Søren McGuires kæreste stillede ham særligt spørgsmål – og det kastede nyt lys på forholdet
Hjertet er ligeglad med algoritmer og ekspertanalyser. Heldigvis.
Før jeg fandt sammen med min kæreste, nåede jeg at være single i et lille år.
På bagkanten af et langt ægteskab kan det jo være en overvældende oplevelse pludselig at blive sluppet løs på datingmarkedet, ikke mindst fordi man faktisk får lov til at tænke lidt over, hvad man egentlig godt kunne ønske sig i en potentiel ny partner.
Fest og eventyr? Ro og rødvinshygge? Lidt af det hele, plus et sæt solide silikonebabser?
Intet håb, ønske eller krav synes for lille eller ligegyldigt, når den moderne og selvrealiserende singlemand (og kvinde) går på jagt efter den næste store kærlighed. I hvert fald ikke på Tinder.
Som de fleste singler nok også ved, så skal man ikke date videre længe, før det står klart, at gnisten mellem to mennesker hverken kan forceres eller forudbestilles.
Ægte kærlighed kan tage tid, men kilder det ikke i maven af savn allerede inden, du er kravlet ud af hendes seng næste morgen efter en aften med lidt for meget af den billige Barolo, er det min erfaring, at du sandsynligvis er endt i den forkerte seng.
Hjertet synes nemlig sjældent at hænge sig i algoritmer, ekspertanalyser og velovervejede profiltekster, i hvert fald ikke herude i den ubarmhjertige virkelighed.
Heller ikke selvom fjernsynets mange velmenende datingprogrammer forsøger at fortælle os, at videnskab, spørgeskemaer og analytisk tilgang er den direkte vej til et langt og lykkeligt parforhold.
Torsdag aften, mens min kæreste og jeg lå der i sofaen, pakket godt ind i joggingtøj, kagekrummer og fælles undren over, hvordan ellers velfungerende mennesker kan have SÅ svært ved faste forhold, spurgte hun mig ud af det blå, om jeg egentlig troede, at ”Gift ved første blik”s eksperter ville have matchet os, hvis vi hver især havde meldt os til programmet?
Den slags spørgsmål skal man som regel være lidt varsom med at svare alt for ærligt på, især her et par år inde i det faste parforhold, hvor den stormfulde nyforelskelse er aftagende, og den store kærlighed først for alvor er ved at slå rod i sindet og sjælen.
"Ja," svarede jeg, "selvfølgelig havde de matchet os, vi er jo jævnaldrende, samme uddannelse, samme drømme, samme foragt for alle dem, der går rundt og siger ting som ”hångklæder” og ”det ligner, at …”
Enhver kan jo for pokker se, at vi er skabt for hinanden, selv psykologerne Ejvind og Trine fra ”Gift Ved Første Blik”, som ellers ofte synes at matche håbefulde singler med omtrent samme held og præcision, som når mine børn forsøger at ramme toiletkummen."
Annonse
Men nej. Måske tror jeg faktisk ikke, at de havde matchet os. Måske havde uenighederne og de små forskelle været for mange til deres algoritmer, forudsigelser og personlighedstests.
Jeg er bange for hendes heste, og hun kan hverken li’ mit fodboldhold eller mine Allan Olsen-plader.
Jeg går hele tiden rundt og bekymrer mig, hun tager tingene, som de kommer. Hun har det lidt svært med Jylland, jeg har det lidt svært med hendes evindelige affaldssortering.
Alligevel får jeg ondt i maven, når jeg ikke er sammen med hende. Men hvilken matching-metode ville fange dét blandt alle forskellighederne? Måske bliver kærligheden og parforholdet blot stærkere af forskelle, uenigheder og de små mangler i matchet.
Fordi det tvinger os til at hænge i, holde ud og blive ved med at holde af hinanden.
Det er heldigvis ofte besværet værd.
