"Kærlighed betyder mere for mænd end for kvinder"

Af Marie-Louise Truelsen

Midtpunkt

– Jeg har fået det bedre og bedre med at være lidt ude i kanten af billedet. Jeg var sådan en, der altid skulle være i centrum. Selvcentreret. Man kommer automatisk lidt ud i kanten af billedet, når man får børn og børnebørn, og det er sundt og godt. Man skal ikke forsvinde helt ud af rammen, men det gør ikke noget, at man kommer ud i kanten. Tænk på Det Nye Testamente, hvor essensen er, at vi først for alvor bliver mennesker, hvis vi slipper vores selvcentrering og bliver en del af helheden. Selv er jeg ikke nået så langt endnu, men jeg er begyndt at forstå det med at tænke i helhed frem for det helt snævre perspektiv.

LÆS OGSÅ: "Jeg var nærmest en lille mus – altså ikke fysisk – men jeg var sindssygt usikker"

– Jeg kan også se det i fodboldsammenhæng. Der er nogle fodboldtyper, dem på midtbanen, der tænker i helheden. De tænker ikke kun: Nu skal jeg shine, eller yes, jeg scorede tre mål. Da jeg var yngre, tænkte jeg, at sådan nogle typer var kedelige. Gaaab. Uspændende. Jeg kunne bedre lide ham, der scorede. Enerne. Jeg tror, det er noget, jeg har med fra min mor, som var en lille, dramatisk kvinde. Når hun og min far havde haft nogle af deres "episoder", og der havde været rigtig skidt gravkammerstemning derhjemme i tre-fire dage, så kunne hun sige: "Nå børn, meget kan man sige om os, men kedelige er vi i hvert faldt ikke!" Tak, så sad vi tre børn og tænkte, bare I var lidt mere kedelige. Men det har sat sig i mig. Det eneste, man ikke må være, er kedelig. Jeg begynder dog at få en fornemmelse af, at nogle af de mennesker, jeg har tænkt, var kedelige, måske er dem, der trækker det længste strå. De har levet meget mere i pagt med helheden, end jeg har. Måske bliver de kedeligste de lykkeligste i længden.

Endepunkt

– Der kan være dage eller øjeblikke, hvor jeg tænker: Aj, jeg har snart oplevet nok. Jeg har snart følt nok. Jeg har oplevet så meget intensitet, at det snart må være nok. Jeg troede på et tidspunkt, at al den intensitet, al den fascination og al den dramatik var noget, jeg helt måtte give afkald på for overhovedet at kunne være her. Sådan har det så ikke været. Men somme tider kan jeg godt mærke, at jeg har fået store doser af alting.

– Jeg er 59 år. Min far blev 59 år, så ham skal jeg lige overhale nu. Min mor nåede at blive 65, hende vil jeg også gerne overhale. Og selvfølgelig ved jeg godt, at jeg ikke har det sidste ord at skulle have sagt i den sammenhæng, men når jeg ser mine børnebørn nu, så tænker jeg, okay, jeg kunne godt tænke mig lige at få med, hvordan de udarter sig.

LÆS OGSÅ: Mikael Kamber: ”Så tag dog og fri til jeres kvinder!”

– Anita, min kæreste, kommer fra Nyborg og har levet et mere almindeligt liv langt fra showbiz. Når hun kigger på mit liv, ser det fuldstændig vildt og vanvittigt ud. Med over 3.500 koncerter, alle de albummer, bøger og film. Jeg har sunget med Bruce Springsteen, spillet fodbold med Laudrup-brødrene, og jeg skal gi' dig, skal jeg. Og somme tider tænker jeg, uh, jeg giver afkald på meget af den slags nu. Det kunne da godt være, at jeg kunne få lov til at møde Bob Dylan, men nej tak, jeg har ikke lyst til det. Ikke fordi jeg ikke dyrker manden vildt og inderligt – det gør jeg – men jeg har ikke behov for at gå ind i det der sitrende nervefelt af showbiz. Jeg har ikke behov for røde løbere og den form for fylde. Jeg kan ikke nyde sådan noget, jeg kan simpelthen ikke tåle det. Jeg ved, at nogle labber det i sig og har en superfest. Skønt for dem, jeg har det bare ikke sådan. Så jeg fravælger meget. Og det kan der sgu også komme en eller anden lille tilfredsstillelse ved. Når man lærer at sige nej til ting, man egentlig ikke har lyst til, og i stedet kan nyde stilheden i sin plovfure her ved Storebælt.

2015 Kæresten Anita lever et liv langt væk fra showbiz.

– Det kan lyde trist, at jeg somme tider tænker: I've had my share. Det er det egentlig ikke. Og når jeg har været i den tanke i ti minutter, kan jeg få det sådan, åh, der kommer en linje nu. Jeg skal lige ind og skrive. Pludselig kommer der en sangtekst løbende ud i hånden på mig, og så er jeg i gang med en ny sang, som er en helt ny lille verden. Det er noget af det mest intense for mig – at være midt i en ny sang.

– Der er stadig en lyst til livet i mig. Tag bare mit behov for at overleve mine forældre. Og sangskrivningen holder mig også til ilden. For hver gang jeg har oplevet noget nyt, kan jeg udtrykke mig lidt mere præcist i mine sangtekster. Jo "renere" og mere præcist jeg kan skrive, jo stærkere vil sangen være, og jeg drages hele tiden mod det punkt, hvor jeg kan sige: Lige dér blev det sagt, fuldkommen som det føles. Det er mine sanges mål.

Nulpunkt

– I 2002 indtrådte mit absolutte nulpunkt. Det var mange, mange års oparbejdet stress, der kulminerede der. Jeg oplevede på min egen krop, hvad der sker, når almindelig alarmberedskabsstress bliver til en kronisk tilstand, hvor kortisolen sprøjter ud i blodet. Nærmest som et stof. Det bliver man ufattelig syg af. Det var en kombination af flere ting, der ikke var i balance. Arbejdet, ægteskabet, dårligt kendskab til mig selv, svag identitet, fuldkommen mangel på indsigt i egne begrænsninger. Hvis jeg blev tilbudt en turné med koncert 11 aftener i træk, sagde jeg bare ja, selvom jeg i bund og grund ikke kunne holde til det.

– Jeg levede i mit første lange ægteskab og var nærmest i symbiose med min ekskone. Vi var flyttet sammen, da vi var helt unge, og vi klyngede os til hinanden sådan helt John Lennon og Yoko Ono-agtigt. Der var stor kærlighed imellem os, men vi nåede nok ikke rigtig at lære os selv at kende som individer, fordi vi hele tiden var inde i hinandens jordbærbed. Og så fik vi tre børn – slam, slam, slam – på fire år. Min perfektionisme bragede igennem, jeg ville være en god far, også selvom jeg indspillede film, lavede plader og var på turné. Når man lever sådan, er man altså inde og hente på lageret. Og pludselig var lageret tømt. Jeg gik til lægen og fik sovemedicin, men sovemedicin er lige så meget narko som heroin. Ens læge kan meget hurtigt blive ens pusher. Begge mine forældre havde et alkoholproblem, så jeg vidste fra min barndom, at alkohol kan ødelægge meget, og derfor drak jeg ikke, da vi startede med Malurt. Men så kom det alligevel snigende hen ad vejen, og i 2002 var det noget, der bare kørte dagligt.

– Jeg brændte fuldstændig sammen. Lå bare i min seng og rallede. Jeg vidste, hvor dårligt alkohol var for min stress, og jeg tænkte okay, okay, hvis drikkeriet ikke skal ødelægge mit liv endeligt og ødelægge mine børns opfattelse af mig – det værst tænkelige – så måtte jeg slippe af med alkoholen.

1988 Med døtrene Soffi og Anna hos sig.

– Jeg kom i Minnesotabehandling, og jeg har levet som ædru lige siden. Alkoholen var noget konkret, jeg kunne tage fat om, og det blev et livsprojekt for mig. Det handlede ikke bare om at sige: Nu drikker jeg ikke mere. Det handlede om at lære mig selv meget bedre at kende og finde ud af, hvad jeg ville med mit liv. Det har været sindssygt spændende og er det stadig. Jeg begyndte at leve konsekvent ædru, og derefter prøvede min ekskone og jeg at få vores ægteskab til at fungere, men det lykkedes ikke. I 2006 blev vi skilt.

LÆS OGSÅ: Rasmus Tantholdt: "Det er svært at føle, at du svigter andre mennesker"

Klagepunkt

– Og nu kommer der sgu en klage. Kvinder er mit klagepunkt. Jeg skrev engang i 90'erne en sang, der hed "Singler (Nederlaget i '64)". Singler i betydningen singleplader. Det var en næsten sandfærdig beretning om mit første parforhold der omkring 1964. Jeg havde alle de singler, The Beatles havde udgivet. En lille skat. Det fineste, jeg ejede. Jeg havde dem i sådan en singlemappe. Jeg blev kæreste med en pige fra Sønderborg, og for at vise hende, hvor meget jeg holdt af hende, forærede jeg hende hele mappen med Beatles-singler. Så kunne hun helt konkret se min store kærlighed. Det var om fredagen. Om mandagen slog hun op. Den var hård for lille Michael i Sønderborg!

– Men så ville skæbnen, at jeg mødte hende mange år senere efter en koncert i Odense. Jeg spurgte hende selvfølgelig ret hurtigt, hvordan det var gået med alle de Beatles-singler, jeg gav hende. Beatles-singler? Det kunne hun ikke huske en hujende fis af. Og det er altså to frygtelige oplevelser i forhold til det modsatte køn. Først den der helt iskolde afvisning, da hun slog op. Og så, at hun – 20 år senere – ikke havde nogen som helst erindring om det. Det gav mig en mistanke om, at det der med kærlighedsforhold, det er meget, meget vigtigere for mænd, end det er for kvinder. Det betyder meget mere, det går langt dybere.

– Jeg fik mistanken forstærket forleden dag. Grafikeren, der laver coveret til den nye KrebsFalch-plade, har et sjældent efternavn, som lød bekendt for mig. Det mindede mig om en kæreste, jeg havde en uge i 7. klasse, da jeg boede i Taastrup. Jeg spurgte ham, om han mon er i familie med en, der hedder Hanne, som boede i Taastrup som ung. Og ja, det var hans faster. Hanne og jeg var i Luciakoret sammen, vi blev kærester, men så var der en episode på skøjtebanen, hvor jeg sloges lidt for tæt med hendes veninde, og så slog Hanne op. Hun havde sagt, at hun ville komme ned på skøjtebanen dagen efter, men hun kom ikke. På en eller anden måde har jeg gået og ventet siden julen '69 på, at Hanne skulle komme ned på skøjtebanen, så jeg bad grafikeren om at spørge hende, hvorfor hun aldrig kom. Men ligesom Mette i Sønderborg havde heller ikke Hanne nogen som helst erindring om det, der skete dengang. Det havde slet ikke sat sig spor.

– Jeg troede i øvrigt også, at min ekskone efter alle de år, vi havde været gift, ville mene, at hun havde haft den mand, hun skulle have, og at hun ville være pebermø resten af sit liv. Det holdt sgu heller ikke, ha, ha. Nu er det jo ikke statistik det her, og jeg kan ikke vide, hvad sandheden er, og om det bare er mig, der ikke gør tilstrækkeligt indtryk på kvinder, men når jeg nu er i ALT for damerne, synes jeg godt, at jeg kan kaste en enkelt tanke: Er kærligheden i virkeligheden meget vigtigere for mænd, end den er for kvinder?

LÆS OGSÅ: Her er de 5 største grunde til, at 50 procent af os bliver skilt

Orgelpunkt

– Orgelpunktet er et musikudtryk, der beskriver den bastone, som bliver liggende hele tiden, mens akkorderne skifter. Det er udtryk for noget vedvarende – en grundtone. Jeg har flere "orgelpunkter" i mit liv. Det ene er litteraturen, som har været der altid. Fra jeg var en lille dreng, har jeg været en læsehest. Jeg slugte drengebogsserier, og det havde måske noget at gøre med, at vi boede så mange forskellige steder i landet. Jeg var hele tiden den nye i byen og havde jo ikke venner fra starten, så bøgerne blev en parallelverden, som jeg blev fuldkomment grebet af. Jeg begyndte at læsen Pontoppidan allerede som 13-14-årig. Faktisk læste jeg senere dansk på Københavns Universitet i fire år og skulle til at skrive speciale om Henrik Pontoppidans romaner, men så kom Malurt op at køre, vi blev spurgt, om vi ville på turné, og ja tak, det ville vi gerne, så jeg tog orlov i et halvt år i 1980. Jeg nåede aldrig tilbage. Og jeg har stadig orlov fra universitetet.

– Fodbolden er også et orgelpunkt for mig. Den har været der, siden jeg var seks år og begyndte i Brabrand IF og fik mit livs hidtil eneste pokal det første år som "Årets dreng". Siden gik det nedad. Men fodbolden er en fascination, der er uudtømmelig. Jeg elsker at spille, jeg elsker at se på det. Jeg fik en diskusprolaps i 90'erne og fik at vide, at jeg aldrig ville komme til at løbe, men ved genoptræning er det lykkedes at blive ved med at kunne spille. Jeg er forreste frontmand på holdet – centerforward – og jeg kan godt lide, at vi er et hold, der skal få det til at lykkes. Der er meget teknisk, jeg ikke er god til. Nogle dage ligner jeg en, der aldrig har spillet fodbold før – det er enormt deprimerende. Anita kan se på mig, når jeg kommer gående, nå, det var en af de dage – han har ikke ramt bolden. Og så er der andre dage, som for eksempel sidste søndag, hvor jeg simpelthen ikke kan forstå, at jeg ikke er en Laudrup! Det kan godt være, at de andre ikke ser det, men sådan føler jeg det! Jeg ligger vandret og flugter den ind i hjørnet ... yes! I søndags efter kampen sagde Anita, hold da op, jeg har aldrig nogensinde oplevet dig være så selvfed før.

Brændpunkt

– Albummet "Krebs Falch Tomandshånd", som jeg har lavet med Poul Krebs, er mit brændpunkt lige nu. Det fylder enormt meget, og det er et luksusproblem at have så meget at rive i. Men samtidig med min stresshistorie er det meget vigtigt, at jeg tackler det klogt. Ellers har vi balladen igen. De sidste fem års tid har jeg lavet en stribe album på mit eget pladeselskab, hvor jeg har kunnet styre det, så det passer til mit sind. Men nu har vi skrevet kontrakt med Universal, det største pladeselskab, og så er jeg jo i orkanens øje igen. Pludselig skal jeg igen mere, end jeg selv ville have rodet mig ud i. Det er sindssygt spændende og enormt intenst. Vi har slået vores bands sammen og har haft pingpong omkring sangskrivningen. Normalt er jeg mutters alene med mine sange, pludselig er vi to. Vi har ret til at blande os i hinandens ting. Det er en udfordring og et brændpunkt, for sangskrivningen er simpelthen min kerne. Det er derfra, det hele udspringer.

– Da jeg i 2002 måtte melde mig ud på ubestemt tid, tvivlede jeg stærkt på, om jeg nogensinde ville blive i stand til at komme tilbage til musikerlivet. Jeg har et sind, der nok ikke er topvelegnet til at være i sådan en branche, hvor man skal danse can-can i medierne. Jeg er alt for touchy til det, alt for nærtagende. Og det er noget lort, når man er blevet anmeldt hele sit liv, ha, ha. I dag skal jeg virkelig holde styr på min kalender for at undgå stressen. Jeg skal være på forkant og holde fast i mine begrænsninger, selvom jeg synes, at jeg burde kunne meget mere, for det kan andre jo. Poul Krebs kan for eksempel udrette dobbelt så meget som mig uden at blive mentalt ødelagt af det, men det nytter ikke noget, at jeg sammenligner mig med hverken ham eller andre.

– Jeg har nogle værktøjer i dag, der gør, at jeg har tillid til, at jeg godt kan klare mosten på et stort pladeselskab nu. Jeg har lært mig selv at kende. Noget kan blive bedre, noget kan ikke være anderledes. Og når først den kamel er slugt, bliver det faktisk skide spændende at sige okay, her er rammen og begrænsningen, hvad kan jeg så udrette inden for den ramme? Jeg går for eksempel ikke ud og sælger cd'er og skriver autografer efter koncerterne, det kan jeg ikke rumme. Jeg lukker ned og har et roligt øjeblik med mig selv, hvor jeg sidder og klinger af frem for at køre højere op ved at møde alle mulige mennesker. Jeg ville gerne ud og hilse på, men det overskud har jeg ikke.

Højdepunkt

– Dagens højdepunkt er min frokost. Det er godt, at jeg spiller fodbold, for ellers ville jeg blive meget tyk med alt det, jeg spiser. Hver dag til frokost får jeg rugbrød med hellefisk, lime, persille og ingefær, en rejemad og en fiskefrikadellemad. Til det drikker jeg en hjemmelavet grøntsagsjuice med bl.a. lime, ingefær, gulerod og rødbede. Ah, hvor er det godt. Jeg siger næsten hver dag: Det her må være den lækreste frokost, jeg nogensinde har fået! Og Anita siger, hold nu op, det siger du hver anden dag. Jeg har det snart som Monrad og Rislund, der siger: Jeg vil hellere have et stykke mad (end at dyrke sex), ha, ha.

– Anita er familieterapeut og har både praksis herhjemme og i København, så vi spiser tit frokost sammen. Men det er ikke altid, at timingen passer. Da mad er så vigtigt for mig, skal jeg nogle gange have frokost, før hun skal, hvis jeg for eksempel har været tidligt oppe. Men jeg nyder også at spise alene. Så sidder jeg og læser sportssektionen samtidig. Det er en kombination af to af de ting, jeg elsker mest. Det nyder jeg. Mit hjerte, hvad vil du mere? Og bagefter åbner jeg slikskuffen... 

LÆS OGSÅ: 7 tegn på at du giftede dig med den rigtige

LÆS OGSÅ: ”Det der har været det hårdeste, det har været at se, hvordan min familie har lidt”

LÆS OGSÅ: Ting jeg har lært om at være kvinde