Klumme: Hvorfor har alle den samme kedelige boligdrøm?

Som barn læste jeg en Anders And-historie, der gjorde enormt indtryk på mig. Jeg var ikke specielt gammel, men alligevel hæftede jeg mig helt ekstremt ved en historie om Andersine, som skriver i den der form: ”Kære Dagbog”, hvor hun betror læseren sine tanker. I det her tilfælde handlede det om, at hun bor på Paradisæblevej og maler sit hus lyserødt. Først går naboerne bagover af forargelse og latterliggør huset, men kort efter maler de alle deres huse lyserøde og indretter haven præcis som Andersines. Det bliver hun så edderspændt rasende over, at hun planter to meter høje, grimme kaktusser over hele haven. Der går ikke to sekunder, efter naboernes øjne igen har trillet forarget rundt, så gør de skægt nok det samme, igen. Til sidst bygger hun et højt hegn rundt om have og hus. Naboerne er fortvivlede over, at de ikke kan følge med i hendes gøren og laden, mens de står og stikker lidt i en rædsel af en kaktus, og hun fortæller igen til læseren: ”Kære Dagbog, jeg kan betro dig, at jeg faktisk intet har ændret i haven.”

Det er altid den historie, jeg kommer til at tænke på, når jeg grunder over, hvor meget vi mennesker i en helt uhyggelig grad agerer som robotter og gør som naboen. Hvor uoriginale de fleste egentlig er i deres ønsker og drømme. Hvor helt volapyk-mystisk, det kan forekomme mig, at drømmen om at bo på en bestemt adresse bliver det altoverskyggende i folks tilværelse. Og hvordan man kan finde på at slide sig halvt til døde for at betale terminerne lige dér. En af mine yndlingsaversioner fra københavnsområdet er måden, hvorpå det nærmest står skrevet i folks dna, at de en dag skal bo i Hellerup, Charlottenlund, Klampenborg eller Rungsted. Om det så skal være i den mindste, skvattede lejlighed – næææh, så længe adressen er 2900, er lykken gjort. Jeg går ud fra, at det samme gælder Hunderupkvarteret i Odense, Risskov, Skåde eller Marseliskvarteret i Aarhus, Hasseris i Aalborg og Bredballe ved Vejle. Der findes ”rigtige” og ”forkerte” sider af vejene i de kvarterer, hvor man kan bo. Det samme gælder indretningen. Det gør søgefeltet stærkt begrænset og udsynet ret ringe – mens alle hjem bare står og ligner hinanden. Som barn boede jeg i byen. Alle spurgte chokeret til, hvordan jeg dog kunne have en lykkelig barndom uden en have og en villavej. Altså lige indtil den dag, det blev cool at bo i storbyen. Nu bor alle de trendy i lejligheder, og hvert et støvet og skævt brokvarter er blevet poleret af og indrettet i topklasse-A.

LÆS OGSÅ: Roter din bordherre

Når jeg så hører om folk, der vitterligt har skabt økonomisk overskud, tænker jeg, at nu laver de nok noget spændende: Køber sig en ø i Øresund og padler i kajak hver morgen til arbejde eller finder en mystisk japansk arkitekt og bygger et eller andet psykedelisk og fascinerende økohurlumhej. Men nej. De køber en villa på Viggo Rothes vej i Klampenborg. That’s it. Missionen er lykkedes.

Hvad jeg slet ikke kunne snuppe, var københavnerparnassets forbløffelse og små fnis, da en temmelig kendt mode- og medieskikkelse overvejede at købe en landejendom i Køge. ”Ha-ha, har man hørt noget så komisk?” sagde de og vraltede af sted i det nedslidte rejsespor til New York, Paris og London. For det er jo her, man rejser til – og så selvfølgelig lige Dubai. Men nøj, hvor er det boring. Og ja, det er nemmest at udstille dem, der har mest! For det gælder jo os alle. Hvorfor skal alle parcelhuse anno 2016 ligne palæer med sortglaseret tegl, der i tidernes morgen kun blev brugt på herregårde? Hvorfor skal alle små originale perler af et sommerhus rives ned, og wrouuuum står der fluks en sort kasse af træ, som ligner alle de andre?

Hvad med i stedet at finde ud af, om vi er til storblomstret tapet – og så klaske det på væggene, selvom vennerne synes, det minder om Miss Marples stue? Jeg er for så vidt ligeglad med, hvad vi gør. Så længe vi lærer næste generation at være frie i deres udfoldelsesmuligheder og have større drømme end ambitionen om at bo på en specifik adresse.

LÆS OGSÅ: “Vi er blevet så perfektionistiske, at vi ikke inviterer på spontane middage længere”

LÆS OGSÅ: Hvorfor bliver vi kvinder ved med at holde hinanden nede?

LÆS OGSÅ: Kvinder, råb højt og vær smukke!