Katrine rejste til London: ”Det endte med, at jeg ringede til Mads og Monopolet”

Vi har tidligere talt med Katrine Lund Nielsen, der flyttede til Paris for at jagte drømmen om at avancere i modebranchen. For hende var eventyret uden de store bump, men for Katrine Fischer, har jagten på drømmejobbet langt fra altid været nem, selvom hun kunne bo sammen med en kæreste.

Hvorfor og hvornår er du flyttet til London?

Jeg rejste til London for at arbejde, fordi der inden for mit felt ikke var noget arbejde i Danmark. Jeg kører ambulance, og flyttede til London i foråret i år, hvor jeg samtidig fik mulighed for at læse videre til paramediciner.

Hvad var dine overvejelser omkring det?

Det var bare "tjuhej, det gør vi da bare". Jeg er god til bare at springe ud i tingene uden at overveje det så meget, og jeg tænkte nok bare mest, at det ville blive fedt at arbejde med det, jeg er uddannet som og komme tilbage i felten. Men jeg havde aldrig rigtig været i London før, andet end til jobsamtalen, så jeg havde ikke de store forventninger til byen, men hørte fra andre, at den var fed.

Hvad forventede du, inden du tog af sted?

Jeg havde det nok lidt ligesom min veninde, da hun skulle på Roskilde for første gang og sagde: "Jeg glæder mig, men jeg ved ikke til hvad".

Og så tror jeg, jeg valgte at lukke lidt af for at det snart skulle ske. Jeg har rejst meget, også i tiden op til, at jeg skulle flytte til London, men jeg har aldrig tænkt over, at det ville være noget helt, helt andet at decideret flytte til et andet land. Da jeg kom hjem, havde jeg kun 14 dage i Danmark, inden jeg skulle flytte. Jeg solgte mine møbler og opmagasinerede resten hos min mor, pakkede back packen på ny og en kuffert med tøj og så tog jeg i sommerhus med alle vennerne fra fredag til søndag og skulle flyve mandag morgen. Fest, fest, fest og wupti, ud i en lufthavn. Det var først den sidste dag i sommerhuset, det ramte mig. Da jeg stod og sagde farvel og alle græd. Det var forfærdeligt.

Hvordan var det i begyndelsen?

Den første måned var en kaotisk tid, men også ret magisk. Min kæreste og jeg gik på redderskolen sammen i Danmark og blev kærester og fandt sammen lige oven i, at vi skulle flytte herover. Jeg husker de første dage som hektiske og ufatteligt romantiske, fordi jeg var der med ham. Vi boede på et hostel, og det var meget lavpraktisk det hele og meget romantisk. Efter 14 dages søgning hver dag fra morgen til klokken otte om aftenen fandt vi endelig et skønt hus at bo i.

Ham, der blandt andet gjorde det værd at blive i London, Katrines kæreste Stig.

Katrines veninder sendte en pakke med alt det, hun savnede mest.

Jeg husker også begyndelsen som rigtig hård. For det første syntes jeg, det var et ucharmerende sted. Jo, London er da meget fed, og det er sjovt at se Big Ben, men når man bor en halv time uden for centrum i et gråt og kedeligt område, som jeg så det i starten, så får man hjemve, og jeg blev bare én stor nationalist og tænkte, "hold kæft, hvor er Danmark bare charmerende i forhold til England!". Det var helt vildt. Og så kunne jeg ikke få leverpostej, og deres rugbrød smagte ad helvede til. Det fyldte latterligt meget. Jeg fik set mig rigtig sur på alting og til sidst var det så slemt, at jeg syntes, at selv den engelske accent var helt forfærdelig.

Hvordan udviklede dit forhold til London sig?

Jeg havde en lang periode, hvor alt var sort og enormt surt, og jeg var træt af det hele og jobbet, som var hårdt og meget anderledes, end jeg var vant til hjemme fra, og jeg kunne slet ikke overskue noget. Jeg tror, jeg var decideret deprimeret. Det hele ramlede sammen med, at min mor måske var syg, og jeg overvejede virkelig, om jeg bare skulle tage hjem.

Hvad vil dit bedste råd være til andre, der bliver ramt på den måde?

Ét: Ring og tud til din mor. To: Tage en uge hjem på ferie. Det gjorde, at jeg så alt med nye øjne, og min mor fik peptalket mig, som ingen andre kunne. Den pause gjorde lige, at alt blev vendt en gang. Jeg brugte den til at være ærlig over for mig selv og beslutte mig for, om det var noget, jeg ville kæmpe for. Jeg var meget, meget tæt på at opgive det. Det endte med, at jeg ringede til Mads og Monopolet, fordi jeg var tæt på at tage hjem, og tænkte "fuck dét, London, jeg er pisse ligeglad". Men da jeg fik tænkt over det, kunne jeg mærke, at det var værd at give det en chance til, og jeg kunne mærke, at den her gulerod (uddannelsen, red), simpelthen var så stor, og det ville være ærgerligt at gå glip af den. Og fordi den var så stor, følte jeg, det var det værd at give det chance nummer to. Og hvis dén så glipper, så kan det være lige meget. Så har jeg gjort, hvad jeg kunne.

Hvordan har du det så med livet i London nu?

Jeg tror bare, jeg skulle over de første seks måneders tilvænning. For nu, har jeg det godt igen, og jeg synes jo, det er fedt at tage ind til Leicester Square og tage i byen, også selvom alting lukker klokken 2, haha. Det er fedt at have vennerne herovre og sige, "se, det er min by" og vise dem rundt. Det er blevet mit London. Og det er skønt at have den følelse af, at det er blevet min by.

Katrines "hood", som hun i dag føler sig hjemme i.

Jeg lever stadig som fuldblodsdansker, men jeg er begyndt at forstå den engelske kultur bedre, selvom jeg aldrig kommer til at synes, at mash and pie er vidunderligt, at man skal spise chips til alt, eller at alle skal kaldes "love". Jeg føler mig på ingen måder integreret, men jeg føler mig velkommen, og jeg er virkelig glad for, at jeg gav det den anden chance.

LÆS OGSÅ: Sådan gik det, da 24-årige Katrine flyttede til Paris