Hvad min kræftsyge veninde har lært mig: "Vi var hinandens nye familie"
Om at finde hjem i en familie, der ikke er den biologiske.
Klummen blev bragt i ALT for damerne i uge 51. Stephanie Labrosse Pedersen gik bort 1. januar 2023. Læs også artiklen om hendes sygdomsforløb her: Stephanie er min vidunderlige overbo - klar til livet og dødssyg af kræft
----
I går var jeg på hospice og besøge min overbo, Stephanie, der i juli fik konstateret kræft. Hun er 30 år og enlig mor til treårige Ella. Stephanie er på ganske kort tid blevet som et familiemedlem for mig og mine unger.
Siden hun fik konstateret kræft, har jeg lavet aftensmad til hende, så hun ikke skulle tænke på den del. Enten har vi spist sammen, eller også har ungerne været oppe med en tallerken til hende.
Vi har spillet spil, hun har hjulpet min søn med matematik, vi har leget med hendes datter, og jeg var med hende, da hun fik sin første kemo.
At se hende på hospice med en iltmaskine og heftige smerter rammer mig tungt og dybt på mange planer. Hun er en ung og livsglad skolelærer med en lille datter. For under et halvt år siden stod hun et godt sted i livet.
Nyskilt, nysgerrig og fuld af livsappetit. Nu kan hun ikke engang bevæge kroppen af bare smerter. Det er ikke fair af livet først at melde kræftsygdommen på stadie 4. Døden er ikke fair ikke at give hende flere chancer. Og egoistisk set tage hende fra os.
Stephs sygdom har sat mit liv i perspektiv.
Jeg har fra en tidlig alder lært at stå alene, men indeni har jeg en dyb længsel efter at være omringet af en stor og glad familie, og jeg har været grøn af misundelse på dem, der har det. Ret sent i livet er det gået op for mig, at familien i mit tilfælde desværre frembringer mere splittelse og ensomhed end tryghed.
Erkendelsen har været ekstremt smertefuld at bære. For den har ført til et valg, der begrænser kontakten til de få, jeg deler blod med. Det er skamfuldt for mig ikke at kunne få enderne i mig selv til at mødes. Men det er sådan, det er. Indtil videre.
Stephanies tilstedeværelse i mit liv mildnede den smerte i en tid, hvor vi var hinandens nye familie. Hendes sygdom har gjort det klart for mig, at jeg har en anden splittelse end mange af mine danske veninder. Selvom deres forældre måske ikke hører så godt længere, onklen er skør og fasteren drikfældig, så samles de ved højtider.
De blander sig ikke synderligt i hinandens liv. Der er ingen nedgørelse af, at man ikke taler modersmålet, og ingen konkurrence om, hvem der klarer sig bedst i det her nye land, der jo ikke er så nyt mere, men som aldrig helt må eller kan blive vores.
Der er ingen nedsættende dom over, at man ikke taler med sin familie i sit hjemland mere og ikke følger med i deres liv, fordi man har skabt et nyt liv her.
Der er ingen kronisk ambivalens og konstant samvittighedstrip over, at man forsømmer sin baggrund. For mine veninders familier er trods alt alle herfra.
Måske får Steph og jeg ikke den familie, jeg drømte om, men det er muligt at finde hjem med andre mennesker end sin familie.
Først og fremmest kan man finde hjem i sig selv. Hun viser mig også, at vi alle har noget, der er supersvært. Men så længe jeg har livet, har jeg chancen for at prøve igen.
I morgen besøger jeg hende på hospice igen. Så holder jeg hende i hånden og kysser hendes pande og siger tak for, at hun kom ind i mit liv og viste mig hjem. Med eller uden en familie.