Mette er blevet "sober curious" - og det skyldes hendes 16-årige døtres syn på alkolhol

Tidligere på den her side har jeg skrevet om ikke at have en stopklods i festlige lag. Hvilket som oftest har givet sjove minder. Enkelte andre gange har det givet altoverskyggende skam og selvhad.

I min ungdom kunne dette skørlevned eksempelvis føre til, at jeg gik i seng med en forkert. Eller opførte mig idiotisk over for den rigtige.

Jeg har gennem livet dæmpet min usikkerhed med sprut. Jeg har drukket GT mod social akavethed. Jeg har sluppet lederskabet over livet i en sky af Galliano Hot Shots. Jeg har selv-medicineret med Chablis i hårde - eller bare kedelige perioder - af mit liv. Eller af ren rastløshed. For eksempel under corona.

Mine tvillingedøtre på 16 år har ikke arvet denne brist. Tværtimod. De bryder sig ikke om alkohol og deltager i fester uden at blive fulde. Jeg ved godt, jeg udelukkende burde være stolt, men noget i mig har også været lidt bekymret: For kan man i Danmark blive en del af det sociale, når man altid afviser alkohol? Må man være med i hulen, når man ikke vil drikke 27 shots?

Bare at jeg får den bekymring, er bekymrende. Det siger noget om vores alkoholkultur. Og det har blandt andre faktorer gjort, at jeg er blevet sober curious – eller frit oversat: Nysgerrig på, hvad ædruelighed kan give mig. En bevægelse, der er startet i USA af Ruby Warrington.

Det betyder ikke, at jeg er blevet from og frelst – eller har smidt min dåseøl for bedre at kunne vifte med en løftet pegefinger over for jer andre. At være sober curious er ikke det samme som at være traditionelt afholdsmenneske med vandkæmmet skilning og en masse uinviterede råd om, hvad andre skal. Det handler ikke om sur pligt eller askese. Jeg skruer ikke ned for alkoholen, fordi jeg skal køre, er gravid eller tidligere alkoholiker.

Det kan sammenlignes med at være fleksitar; jeg er blevet mere bevidst om mit forbrug – og springer oftest over den helt store kødbuffet. Jeg mærker efter, og jeg forbeholder mig retten til i ny og næ at spise en kæmpe steak. Men helst ikke pr. automatik, eller fordi det forventes.

Min største udfordring er min høflighed. Jeg vil ikke kræve særbehandling. Jeg sluger gerne en kamel eller en drink, når folk har gjort sig umage med at lave den til mig. Det bliver svært at skuffe, når de andre forventer løssluppen stemning fra mig (sorry – jeg kan ikke levere livsbekræftende dansemoves uden sprut. Jeg er bare for hæmmet).

Omvendt har jeg ubevidst selv presset andre til at drikke, fordi de skulle give mig et socialt alibi for at blive beruset. For eksempel når jeg med påtaget ligeglad, men gennemskuelig grimasse har sagt: ”Nej tak til vin? Det er bare SÅ fint. Så drikker vi da bare kaffe …”

Den gode nyhed er, at der er andre alternativer end kaffe. Markedet har reageret på, at flere som jeg skruer ned for alkoholen. I festlige lag behøver jeg ikke at stikke ud som en sortklædt pastor midt i Teletubbie-land. Udvalget af alkoholfri drinks, vin og øl vokser, og dem kan jeg supplere med, uden det virker festdæmpende eller demonstrativt.

For jeg har stille og roligt et personligt behov for at sætte spørgsmålstegn ved alkoholkulturens budskab om, at vi kun kan føle os levende, frie og glade, når vi indtager en bestemt væske.

Og at den sande belønning for at trække sig selv gennem en ørken af arbejde, træning og grøntsager fem dage om ugen må være, at der i weekenden venter en lille oase, hvor man kan dyppe mulen i vin.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.