Skuespillere mødtes i utroskab: "Jeg har stor beundring for min ekskæreste"

Katrine Rosenthal gik på andet år på Statens Teaterskole. Hun var 24 år, fuldstændig opslugt af sin uddannelse og slet ikke på jagt efter en kæreste. Men så dukkede Martin Greis op. Han var færdiguddannet skuespiller, far til en datter på knap et år og i fuld gang med karrieren. Han spillede for fulde huse på Østre Gasværk i forestillingen ”Come Together”, og han var kaldt ind på Teaterskolen for at spille en scene sammen med en elev, fordi der var optagelsesprøve på instruktøruddannelsen, og aspiranterne skulle vise, hvad de kunne, ved at instruere en skuespiller og en elev. Martin mødte op med galopperende tømmermænd og solbriller på. Klichéen på en professionel skuespiller, som han selv siger. Eleven, han skulle spille sammen med, var Katrine, og de to blev bedt om at improvisere en kærlighedsscene mellem to mennesker, der lige havde mødt hinanden. Og lige der – midt på scenen – faldt Katrine for Martin. Martin syntes, at Katrine så sød ud, men skubbede straks tanken fra sig. Han var i et forhold, havde sin lille datter og skulle ikke rode sig ud i noget.

Katrine: – Jeg tænkte stort set det samme, jeg skulle heller ikke forelske mig. Men da jeg gik hjem fra skole den dag, sitrede det i hele kroppen. Jeg skældte mig selv ud og tænkte: Helt ærligt, hvis jeg kan have sådan nogle følelser, bare fordi jeg har skullet SPILLE forelsket, så er jeg da alt for følsom og let påvirkelig til at blive skuespiller. Det går jo slet ikke.

Katrine og Martin Greis-Rosenthal sidder ved spisebordet i deres store, gamle villa i Taarbæk og fortæller historien om deres første møde. For det var ikke manglende professionalisme, der gjorde, at Katrine følte sig forelsket den dag for otte år siden. Det var ægte forelskelse. Og det blev med tiden til ægte kærlighed. To børn. Bryllup og fælles efternavn. Lige nu er de to endda aktuelle i samme film. En stor international produktion, som bl.a. også har Colin Firth på rollelisten. ”Kursk” er historien om den russiske ubåd K-141, der i august 2000 sank med 118 sømænd om bord. En meget dramatisk film, der både handler om kærlighed, om at miste og om storpolitik. Arbejdet er en meget stor del af Katrine og Martins liv, og de har begge fra en ung alder vidst, at det var den vej, de skulle.

Martin: – Jeg er født og opvokset på Sydfyn. Stråtækt bindingsværk idyl i et trygt og godt landsbymiljø. Min mor var skolelærer, og min far selvstændig erhvervsdrivende. De blev skilt, da jeg var tre år, så jeg kan ikke huske, at de var sammen, men jeg kan til gengæld huske både fordele og ulemper ved to hjem. Da jeg var ti år – og havde ualmindeligt meget krudt bagi – så min mor en annonce i avisen for noget, der hedder H.C. Andersen Festspillene. Hun tænkte, at det kunne være et sted for mig at brænde noget krudt af, og hun ramte plet, for der var jeg de næste mange, mange somre. Min far var et smut forbi Indien i slutningen af 80’erne, hvor han bl.a. fik en guru. Jeg var meget inspireret af tanken om at rejse ud, se noget nyt og opleve verden. Fra min mor har jeg arvet den jyske jordforbindelse og oplevelsen af et hjem, men lysten til eventyr har jeg arvet fra min far. Tanken om, at horisonten er så vid, som du gør den til, og himlen er så høj, som du gør den til, har altid draget mig. Mit mantra har altid været at fokusere på mulighederne i stedet for begrænsningerne. En af min mors veninder var operasanger, og jeg så, hvordan hun var i stand til at flytte sig på grund af sit talent. Fra den lille landsby på Sydfyn til at synge på alle de store scener i verden. Det var meget inspirerende for mig, at kunsten kunne flytte en ud af den sociale kontekst. Mine forældre har altid troet på mig og på mine skuespillerdrømme, men jeg kunne da godt mærke, at min mor var en lille smule bekymret, da jeg droppede ud af gymnasiet og begyndte på Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor man selv kunne sammensætte sin uddannelse. Men forældre skal være bekymrede, og hvis mine egne børn en dag sætter mig i den samme situation, vil jeg sgu nok også have det sådan. Da jeg var 18 år, tog jeg så firetoget til København, søgte ind på Statens Teaterskole og blev optaget.

Katrine, hvordan var din opvækst?

Katrine: – Jeg er vokset op i Gentofte ikke langt herfra. Tryg kernefamilie med mor, far, to søskende, fuldtidsjobs og dage i institutioner. Jeg var god i skolen og troede egentlig, jeg skulle gå akademikervejen som mine forældre, for jeg var meget inspireret af deres ihærdighed og arbejdsliv. Men jeg dansede også ballet, og det var her, jeg fandt ud af, at scenen måske var noget for mig. Min farmor var balletdanser på Det Kongelige Teater, og hun havde så mange historier og billeder fra sit liv der, som jeg syntes var meget inspirerende. Vi har desværre lige mistet hende. Hun blev 93 år og havde haft et langt og dejligt liv, så det var fint at sende hende afsted nu, men jeg kommer til at savne hende. Hun var en rapkæftet, højttalende, humoristisk og farverig dame, der godt kunne lide et glas eller to. Hun sagde altid: ”En hugorm lever bedst i sprit”, og det er jo ikke særlig ballerinaagtigt, men sådan var hun. Hun hænger lige der på væggen…

Katrine vender sig og peger op på væggen, hvor der hænger flere billeder af farmoren.

Katrine: – I 2008 søgte jeg ind på Statens Teaterskole. Jeg anede ikke, om jeg havde talent, men jeg kom ind. Og det har vist sig at være det helt rigtige for mig. Det at være skuespiller forener krop og sind, og det passer mig godt.

Tilbage til mødet i 2010 på Teaterskolen. Katrines tanker blev ved med at kredse om Martin i dagene efter.

Katrine: – Men jeg vidste, at han var optaget og havde en datter, så jeg gjorde ikke så meget ved det. Jeg tog dog hen for at se ham spille en aften, og bagefter var vi ude sammen med nogle andre og drikke en øl. Det var først nogle måneder efter, at vi fandt ud af, at…

Martin: – At der var noget mere.

Katrine: – Og at der var noget, vi var nødt til at finde ud af.

Martin: – Jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle bryde min lille familie op. Det var jo, hvad jeg selv var rundet af, og om end jeg lige har givet udtryk for, at der også var nogle fordele ved at have to hjem, så er det klart, at en skilsmisse er en skilsmisse, og mellem to forældre vil der altid stå nogle børn, som bliver kede af det, og som står tilbage med alle konsekvenserne. Det havde jeg bestemt ikke lyst til at gentage. Jeg var uendeligt trist og modløs over at stå i mit livs dilemma og rejste til Berlin, hvor jeg vandrede hvileløst rundt i gaderne på jagt efter svar på alle de spørgsmål, der tårnede sig op. Jeg kunne slet ikke rumme det, så på et tidspunkt ringede jeg til min far og sagde, at jeg havde brug for ham. Han fornemmede alvoren og smed, hvad han havde i hænderne, og satte sig på et fly til Berlin. Og så gik vi på druk. Og røg cigaretter. Der ligger en plads i Friedrichshain, der hedder Boxhagener Platz, hvor der ligger barer hele vejen rundt. Vi nåede hele turen rundt og kom til sidst til et værtshus, der var ved at lukke. Vi spurgte den unge mand, der gik og tørrede glas af, om vi lige måtte få den sidste øl, og det endte med, at vi sad sammen med ham hele natten og snakkede om kærligheden. Og om brydningsfeltet mellem det rationelle og det at følge sit hjerte. Livets store brikker begyndte at falde på plads for mig på den bar midt i cigarettågerne og de halvfyldte ølglas. Min barndom som skilsmissebarn. De beslutninger, mine forældre i sin tid havde truffet. De beslutninger, jeg selv stod overfor. Og ikke mindst vigtigheden af at stå ved mit ansvar, samtidig med at jeg ikke kunne sidde mig selv og mine egne behov overhørig. Det var også et unikt møde mellem min far og mig. Ærligt, bidende nødvendigt og meget, meget kærligt.

Katrine: – Jeg havde sendt Martin afsted med den besked, at hvis der var nogen som helst mulighed for, at han kunne være lykkelig med sin kæreste og sit barn, så ville jeg ikke stå i vejen. Jeg fortalte ham, at jeg var faldet for ham, men jeg ville ikke ødelægge en familie, hvis der var en chance for, at den kunne fortsætte. Men jeg sagde også til ham, at han skulle fortælle mig det, så snart han kom hjem, for så skulle jeg til at finde ud af, hvordan jeg kom over ham.

Martin: – Da jeg kom hjem fra Berlin, vidste jeg, at der ikke var nogen vej tilbage. Jeg måtte følge mit hjerte, og det var Katrine, jeg ville være sammen med. Også med de konsekvenser, som måtte følge. Katrine og jeg nåede i den første håndfuld måneder at udleve, hvad der føltes som et livslangt parforhold med op- og nedture. På den anden side af de benspænd og udfordringer fandt vi ud af, at vi stadigvæk ville hinanden, og det har vist sig at være et fantastisk springbræt til et lykkeligt ægteskab. Vi har været ude i parforholdets yderkanter, og derfor møder vi nye udfordringer med ophøjet ro. Det hører med til historien, at min ekskæreste er kommet godt igennem det hele også. Hun har mand og barn, og vi har altid været gode til at samarbejde om vores datter og sætte hendes behov over vores egne. Jeg nærer meget stor beundring for hendes måde at tackle det på – dengang som nu – og for hendes positive tilgang til livet. Så selvom vejen derhen var lang og stenet, var det fantastisk at vælge kærligheden til, og jeg ser tilbage på beslutningen om at måtte følge mit hjerte med glæde og taknemmelighed.

Hvordan var det pludselig at være bonusmor, Katrine?

Katrine: – Jeg vidste ret hurtigt, at den kærlighed, jeg følte for Martin, ikke er noget, man oplever to gange i livet. Det var et fantastisk tidspunkt, jeg mødte ham på, og det var samtidig et meget upassende tidspunkt, fordi han var i et forhold og havde en datter. Men da vi først besluttede, at det skulle være os to, gik jeg hundrede procent ind i det hele, også i rollen som bonusmor. Jeg har altid elsket børn, og det føltes naturligt for mig at tage mig af Emma-Mai. Hun var et lille uskyldigt barn, og hun var mega sød, generøs, kærlig, nuttet og tyk. Jeg besluttede mig for, at når jeg skulle være i hendes liv, skulle jeg gøre det ordentligt. Så jeg jonglerede på en eller anden måde med det at være i fuld gang med en meget, meget krævende uddannelse, en ny kæreste og et lille barn. Emma-Mai skulle have følelsen af, at hun kunne stole på mig, og hun skulle føle sig tryg og i kærlige arme, når hun var hos os.

Martin: – Thomas Vinterberg, som har instrueret ”Kursk”, og hans kone, Helene, er nogle af vores gode venner, og dengang Katrine og jeg lige havde mødt hinanden, kan jeg huske, at Thomas over en god middag sagde til os: ”Sørg for at være der hundrede procent for Emma-Mai, når hun er hos jer, men husk også at nyde bare at være jer to i de andre uger”. Thomas havde selv været igennem en skilsmisse, så han vidste noget om det, og det var et rigtig godt råd, han gav os. I stedet for at gå rundt med skyld, skam og savn, når man nu har valgt, som man har, gælder det om at huske at være i nuet med det, der er. Så vi var der for Emma-Mai, når hun var hos os. Tog på legeplads og nød familielivet og var så kærester for fuld hammer, når vi var alene. Vi drak rødvin, diskuterede kunst, så solen stå op over København mange gange og levede den del af livet fuldt ud.

Katrine:– Og to år efter kom Esther Liv så, ha, ha.

Martins forelskelse i Katrine var mere end et tilfælde. Det er han i hvert fald ret overbevist om. Han havde for mange år siden læst ”Kongens fald” af Johannes V. Jensen, og i den bog optræder en meget smuk jødisk pige, Susanna. Med langt, mørkt, bølget hår og et lidt melankolsk udtryk. Otte Iversen, som man følger i bogen, bliver fuldstændig betaget af hende, og hun ender med at overgive sig til ham, hvilket medfører, at hun bliver stenet ud af byen, fordi hun har været utugtig.

Martin: – Da jeg læste den bog, fik jeg sådan en umulig og sorgfuld litterær forelskelse i den her fantastiske jødinde. Og lige pludselig blev forelskelsen legemliggjort i Katrine. Der stod hun kraftedeme! Den her smukke, smukke jødiske pige. Det var helt vildt.

Han rejser sig og henter ”Kongens fald”, som står i vindueskarmen. Bladrer lidt rundt og smækker så bogen på bordet.

Martin: – Prøv at se det billede.

Han viser en tegning i bogen, der – meget rigtigt – ligner Katrine til forveksling.

Martin: – Er det ikke sindssygt? Og det er så smuk en tekst også.

Han begynder at læse op fra bogen.

Katrine: – Jeg tror, den skal på vores godnat-læsnings-liste. Martin indlæser lydbøger, han læser helt gudsbenådet, og nogle gange læser han godnathistorier for mig. Det er så dejligt.

Hvornår hørte du om den bog, Katrine?

Katrine: – RET tidligt! Og så snakkede vi også hurtigt om en anden bog, som Martin havde læst, dengang han sejlede over Atlanten i en sejlbåd. Den tur var en meget stor oplevelse for ham, og bogen, han læste på turen, var ”Vi de druknede” af Carsten Jensen. Det var en bog, der kom til at betyde meget for Martin, og på første side i bogen er der et meget smukt tro, håb og kærlighed-symbol.

Hun peger på Martins bare underarm, hvor der er præcis sådan et symbol tatoveret. Hun hiver op i sin egen bluse og fremviser samme tatovering i bh-kanten på ryggen.

Martin: – Da vi var helt, helt nyforelskede, drønede vi op ad Strandvejen i min lille, engelske sportsvogn…

Katrine: – ...til Tattoo Henning…

Martin: – ...oppe i Helsingør. Og så fik vi lavet tatoveringen begge to, købte nogle gode flasker vin og kørte hjem og fejrede kærligheden. Apropos Thomas’ råd om bare at leve livet fuldt ud og være i nuet.

Katrine og Martin blev gift en måned efter, Katrine blev færdiguddannet. Der var hun også gravid med Esther Liv, og fire år efter kom sønnen August Levy til verden. Lige inden brylluppet spurgte Martin sin kommende svigermor, hvad han skulle huske på i ægteskabet.

Martin: – ”Husk at give hinanden plads og frihed”, sagde hun. Det var så smukt, synes jeg, og det forsøger vi virkelig at efterleve.

Katrine: – Vi havde en meget presset periode på et tidspunkt. Det var vinter, børnene var meget syge, og der var meget arbejde for os begge. Samtidig havde jeg så meget lyst til at begynde til ballet igen, men det var hver mandag aften, lige når børnene skulle puttes. Det var jo ikke det fedeste tidspunkt på nogen måde, men jeg havde så meget lyst, så jeg spurgte Martin, hvad han ville sige til det, og svaret var, at det skulle jeg da selvfølgelig gøre. Det betyder vildt meget for mig, at jeg hver mandag har fri til at gøre noget, som bare er for mig. Jeg skal ikke have dårlig samvittighed, jeg skal ikke gøre alt muligt inden, jeg skal bare tage til ballet. Det er mit frirum. Og jeg kommer super glad hjem og har meget mere overskud til familien.

Martin: – Og jeg har mit frirum ude på havet. Havet betyder alt for mig. Jeg dykker, står på paddleboard, harpunerer fisk og tager billeder under vandet. Jeg vinterbader også nede på vores lille strand med en flok andre fædre fra området, og så står vi der med bålfad og rom hver anden morgen. Lige trætte, men klar til at møde livet bagefter.

Er der noget med, at du gerne vil på en længere sejltur igen?

Martin: – Ja, jeg har drømt om at sejle over Stillehavet – eller måske over Atlanten igen. Jeg har været tæt på at realisere det, men jeg må sande, at jeg måske ikke længere har behov for at leve så meget på kanten. Jeg er far, og der følger et ansvar med. Da jeg sejlede over Atlanten, ramlede båden ind i en del problemer undervejs, og jeg kunne af et par omgange have endt på havets bund. Den risiko behøver jeg ikke løbe igen. Der er noget lige så fantastisk og smukt i at ride på en bølge lige hernede på stranden på mit paddleboard med August eller se livet folde sig ud lige under havoverfladen.

Hvordan får I hverdagen til at hænge sammen, når I begge er skuespillere?

Katrine: – Vi kan ikke definere vores liv efter vores arbejde. Det kan godt være, at jeg burde have ventet med at blive gravid, til jeg havde været ude og arbejde lidt, men vi havde lyst til at få børn med det samme, og det gik jo fint. Vi tror på, at man må gøre det, man gerne vil, og så skal tingene nok falde på plads hen ad vejen. På samme måde tager vi stilling til de roller, der kommer, når de kommer. Jeg havde meget travlt med mange optagedage, da jeg lavede ”Lykke Per” sidste år, og derfor måtte vi få en ung pige til at komme og bo her for at hjælpe med børnene og husholdningen. Det fungerede så fint. Og vi ville aldrig begge to sige ja en stor hovedrolle samtidig, det går ikke. Det nytter heller ikke noget at sige ja til en rolle, der kræver, at man er tre måneder på New Zealand.

Martin: – Vi har accepteret den omstændighed, at vores liv ikke kan opdeles i kasser. At det aldrig bliver 9 til 16. At vores arbejdsliv er af en udflydende karakter med skæve arbejdstider, rejser til udlandet, perioder med maksimalt arbejdspres og perioder, hvor vi venter og nyder at have tid. I den kontekst kan vores liv ikke være defineret af arbejdet og det indlagte kaos, der følger med. Vi har for længst indset vigtigheden af et sundt familieliv, der er bygget op omkring gode, kærlige og trygge rammer. Når du lægger hovedet på puden om aftenen, er det ikke antallet af Vilhelm Lauritzen-pendler, du har slukket på din vej til dobbeltsengen, adressen, du bor på, eller ratepensionen, der betyder noget. Det vigtige er, at du er et kærligt og omsorgsfuldt menneske, der omfavner livets op- og nedture med oprejst pande. Det tilstræber vi – og fejler med hver anden dag – men fortsætter fortrøstningsfuldt.

Hvem er Katrine og Martin Greis-Rosenthal?

Katrine & Martin Greis-Rosenthal, født i hhv. 1985 og 1980

• Skuespillerpar aktuelle i filmen ”Kursk”.
• Katrine havde sin første store hovedrolle i ”Lykke-Per” (2018), som hun modtog Nordisk Film Fondens hæderspris ”Ove Sprogø Prisen” for, der blev overrakt ved det store show ”Isbjørnen” i november sidste år.
• Filmdebuterede med ”Fasandræberne” (2014), har spillet en del teater og medvirket i tv-serierne ”Broen III” og ”Sygeplejeskolen”.
• Martin debuterede i DR’-serien ”Krøniken” (2006) som Kaj Holgers barnebarn Henrik og er desuden kendt fra TV2-serien ”Badehotellet”. Til foråret aktuel i en amerikansk tv-serie, der filmes i Prag lige nu.
• Katrine og Martin er gift og har Esther Liv på 6 og August Levy på 2 år sammen. Martin har Emma-Mai på 9 år fra et tidligere forhold.