Én oplevelse har gjort særligt indtryk på Julia Lahme: ”Hun kan lære os alle sammen noget”
Har du også kørt en omsorgsfabrik så længe, at du har glemt, hvad du selv har brug for?
For nogle år siden var jeg til en koncert med Mariah Carey.
Det var ikke en supergod koncert, måske kan jeg faktisk tillade mig at sige, at det var en meget undervældende oplevelse.
Rodet og mærkelig. Dét, der til gengæld virkede ved den oplevelse, var divaen … Mariah herself. Hun havde så høje hæle på, at hun var nødt til at lade sig bære af to halvnøgne mænd rundt på scenen.
Det kom jeg til at tænke over igen, både det med mændene og diva-stilen, da jeg forleden var i endnu en situation, hvor jeg med vanlig træfsikkerhed valgte mig selv til som den allerallerallersidste på listen over mennesker, der skulle have omsorg.
Jeg ved (naturligvis) ikke, hvordan det ser ud hos dig, men de fleste kvinder, jeg kender, er opdraget til at være søde, venlige, blide og imødekommende.
De fleste voksne kvinder, jeg kender, er dygtige til at vise omsorg, dygtige til at samle sig selv op efter alt for lidt søvn og alt for korte nætter, og de fleste kvinder, jeg kender, sørger for at være dygtige til at vise deres omverden al den omsorg, de overhovedet kan mønstre.
Jeg tror ikke på, at det er en særlig kvindelig egenskab at vise omsorg – nogle af de bedste mænd, jeg kender, er vidunderlige omsorgsfulde fædre, venner og kollegaer.
Jeg tror slet ikke på, at vi kvinder har et særligt omsorgs-gen, en særlig kilde til at passe på andre end os selv, som mænd eller andre køn ikke har den samme adgang til. Faktisk mener jeg, at det at tro det er decideret forkert.
Men jeg er overbevist om, at vi kvinder i langt højere grad bliver bedømt på at være gode til omsorg for andre og i endnu højere grad bliver dømt, hvis vi ikke praktiserer omfattende omsorg for andre og i stedet vælger at praktisere selvomsorg.
Og her taler jeg ikke om, at vi husker at bruge ansigtsmasker og få sovet, eller at vi lægger vasketøj sammen med en podcast i ørerne og bilder os selv ind, at vi slapper af. Det er ikke den form for selvomsorg, jeg mener. Jeg er mere ude i den radikale selvomsorg. Den, hvor man kan blive nødt til aktivt at sætte sig selv først.
Hvor man faktisk bruger tid på at regne ud, hvad man selv har brug for. Jeg har kørt den her omsorgsfabrik i så mange år, at jeg har glemt, hvad jeg selv kan lide at spise.
Jeg kan ikke huske, hvad min livret er. Og på et tidspunkt var jeg så langt inde i omsorgsrollen, at jeg bildte mig selv ind, at det var hyggeligt at stå på en legeplads i januar i silende regn og kigge på, at mine børn havde det sjovt.
Annonse
Jeg er sikker på, at jeg ville have nydt en rom-com i sofaen mere, men jeg nåede slet ikke at tænke tanken.
Radikal selvomsorg kræver, at man tager et valg – et nogle gange uimødekommende valg om at passe på sig selv først. Jeg er nødt til at lære det. Og Mariah er min guru.
Jeg vil helst ikke bæres rundt, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den dame kan lære os alle sammen noget om at komme først i sit eget liv. Jeg tror, vi alle skal finde vores indre Mariah og begynde at overveje, hvad vi selv har allermest brug for, og bare give os selv og hinanden lov til at vælge os selv til.
Allerhelst inden vi bliver sure, skuffede martyrer, der har glemt, hvad man rent faktisk synes er lækkert at bruge sit liv på.
