Mød deltagerne: Her er de 10 nye amatørbagere i "Den Store Bagedyst"
En ny sæson af "Den Store Bagedyst" betyder også et nyt hold af spændende amatørbagere. Her kan du møde de nye deltagere, der spænder fra en tidligere premierløjtnant til en designstuderende.
"Klar, parat, bag!"
Nu skal du ikke vente meget længere, før Timm Vladimir igen skal sige sine velkendte ord, når den nye sæson af "Den Store Bagedyst" løber over skærmen fra d. 5. oktober på DR1 og DRTV.
Udover et gensyn med Timm Vladimir som vært, er det igen i år makkerparret Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo, der skal bedømme deltagernes hemmelige udfordringer og mesterværker.
Men hvem er det, der i år skal konkurrere om at blive mesterbager?
Læs med nedenfor, hvor du kan møde de 10 nye deltagere, som DR netop har offentliggjort.
Emma, 22 år.
Emma bor i et bofællesskab på Nørrebro i København og studerer samfundsfag på Københavns Universitet.
Når hun ikke studerer, bruger hun sin tid på at undervise i madlavning og fransk kultur på en ungdomsskole, fordi hun simpelthen elsker Frankrig.
Hun er desuden opvokset i Vestjylland og nyder at tage hjem til familien for at nyde naturen. I fremtiden drømmer hun om at blive gymnasielærer.
Fatima, 23 år.
Fatima bor i Vejle og er lige nu i fuld gang med sit fjerde sabbatår, hvor hun arbejder som lærervikar. I sin fritid elsker hun at bruge tid med sin lyserøde papegøje, danse latindans og suse afsted på sine rulleskøjter.
Det er heller ikke første gang, at Fatima har fået lysten til at deltage i et tv-program. I 2015 meldte hun sig nemlig til "X Factor", hvor hun sang en rap-solo.
I fremtiden drømmer hun om at leve af at bage, åbne sin egen forretning og skrive kogebøger.
Niklas, 30 år.
Niklas bor med sin kæreste i Odense og arbejder som arkitekt.
I sin fritid bruger han meget tid på cosplay, som er en form for performancekunst, hvor man klæder sig ud som figurer fra f.eks. film og serier. Niklas har især en stor kærlighed til hele Harry Potter-universet, og han syr sine egne kostumer, når han skal portrættere karakterer derfra. Han er også frivillig til fantasyfestivalen "Magiske dage".
Desuden er han bestyrelsesmedlem i LGBT+-foreningen Lambda.
Alan, 36 år.
Alan arbejder i dag som leder i Københavns metrosystem, men førhen har han været premierløjtnant i Forsvaret, hvor han bl.a. var udstationeret i Afghanistan.
Han har dog ikke lagt interessen for livet som løjtnant helt bag sig, for i sin fritid elsker han at spille brætspil – og især det strategiske krigsspil Warhammer. Desuden er han leder hos Søspejderne.
Han bor i Solrød Strand, er far til to og elsker at tilbringe tid med sin familie.
Katja, 32 år.
Katja bor med sin kæreste og deres to børn i Randers, hvor hun arbejder som social- og sundhedsassistent.
Udover at være kreativ med sine kager, kan hun også godt lide at udtrykke sig via sit udseende. Hun har nemlig karakteristiske, farverige øjenvipper og tatoveringer, som alle har særlige betydninger. Tatoveringerne fortæller historier om de personer, der betyder noget særligt i hendes liv.
Pernille, 61 år.
Pernille bor i Sorø med sin mand, som hun har været gift med i over 20 år. Sammen driver de to virksomheder, og på sidelinjen er Pernille også negletekniker.
I sin fritid elsker Pernille at være aktiv, og hun dyrker både svømning, dans og golf. Derudover er hun også en del af det lokale kor, der har navnet "Champagnekoret".
Shaun, 35 år.
Shaun bor i Skodsborg, er uddannet civilingeniør og arbejder i Danske Bank som senioranalytiker. I sin fritid elsker han at træne og fotografere.
Udover at være dygtig til at bage, er han også født med sprogøre, da han taler flydende dansk, engelsk, italiensk og persisk. Især sidstnævnte kommer til udtryk i hans bagværk, hvor han får inspiration fra sine persiske rødder.
Julie, 29 år.
Julie bor i Silkeborg med sin kæreste og deres to børn. Lige nu er hun på barsel, men ellers driver hun sin egen skønhedssalon. Desuden er hun meget fascineret af den spirituelle verden og engagerer sig i alt fra astrologi til tarotkort.
Hendes kærlighed til skønhed og kvindekroppen viser sig også i hendes fritid, hvor hun dekorerer og bodypainter mannequiner.
Emil, 18 år.
Emil bor i Holstebro, hvor han studerer på HF og går på designlinjen på Dansk Talentakademi. Det er altså ikke kun i køkkenet, han brillerer, men også med keramik, tøj og smykkedesign.
I sin fritid arbejder han på en café og spiller saxofon. I sit sabbatår vil han gerne rejse rundt i Europa.
Sandra, 39 år.
Sandra bor i Them med sin mand og parrets to børn, og til daglig arbejder hun som jordemoder på regionshospitalet i Viborg.
Når hun har fri, bruger hun sin energi på en masse forskellige kreative projekter. Det indebærer bl.a. at lave linoleumstryk, at afprøve nye teknikker indenfor bagekunsten og at sy nye ting af genbrugsmaterialer.