Parforhold: Tør du stille dig selv disse 5 spørgsmål?

Det er nu engang bare sjældent, at man selv er helt fejlfri, ligesom det er ualmindeligt meget nemmere at ændre på egen adfærd, end på andres.

Da mine børn var små, var jeg max presset på grund af manglende søvn. Specielt min søn sov aldrig. Han var konstant syg og vi havde en regel om, at min mand gik rundt med ham til kl. 02, hvorefter jeg overtog tjansen til kl. 06, hvor vækkeuret var så venlig at fortælle mig, at hvis jeg havde været i den heldige situationen, at jeg ikke havde opdaget det fordi jeg sov, så var klokken seks og jeg skulle op og på arbejde.

Jeg var smadret i atomer. Jeg havde et job, der krævede langt mere end 37 timer. Jeg havde vasketøj, madlavning, fritidsinteresser, veninder osv. osv. som også skulle håndteres, og så var jeg i øvrigt bare hende, som altid havde styr på alting, og som altid meldte sig først på banen til at klare noget for andre.

Jeg var med garanti ikke en drømmepartner, og jeg var godt klar over det, men synes virkelig, at min mand havde nogle forbedringsområder, der stod foran mine egne. Jeg bidrog overhovedet ikke selv til samhørigheden, fokuserede på vores forskelligheder, og mente nok, at min mand kunne gøre den nødvendige forskel, hvis han ville.

Jeg fik rettet blikket indad under min uddannelse og for første gang spurgte jeg mig selv "Er du en partner, du selv gad være gift med". Det var jeg desværre ikke! Jeg havde haft alt for meget fokus på fejl og mangler. Vi havde haft alt for meget fokus på praktik i stedet for samhørighed og tid til hinanden. Vi havde troet vi kunne klare det hele og vente til bedre tider med mere overskud. Det kunne vi ikke! Det endte med skilsmisse og den vigtigste lære overhovedet er, kærligheden overlever ikke af sig selv! Kærligheden overlever ikke, uden at have fokus på ens egen adfærd!

Jeg ved godt, at man ikke kan lære af andres oplevelser, hvor ærgerligt det end er. Først når man selv har stået i kaos op over begge ører, lærer man af det. Det gjorde jeg, og jeg garanterer dig for, at jeg aldrig aldrig aldrig mere hopper på den med, at kærligheden kommer i sidste række, efter vasketøj, praktiske gøremål, motion og alt muligt andet. Kærligheden er vigtig for mig. Parforholdet er en fantastisk relation, hvis den plejes og jeg trives rigtig godt med at leve sammen med min nuværende mand, men jeg er mig virkelig bevidst om, at det kan gå så rygende hurtigt ned af bakke, hvis jeg ikke konstant har fokus på, at vi skal bevare det gode vi har sammen.

Det gode bevares bedst ved at kigge på sig selv, ens egen adfærd og prioriteringer.

Så når jeg skal evaluere, så tænker jeg over følgende:

- Bidrager du nok til kærligheden?

- Hvor tit værdsætter, overrasker og forkæler du din partner?

- Hvordan kan du optimere på din egen adfærd?

- Er der noget du skal prioritere lidt anderledes fremover?

- Husker du at tale ud fra dine egne følelser og behov i stedet for at fokusere på din partners adfærd?

Er der basis for forbedring, så gør lov mig, at du gør noget ved det med det samme. Et halvlunkent parforhold er måske okay, men hvorfor ikke stile efter noget bedre, noget mere samhørighed, noget mere glæde, noget mere lyst? Vi har jo behovet, for ellers ville der med garanti ikke være så meget utroskab.

LÆS FLERE KLUMMER AF METTE HAULUND HER.