Dorthe forelskede sig i sin patient: "Jeg turde næsten ikke kigge på ham"
Dorthe var klinikassistent og Michael hendes patient, da kærligheden blomstrede.
Hvert år 16. marts klokken 15.15 kan patienterne hos Tandlægerne Mindet i Skanderborg registrere et lille smil hos klinikassistent Dorthe Kiær. Det er nemlig præcis det tidspunkt, hun for 21 år siden gik ud i venteværelset for at fortælle den næste patient, at tandlægen var forsinket.
– Han så simpelthen så sød ud, og jeg følte nærmest, at jeg blev forelsket dér i venteværelset, husker Dorthe, der var blevet skilt efter ti års ægteskab, men var klar til at møde kærligheden igen.
– Da Michael sad i tandlægestolen, turde jeg næsten ikke kigge på ham, men når jeg alligevel fik øjenkontakt, kunne jeg mærke, at der var noget, fortæller Dorthe.
– Ja, vores øjne fangede hinanden, og kontakten blev holdt en brøkdel længere end normalt. Du havde heldigvis navneskilt på, så jeg kunne se, hvad du hed, husker Dorthes mand, Michael Kiær.
Michael havde ingen huller og var hurtigt ude af tandlæge-stolen igen, men på vej ned ad trappen tænkte han på, hvordan han kunne få kontakt til Dorthe.
Imens kiggede hun i hans journal efter en adresse, som hun slog op i vejviseren.
– Jeg kunne se, at han boede sammen med én, der hed Birthe, så jeg tænkte, at han var afsat, siger Dorthe, som på det tidspunkt ikke anede, at Michael logerede midlertidigt hos sin mor og stedfar.
Næste dag ringede Michael til tandlægeklinikken. Han anede ikke, om Dorthe havde en kæreste, men han tænkte, at hvo intet vover, intet vinder.
– Det værste, der kunne ske, var jo, at hun sagde nej tak, som han siger.
Afsløret af krokodille
I andet forsøg fik han Dorthe i røret, præsenterede sig og inviterede på middag.
– Jeg fik et sug i maven, og min professionelle stemme forsvandt, husker Dorthe.
– Jeg blev helt vildt glad og tænkte, at han godt nok var modig.
De lavede en aftale den følgende fredag, men det blev også til en times telefonsamtale i løbet af ugen. Der var bare én detalje, Dorthe ikke fik nævnt, nemlig at hun havde to børn.
– Det sagde jeg ikke, for jeg var bange for at skræmme ham væk, indrømmer Dorthe.
Da Michael fredagen efter stod foran hendes dør med en buket roser og så en grøn krokodille på døren, gættede han sig til resten, og under middagen gik Dorthe til bekendelse. Michael tog det helt roligt.
– Jeg var 28 år og afklaret med, at jeg kunne møde en kvinde, der havde børn i forvejen. Det skræmte mig ikke, og jeg har heldigvis altid haft et rigtig godt forhold til Dorthes drenge, fortæller han.
Togtur i brudekjole
Dagen efter blev Dorthe præsenteret for Michaels mor og stedfar over en middag. Søndag besøgte Michael Dorthe, og siden har de boet sammen. På årsdagen for det første møde i tandklinikken friede Michael til Dorthe på en bro ved Skanderborg Sø, og 20. juli 1996 blev de gift i Stilling Kirke. I sin tale til bruden fik Michael vittigt indflettet, at han ikke havde troet, at et sug i munden også kunne give et sug i maven.
Bryllupsnatten tilbragte parret på hotel, og ingen af dem havde husket skiftetøj, så Dorthe måtte både spise morgenmad og tage toget hjem i sin brudekjole.
– Vi fik mange søde smil på den tur, siger Michael.
Togpassagerne kunne ikke se, at den store kjole også gemte på en spirende mave, men i december kom parrets datter Anna til verden og fem år senere lillesøster Marie.
Michael har stadig ingen huller i tænderne, men han bliver også mindet om at huske tandtråden af sin kone, og han springer aldrig over sit årlige tandlægebesøg.
– Når Michael sætter sig i stolen, bliver jeg helt sat tilbage til den gang, smiler Dorthe.