”Når en veninde tygger på en irriterende måde, der får mig til at føle mig utilpas, skal jeg så sige det?"

For at gøre en lang historie (klumme)kort, så får jeg mange sure opstød i diverse indbakker.

Sådan rigtigt sure. Jeg får dem allermest, når jeg et eller andet sted har sagt højt, hvad jeg mener.

Læs også

Benedikte Hansen tog i sine 30’ere en stor beslutning, som har fulgt hende lige siden

Det gør de fleste kvinder, der indimellem skriver en klumme eller et debatindlæg eller siger højt, hvad de mener, i det offentlige rum. Det er en kendt sag, at nogle undlader at træde ind i politik, fordi de har hørt, hvad andre bliver udsat for, når de vælger at gøre det. 

Det er åbenbart sådan, det er lige nu. At man ikke kan sige, hvad man mener, uden at skulle forvente en eller anden form for verbal lussing retur.

Samtidig har vi næsten umærkeligt indført det, der nærmest føles som en regel, nemlig at man har lov til at sige, hvordan man HAR det. Med alt.

Og det vil jeg gerne være den første til at sige, at jeg faktisk nok er enig i. Jeg nyder selv at kunne melde klart ud, hvordan jeg har det, hvad jeg mener, og hvordan jeg synes, noget kan være bedre.

Jeg kommer muligvis også indimellem til at fortælle andre, hvordan jeg synes, de kunne gøre noget anderledes, også når de IKKE har bedt om det, for: ”man har jo lov til at sige hvordan man har det”.

Men jeg er begyndt at komme i tvivl. For har man altid lov til at sige, hvordan man har det? Skal jeg have lov til at fortælle alle, hvordan jeg har det? 

Når en veninde tygger på en irriterende måde, og det får mig til at føle mig utilpas, skal jeg så sige det? Eller hvis jeg har en virkelig dårlig dag, skal jeg så fortælle mine kollegaer det og forvente, at de med den viden opfører sig anderledes? 

Altså, jeg kender godt den der følelse af at føle mig en smule trådt over tæerne af andre eller af verden, følelsen af at nogen har sjatpisset på ens sukkermad, for eksempel når jeg har brug for at se en veninde, som tydeligvis har for travlt med sit eget liv til at kunne passe mig ind i det lige nu, og jeg kan få lyst til at sige, hvordan jeg har det:

”Jeg har brug for, at du prioriterer mig. Det er sådan, JEG har det”.

Læs også

I en travl hverdag har Neel Rønholt lært noget vigtigt af sin mand: ”Det tror jeg gør, at vi aldrig vokser fra hinanden”

 Jeg modtager selv indimellem udmeldinger fra andre om præcis, hvordan de har det (også med mig), og nogle gange har de ret i, at jeg nok er rimeligt irriterende engang imellem.

Måske burde vi alle sammen klappe følelseshesten og ikke altid bruge retten til at sige, hvordan vi har det. For uden at blive selvudslettende kunne mange af os overveje at være til stede i verden med empatien forrest. 

Lukke ned for irritationen, savnet og den der nagende følelse af ikke at være prioriteret og sige: Hvordan har DU det?

Og så tilbage til begyndelsen. For holdningerne er vi ikke bange for at sige fra overfor. Dem kan vi råbe ad og latterliggøre – uden at tænke på afsenderens følelser.

Jeg tror virkelig, at vi er nødt til at huske, at det ikke kun er følelser, vi skal værne om hos os selv og andre, men også holdninger. Vi må gøre det lige så nemt at sige, hvad man mener, som at sige, hvad man føler.