Karin og Cecilia overlevede SAS-flystyrtet i 1991: Her er de i dag
Den danske pilot Stefan Rasmussen blev berømt, da det 27. december 1991 lykkedes ham at nødlande et SAS-fly på vej fra Stockholm med 129 ombordværende, som alle overlevede. Blandt dem var to unge kvinder, som nu har skrevet en bog om den dag, der ændrede deres liv for altid.
Cecilia von Hofsten havde netop taget sit overtøj af og sat sig i Dana Viking, SAS-flight 751, da hun og de 122 andre passagerer og seks besætningsmedlemmer om bord blev budt velkommen af kaptajn Stefan Rasmussen den 27. december 1991.
"De fleste var allerede om bord, da jeg kom om bord, så det var ikke noget problem at finde min plads, 22 E, ved vinduet. Jeg kan huske, at der var så utrolig varmt derinde. Jeg tror, at alle havde det på samme måde, for alle begyndte at klæde sig mere og mere af, mens vi ventede på at lette."
Cecilia fandt ud af, at flyet var ankommet fra Zürich aftenen før og havde stået ved gaten natten over. Dette kombineret med, at der var opbevaret 5.000 liter flydiesel i flyets vinger, havde gjort, at der lå et tyndt lag is på vingerne.
Cecilia var blevet færdig med gymnasiet et par år tidligere og havde siden rejst rundt:
"Jeg havde arbejdet meget med heste og overvejede at blive dyrlæge. Jeg havde også tænkt på at blive stewardesse. Men som på en bananskræl gled jeg ind på en kiropraktoruddannelse og følte, at det måske alligevel var noget for mig," siger Cecilia, 51.
Annonse
Den morgen, hun steg på flyet til København, skulle hun til eksamen som en del af sin uddannelse. Hun følte, at hun havde hele livet foran sig og var lettet over at vide, hvad hun skulle lave i fremtiden. Som så mange andre på flyet havde hun været hjemme for at fejre jul med sin familie. Andre var på vej på eller hjem fra ski- eller solferie. Køerne i lufthavnen var længere end normalt.
Kun få sekunder efter at flyet var startet og kommet et stykke op i luften, reagerede Cecilia på et brag:
"Jeg hørte to tydelige brag og så, at alle andre omkring mig også reagerede. Jeg havde fløjet meget i mit liv og var klar over, at det ikke lød godt. Flyet rystede, og jeg ventede på, at piloten skulle sige noget over højttaleren for at fortælle mig, hvad der skete. Men der var fuldstændig stilhed."
Cecilia husker den stilhed så tydeligt. Et fly skal ikke flyve lydløst. Det skal være fuldt af lyde – motorer, der brummer, mennesker, der taler og griner, børn, der græder.
"Vi var oppe i skyerne nu, og da en mand ved siden af os spurgte på engelsk, om vi var over vand eller skov, svarede jeg skov, fordi jeg vidste, at vi ikke kunne være kommet ud over vand så kort tid efter starten."
Cecilia beskriver, hvordan flyet begyndte at vende næsen nedad, og hun troede, at hendes sidste øjeblik var kommet. Senere erfarede hun, at den venstre motor stoppede, lidt mere end et minut efter at flyet var lettet, og at den anden motor lukkede ned et par sekunder efter.
På det tidspunkt havde de nået en højde på mere end 1.000 meter over jorden, og uden fungerende motorer befandt Cecilia og alle de 122 andre passagerer sig i en tilstand af svævende glideflugt.
Annonse
"Strømmen var gået, så der var mørkt i kabinen. Vi var alle klar over, at vi ville styrte ned, men det mærkelige var, at ingen gik i panik. Alle reagerede stille og roligt. Nogle græd stille, men der var ingen skrig. Dana Viking var tavs."
Brækkede i tre stykker
Træerne knækkede som tændstikker, da flyet ramte dem, og det fortsatte derefter ned på en mark. Under nødlandingen brækkede flyet i tre stykker, og Cecilia, som hele tiden havde siddet med hovedet bøjet over knæene, vidste knap, om hun var i live eller død.
Hun nåede at tænke på sin mor og på, hvor ked af det hun ville blive, når hun fandt ud af, at hendes datter var død i et flystyrt. Og hun nåede at føle vrede over, at hun faktisk havde besluttet sig for, hvad hun ville være, og nu blev snydt for hele sit liv.
Annonse
"Jeg tænkte, at jeg aldrig ville få børn eller stifte familie," siger Cecilia.
Da hun vågnede efter en, ifølge hende, relativt rolig landing, kiggede hun op og opdagede, at flere af hendes medpassagerer ikke længere var i flyet:
"Mit sæde havde flyttet sig, og foran mig var der et stort hul, hvorigennem jeg kunne se jorden og en del af en vinge. Der var fyldt med mudder, sne og blade, og jeg var hurtigt klar over, at jeg ikke kunne blive der. I film har man jo set, at nedstyrtede fly altid eksploderer, og da jeg under styrtet havde mærket jetbrændstof regne ned over os, indså jeg, at vi var som levende fakler, der kunne antændes."
Men Cecilia kunne ikke slippe væk. Hun sad fast med den ene fod som i en rævesaks. Hun mærkede panikken stige. Omkring hende var de fleste passagerer allerede kommet ud af flyet, og hun så dem stå i kø for at hoppe ud af de huller, der var opstået, eller for at glide ned ad de slisker, der automatisk var blevet udløst.
"Jeg trak og trak af alle kræfter. Det føltes som en evighed, men til sidst fik jeg min fod ud af støvlen, der stadig sad fast. Med kun én støvle kunne jeg komme ud og så langt væk fra flyskroget, som mine ben kunne bære mig."
Nogle år efter ulykken blev der dannet en gruppe for dem, der havde været med i ulykken i Gottröra. Senere blev der også oprettet en Facebook-gruppe for dem, der ønskede det. Cecilia, der i dag bor i Italien, kunne aldrig deltage i gruppemøderne, så for et par år siden arrangerede hun selv et møde:
"Jeg var hjemme i Uppsala og spurgte, om der var nogen, der kunne mødes. Jeg havde ikke mødt Karin i alle disse år, men jeg havde selvfølgelig hørt om hende," siger Cecilia.
I medierne blev flystyrtet kaldt 'Gottröra-miraklet', fordi ingen omkom, og fordi begivenheden blev dækket over hele verden. Men Karin Gustavsson oplevede ulykken som alt andet end et mirakel. For hende føltes det, som om livet sluttede den morgen. Hun var den passager, der blev hårdest ramt ved ulykken, og hun skal sidde i kørestol resten af sit liv.
Karin, der er ti år ældre end Cecilia, blev i pressen beskrevet som "det glemte offer", og Cecilia fortæller, hvordan hun følte sig skyldig under mødet med Karin i Uppsala:
"Jeg ved, at der var nogen, der forsøgte at hjælpe Karin, som sad fast i flyet, mens jeg kun tænkte på mig selv. Jeg var ung og handlede egoistisk. Det er følelser, som jeg har været nødt til at forholde mig til nu," siger Cecilia.
Under mødet i Uppsala spurgte Cecilia, om der var andre end hende selv, der havde tænkt på at skrive en bog om det, de havde været igennem. Karin fortalte så, at hun som selvterapi havde skrevet en masse notater om traumet.
Derfra blev drømmen om at skrive en bog født, og sidste år udkom bogen '4 minutter og 8 sekunder - Miraklet i Gottröra', hvor de nyfundne venner fortæller deres versioner af, hvad der skete den morgen for over 30 år siden, og hvordan ulykken har påvirket deres liv.
Tiden gik i stå
Karins version af begivenheden er anderledes end Cecilias. Da ulykken skete, stod Karin ved en skillevej. Hun havde arbejdet hos SAS i årevis, rejst og haft det sjovt og skulle nu beslutte, hvad hun skulle med sit liv. Valget stod mellem at studere arkæologi på Oslo Universitet eller flytte til udlandet.
Denne morgen sad hun på række 4 i det fly, der skulle bringe dem til København. Hun sad tæt på cockpittet, hvor døren var åben, og hun kunne høre alt, hvad der foregik. Hun husker skrækken, lydene og lugtene:
"Det var, som om alle mine sanser blev skærpet, da jeg indså, at vi ville styrte ned."
"Da vi ramte træerne, blev jeg klar over, at jeg havde få sekunder tilbage at leve i, og jeg håbede bare, at det ville gå hurtigt at dø. Når man har angst i en så kritisk situation, går tiden i stå. Jeg og pigen ved siden af sad og holdt hinanden i hånden gennem hele forløbet."
"Jeg nåede at have så mange følelser på samme tid. En erkendelse af, at jeg havde haft et fantastisk liv, men samtidig en sorg over, at jeg aldrig ville nå at få børn, og en stor kærlighed til min familie og mine venner."
Efter nødlandingen kunne Karin ikke bevæge sin krop og følte panikken stige, mens hun så alle forlade flyet. Hun forstod allerede da, at hun var blevet lam. En ung mand kom hen til hende, tog hende i armene og trak hende op af sædet.
"Det føltes som tusind knive i min ryg, og jeg skreg højt. Smerten var uudholdelig, og jeg havde det, som om noget i ryggen bristede, da jeg blev trukket ned mod gulvet."
Der gik et godt stykke tid, før redningsholdet ankom. De, der blødte og havde synlige skader, blev hjulpet først. Først efter halvanden time, hvor Karin havde ligget i sneen på jorden, blev hun fløjet i en ambulancehelikopter til hospitalet. Hun fik hurtigt at vide, at nogle af hendes ryghvirvler var forskubbet. At ulykken blev kaldt et mirakel, var ikke en oplevelse, hun kunne dele dengang.
"På det tidspunkt var det svært for mig at forstå, og jeg blev bare vred over ordet 'mirakel'. Jeg spurgte mig selv, hvorfor netop jeg havde fået en rygmarvsskade og aldrig ville blive i stand til at gå igen. Men i dag er jeg meget taknemmelig for mit liv," siger Karin.
Fysisk føler Karin, at hun har vænnet sig til sin situation. Hun har nu siddet i kørestol lige så længe, som hun kunne gå før ulykken:
"Der er mange ting, der er vanskelige og komplicerede, men det handler meget om min holdning til begrænsningerne. Jeg ser positivt på mit liv og forsøger at koncentrere mig om alt det, jeg stadig kan."
Fire år efter ulykken blev Karin mor til Olivia, og den nye rolle gjorde, at hun kunne give slip på sorgen og se fremad.
"Olivia er voksen i dag, og vi har et rigtig godt forhold. Jeg har mange gode venner og et rigt liv med mange fritidsinteresser. Jeg maler og udstiller indimellem, og det er en stor interesse ligesom alle former for kultur," siger Karin.
Næsten tre år efter ulykken deltog hun i et kursus, der blev afholdt af SAS, for at forsøge at overvinde sin flyskræk. Hun fløj et par gange, men følte, at det krævede for meget energi og ikke var den frygt værd, hun følte. Men for fire år siden kom vendepunktet, da hun besluttede sig for at flyve igen, og det er nu lykkedes hende at gennemføre et par rejser.
"Det er ikke let. Men jeg er stolt over, at jeg tør trods min frygt," siger Karin.
Pludselige mareridt
For Cecilia var tiden efter ulykken helt anderledes. I de første ni måneder følte hun sig som en 'superkvinde':
"Jeg følte, at jeg havde fået en ny chance, og jeg fortsatte med alting, som jeg plejede. Selv om alle omkring mig sagde, at jeg skulle tage det roligt, fløj jeg nok fem gange alene i den følgende måned. Jeg er en meget pragmatisk person, og jeg følte, at hvis jeg ville fortsætte med at leve det liv, jeg levede før, var jeg nødt til at fortsætte med at flyve."
Alle, som var ombord på Dana Viking, fik et lille beløb i rejsechecks som kompensation eller "plaster på såret". Disse rejsepenge skulle bruges inden for to år.
"Det føltes mere som en hån. De fleste turde jo aldrig mere sætte sig på et fly igen," siger Cecilia.
Først efter seks måneder indhentede hendes følelser hende. Pludselig begyndte hun at have mareridt om fly, der styrtede ned, og hun gik i panik over f.eks. at køre i bil eller udsætte sig selv for situationer, som hun ikke kunne kontrollere.
På det seneste har hun talt med andre fra ulykken og opdaget, at hun ikke var alene. En pige fik ødelagt hele sit liv, fordi ulykken førte til panikangst og depression.
Karin og Cecilia føler i dag, at de er søstre for livet – at de har et særligt bånd. Sammen med de andre passagerer deler de en oplevelse, som har påvirket dem for livet på forskellige måder. Når Cecilia tænker på Gottröra, ser hun et fly komme ud af skyerne omgivet af 129 skytsengle, der forsigtigt sætter det ned på jorden.
"Når man har været igennem noget som dette, kan man ikke bare tro på tilfældigheder. Jeg tror, at der er en forudbestemt vej for os. Der var så meget, der kunne være gået galt."
"Jeg føler, at ulykken har givet mig flere positive ting end negative ting. På grund af en skade, jeg fik i foden, mødte jeg kiropraktoren Albi, som senere blev min mand og far til vores to sønner. Jeg har følelsen af at have fået en ny chance, hvilket gør, at jeg oftere siger ja til livet end nej," siger Cecilia.
Karin og Cecilia mente, at der var brug for en bog om dem, der havde været om bord:
"Kun få mennesker kan fortælle, hvordan det føles at være i sådan en situation, fordi der normalt ikke er nogen overlevende. Men først og fremmest ville jeg fortælle, at den mørkeste tid i ens liv kan blive lys igen," siger Karin.
Før hun og Cecilia begyndte at arbejde på bogen, troede Karin, at den ville være let at skrive. Det viste sig at være forkert. Det var svært at gennemleve det hele igen og dykke ned i ulykkeskommissionens rapport og journalen fra hospitalsopholdet. Men nu, hvor bogen er færdig, føler hun en stor lettelse.
"Det har også været sjovt at lære Cecilia at kende i denne proces. Og jeg er glad for den gruppe af overlevende, som er i kontakt med hinanden. Det betyder meget. Kun de af os, der har været igennem det, kan virkelig forstå, hvordan det føles. Der er et før og et efter Gottröra, men jeg er i live og har det godt, og det er stort!"
