men Jytte kigger på mig med sine gennemborende øjne og spørger, hvad det er ved edderkopper, jeg er bange for. Jeg prøver – så godt som muligt – at sætte ord på min irrationelle frygt og forklare, at det måske handler lidt om måden, de bevæger sig på, de mange ben, og at de kan fange én i et net.
"Okay. Det er spændende, lad os lige snakke om dét. Du kunne gå igennem dit liv og bare løbe, hver gang der er en edderkop. Eller du kan begynde at undersøge, hvad det egentlig er, der sker inde i dig. En edderkop kan jo spinde nogle net, som fluer osv. sidder fast i og ikke kan komme videre fra.
Jeg får et billede i hovedet af, at du sidder fanget i nettet, og så kommer de mange arme og holder dig fast, og det hænger jo meget godt sammen med det, du siger om at åbne sig for andre, og at det er farligt at være skrøbelig. Edderkopper får det skrøbelige frem i dig, og det kunne du være nysgerrig overfor for at få mere frihed i skrøbeligheden.
Igen er vi tilbage ved, at hvis du tør gå ind i dét, der er ubehageligt, og som du ikke kan lide ved dig selv, så kan du udfolde mere af dit potentiale, så du kan leve dit liv fuldt og helt. Og så vil du være klar, når døden kommer."
Op til interviewet har jeg virkelig prøvet at huske mig selv på, at det ikke skulle komme til at handle om mig. "Det er ikke dig, der skal i terapi, Sara", har jeg nærmest messet for mig selv på cykelturen derud. Det siger jeg til hende.
"Ja, men så kom edderkoppen. Den ville være med i historien."
