Det bedste spørgsmål du kan stille dig selv i parforhold

Har du lyst til at være kæreste med dig selv?

Nej, hvor kunne han altså godt lytte noget mere, tage mere initiativ og være mere nærværende, når han endelig er hjemme. Ja han kunne også godt være lidt bedre til at tale om følelser, eller til at tage mere del i de praktiske gøremål.

Ja, det kunne han måske, men hvad kunne du selv?

I stedet for hele tiden at flytte fokus over på din partner, når det hele ikke lige kører som det skal, er det langt mere holdbart at beholde fokus ovre hos dig selv, og vurdere på, hvordan du selv bidrager. Har du overhovedet lyst til at være kæreste med dig selv, kan du med fordel spørge dig selv om.

Hvis du skulle scores på ny af din partner, tror du så han ville gå efter dig?

Hvis ja, så er alt jo godt. Hvis du bliver lidt i tvivl, så tænk over, at uanset din partners adfærd så har du et valg. Du kan vælge at agere lige som ham, du kan vælge at gøre som du altid har gjort, eller du kan vælge at gøre noget helt andet.

En ting er sikkert. Hvis det ikke kører helt optimalt mellem jer, eller der blot er gået for meget hverdag og hamsterhjul i den, og du fortsætter med at agere som du har gjort de sidste mange år, så får du med garanti mere af det, du allerede har fået. Er det holdbart på den lange bane? Måske, måske ikke, det ved du bedst selv, hvis du stopper op og mærker efter.

Hvis du bliver i tvivl, så gå skridtet videre. Lad være med at lave den evigt tilbagevendende fejl, hvor du blot konstaterer, at det ikke holder i længden at fortsætte i samme stil, uden at tage beslutning om, hvordan du reelt set får forandring ind i din hverdag og ind i jeres parforhold.

Stop op nu, og beslut dig for, hvordan du bliver en kæreste, du selv gad at være kæreste med.

Skal du:

Tage mere initiativ til at vise følelser?

Være mere åben og imødekommende?

Være mindre sur og stresset?

Tale noget mere?

Involvere din partner noget mere?

Planlægge kæresteting?

Bruge 10 minutter om dagen på nærvær og opmærksomhed?

Prioritere nogle ting fra, så I får mere tid til hinanden?

Prioritere andre ting end børn og familieliv, så du også bidrager med input udefra?

Vælg en eller to ting fra listen, eller find selv to andre ting, og beslut dig for, hvordan du vil implementere det i din hverdag, så det ikke bare sker i morgen, men også i næste uge og i næste måned.

Kærligheden skal passes og plejes for at holde – og det er altså nemmest når vi starter med og holder fokus på os selv.

Måske er du også bare et pragteksemplar af en kæreste, og så er alt jo godt – men de fleste af os har nok lidt forbedringspotentiale, hvis vi skal være helt ærlige. De kommende uger vil jeg personligt sætte fokus på at være lidt mere gavmild hvad angår at vise følelser. Det ligger ikke til mig naturligt, men jeg øver mig, på nær når jeg får travlt, så glemmer jeg det – og helt ærligt, jeg gad jo heller ikke selv være kæreste med en, som aldrig viste, hvor meget han holdt af mig, så jeg må i gang.

LÆS OGSÅ: Charlotte og Michael er gift, men bor hver for sig

Om Mette Hinnerskov

Mette Hinnerskov er parforholds- og skilsmissecoach og stifter af virksomheden Institut for Krisehåndtering, der blandt andet driver hjemmesiderne parforholdsraad.dk og skilsmisseraad.dk, Mette hjælper dagligt par og enkeltpersoner til et bedre parforhold, eller med at komme gennem en skilsmisse og videre i livet som et helt menneske.

Mette er gift og har to børn fra et tidligere ægteskab, samt to bonusbørn, og lever i det man kalder et living apart together ægteskab. Det vil sige, at de lever sammen, men ikke altid er under samme tag.