23-årig EU-politiker om sit idol: "Hun var den første politiker, jeg likede på Facebook"
Kira Marie Peter-Hansen om at tilpasse sig forskellige situationer, om nuttede børn på gaden og om, hvordan coronakrisen for alvor gjorde hende bange på Europas vegne.
Hvornår er du helt dig selv?
"Jeg føler tit, at jeg er forskellige udgaver af mig selv, afhængig af hvilken kontekst jeg er i. Men det må nok være, når jeg er sammen med folk, der kender mig rigtig godt, og jeg ikke er stresset."
Hvilken begivenhed har ændret dit liv?
"Europa-Parlamentetsvalget i 2019, hvor jeg blev valgt. Det betød, at jeg skulle stoppe på min bachelor i økonomi og i stedet flytte til Bruxelles for en femårig periode. Jeg er jo stadig meget ung, men jeg tror, at når jeg kigger tilbage på mit liv om 50 år, vil mit arbejde i Europa-Parlamentet være det, der for alvor formede resten af mit liv, fik mig engageret i politik og gav mit lysten til at bruge alle mine vågne timer på at kæmpe for en bedre verden."
Hvilken modetrend hopper du aldrig med på igen?
"De der hullede Dolce & Gabbana-trøjer, som var meget populære i 00’erne. Jeg elskede min og havde den altid på ud over en skrigende pink top, der matchede min pink øjenskygge."
Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?
"At alle døre er åbne, og at jeg kan få lov til at shuffle mellem at være ung og voksen. Jeg kan både være et ungt menneske, der drikker lidt for meget og går lidt for sent i seng og endnu ikke har nået det punkt, hvor jeg skal sørge for, at en familie hænger sammen. Samtidig kan man som ung få lov til at prøve nogle ting af og fejle. Men det er også en alder, hvor man får mulighed for at tage en masse ansvar, kan sige nej tak til vilde byture og i stedet ja tak til søndagsbrunch og stille aftener uden at føle, at man går glip af det hele. Samtidig er det en alder, hvor ens relationer ikke længere er helt så overfladiske, som de måske er, da man er yngre, og man kan bruge hinandens erfaringer og læne sig op ad hinanden."
Hvem ville du helst tilbringe en dag sammen med?
"Jeg kunne godt tænke mig at tilbringe en dag sammen med min morfar. Han døde, da jeg var ung teenager, så jeg kunne godt tænke mig at tilbringe en hel dag – og gerne flere – sammen med ham, så jeg kan høre om alt det, han har oplevet, samt fortælle om det, jeg selv oplever."
Hvad er du mest stolt af?
"At jeg som kampagneleder til kommunalvalget i København i 2017 var med til at få Astrid Aller valgt til Borgerrepræsentationen, på trods af at hun var førstegangsopstillet, ung og SF ikke stod helt vildt stærkt på det tidspunkt. Det var en virkelig travl periode og første gang, jeg for alvor førte valgkamp, og jeg er så stolt af, at det lykkedes mig og SF Ungdom. Jeg tror også, jeg bliver ret stolt, når jeg hører fra andre unge kvinder, at jeg kan være en inspiration for dem. For eksempel var der en ung, feministisk aktivist fra Hong Kong, der fortalte, at jeg var et af hendes store forbilleder. At hun overhovedet vidste, jeg eksisterede, var jo helt vildt!"
Hvad er det sjoveste kompliment, du har fået?
"Det må nok være fra min 42-årige tyske, konservative kollega, der sagde til mig, at jeg var sej og dygtig, og at han jo kunne være min far og derfor også følte sig lidt ansvarlig for at bakke mig op og beskytte mig. Det var godt nok spøjst!"
Hvornår har du været mest bange?
"Det var nok sidste sommer, da corona-pandemien for alvor satte det europæiske fællesskab på prøve, og regeringslederne ikke kunne blive enige om et syvårigt budget. Der var jeg for alvor bange for, at det europæiske fællesskab ville gå i stykker. Og så er jeg generelt bange for, at verdens ledere ikke tager klimakrisen seriøst nok og gør noget ved det. Det fylder meget for mig."
Hvornår føler du dig allermest lykkelig?
"Det lyder lidt kedeligt, men det er nok, når jeg har fået mine otte timers søvn, har nul ulæste mails i min indbakke og kan bruge dagen i solskin med mine venner på at spise brunch, hygge mig og feste til den lyse morgen. Og så selvfølgelig, når der går nuttede børn forbi mig på gaden og bare er helt vildt glade."
Har du et ar, der fortæller en historie?
"Jeg har et ar på min venstre arm, som er fra at bære valgplakater til kommunalvalget i 2017. Jeg bliver altid lidt glad, når jeg lægger mærke til det, fordi det minder mig om, hvor sjovt og hårdt kommunalvalget var, og alle de gode oplevelser og erfaringer, jeg fik under valget."
Hvilken kvinde har inspireret dig mest?
"Den første kvinde, der inspirerede mig, var nok Helle Thorning-Schmidt. Hun var den første politiker, jeg likede på Facebook, og jeg fik sådan en Helle 2011-trøje. Jeg var kun 13 år gammel, men jeg tror, hendes tilstedeværelse i dansk politik var med til at give mig en forståelse af, at kvinder også hører til på de høje poster."