Klumme: Er jeg racist?

Nogle amerikanere går i terapi for deres hvidhed. De skammer sig kollektivt og græder sammen over hvide menneskers forbrydelser og krænkelser mod sorte.

Læs også

Søren McGuire: Er jeg ham, de andre ikke må lege med?

Deres postulat er, at alle – altså ALLE – hvide mennesker på den ene eller anden måde er racister. Og jeg forestiller mig, at målgruppen for hvidhedsterapi ikke just stemmer på Nye Borgerlige eller bruger n-ordet i trods, ”fordi det har de altid gjort” og ”de krænkelsesparate skal i hvert fald ikke bestemme over mig. Basta”. Jeg forestiller mig, disse selvpiskende klienter i terapien er meget bevidste mennesker. Det er ikke dem, der kalder den beige tusch for ”hudfarvet”. Men jeg tænkte også instinktivt, at de her mennesker har svip i låget.

Og med det mærkat på hvide i terapi kunne jeg sagtens have parkeret det som noget tosseri, der ikke vedrører mig og derfor ikke skal forstyrre mit selvbillede af at være ren og god uden en snert af racisme under min kridhvide rødhårshud. Men det gør det jo. Forstyrrer.

For hvordan defineres racisme egentlig? Kan man være racist uden selv at være bevidst om det?

Allerede i 1997 fik jeg en ahaoplevelse, mens jeg boede i Irland og var venner med en anden dansk pige og hendes skotske kæreste. Begge hvide. Den danske pige fortalte mig, at hendes kærestes bedste ven kom på besøg fra Skotland – og det havde været planlagt længe. Og da vennen så kom, var han sort – og det var hun faktisk blevet forundret og lidt sur over, at hendes kæreste ikke havde forberedt hende på.

”Jamen, jeg er jo et skrækkeligt menneske”, sagde hun. ”For hvorfor i alverden skulle han fortælle mig det på forhånd? Han er vokset op med folk af mange hudfarver, så han ser ikke forskellen mere. Det er jo sådan, man burde være”.

”Enig”, sagde jeg. Og så sank vi lige en klump, der smagte af rødgrød med fløde og selvransagelse.

Læs også

Min største frygt som forælder: ”Vi kan ikke beskytte vores børn mod alt”

Episoden er blevet hos mig. Og jeg tænker på den, hver gang jeg eller andre i misforstået omtanke henkastet pointerer, at én eller anden godt nok er sort – eller på anden vis, f.eks. via sin seksualitet, skiller sig ud fra flertallet i Danmark: ”Og så kommer Esther til festen, hun er fra Sierre Leone, og hun tager dessert med”. Ofte denne indskudte sætning. Byt why?

For betyder det noget, medmindre det skal bruges til at købe vedkommende en brugbar foundation i gave, lave et formelt signalement eller lignende? Egentlig ikke.

Så selvfølgelig har det betydning for min definition af normalt og anderledes, at jeg er vokset op i en tid og på en skole, hvor der stort set kun var hvide børn. Hvor det mest eksotiske var de to adoptivbørn fra Korea. Heldigvis spiller klaveret helt anderledes for mine teenagebørn, der vitterligt ikke overvejer at beskrive deres venners etnicitet, inden de kommer med hjem.

Så skal jeg i hvidhedsterapi for at pille alle mine ubevidste fordomme ud af navlen? Nej. Verden har ikke brug for mere skam, skrigeri og fanatisme. Som det store flertal lægger jeg mig lunt mellem de to poler i woke-debatten; jeg mener, vi tager et nødvendigt, kærkomment opgør med rigtig mange ting i disse år. Men woke-bevægelsen i sit højeste gear bliver intolerant og udemokratisk. Den gør kritikerne forkerte i stedet for at lytte. Det er hverken godt for demokrati eller medmenneskelighed.

Men jeg vil fortsat etablere mod til at se indad, selvom jeg måske opdager, at jeg ikke altid er en totalt fed og fordomsfri type.

Sindet kan ligesom kasserne på loftet støve til, hvis man ikke i ny og næ går dem igennem.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre. Vild med bøger, kulørte negle og lange løbeture.

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Julia Lahme

Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.