Jeg droppede min tredje barsel - og fik voldsom skældud

Jeg var virkelig dårlig til at gå i gymnasiet. Ikke fordi jeg ikke kunne lære integralregning, læse Homer eller forstå Shakespeares Othello. Det var faktisk det, jeg var bedst til, da jeg gik i gymnasiet.

Jeg gik også i en dejlig klasse, havde for det meste dygtige lærere og fik en vidunderlig veninde for livet. Men jeg kunne ikke finde ud af tonen. Og når du ikke helt ved, hvordan du rammer ind i jargonen, når Oliver og Mads fra 3Z taler med den gruppe af 1.g-piger, som du tilhører, så ophører du også med helt at vide, hvordan du taler til dig selv.

Ligesom så mange andre unge kom jeg til at skælde rigeligt meget ud på mig selv over mine manglende evner ud i smalltalkens subtile kunst. Jeg vrissede af mit utjekkede ego, når jeg ikke kunne komme med skarpsindige comebacks, hver gang der blev råbt “god røv” efter mine veninder.

Eller endnu værre at jeg ikke kunne finde ud af at komme ind i kampen, når samtalen over fredagsfestens fadøl også gik hen over mit hoved.

I dag er jeg lykkeligt sluppet for gymnasietidens usikkerhed, og jeg kan heldigvis også huske flere sjove samtaler fra tiden på Virum Gymnasium, hvor plat humor og ungdommelig åndrighed gik op i en højere enhed. Men jeg kan også huske, hvornår min egen tonedøvhed ændrede sig. Markant. Det gjorde den i årene efter gymnasiet, hvor jeg brugte mere energi på at finde ud af, hvilken omgangstone jeg gerne ville have med mig selv, for den smittede på magisk vis af på måden, jeg talte til min familie, venner og skiftende kærester.

Det kræver ingen Einstein at gennemskue, at vores offentlige omgangstone i de seneste år er blevet skærpet. Og når det pibler frem med ækle trolde på Twitter, Facebook eller i kommentarsporet på en artikel, så er det ikke kun onde ordrevsere, der sidder bag skærmen og får afløb for deres vrede. Det er ensomme mennesker, triste individer, overvældede chefer, frustrerede medarbejdere og forsmåede elskere. Det er mennesker, der måske nok taler grimt i den digitale offentlighed, men som uden tvivl taler endnu grimmere til sig selv. Det er alle dem, der ikke kan finde samklang med sig selv og derfor toner falsk foran alle andre.

Da jeg for nogle år siden i en artikel til Eurowoman fortalte, hvordan jeg havde droppet min tredje barsel og taget min datter med på armen på kontoret, fik jeg fine tilkendegivelser af mine nærmeste, men blev skældt voldsomt ud i artiklens kommentarspor.

En online-mor råbte gennem sit tastatur, at jeg aldrig skulle have haft lov til at få børn, mens en anden formanende sagde, at min datter ville tage skade. For altid. De talte ikke pænt til mig, men jeg svarede dem. Pænt. For jeg var et sted i mit liv, hvor jeg faktisk var stolt og glad over mine valg, og jeg havde fundet gehøret for, hvilken tone jeg selv ville nynne på. Der skete det vidunderlige, at de svarede tilbage. Begge to og ikke bare med en erkendelse af, at jeg måske ikke helt fortjente deres fordømmelse, men også med en indrømmelse om, at de måske ikke selv var helt komfortable i deres eget barselsvalg. Og at de derfor nok også var lidt hårde ved sig selv.

Vi kan ikke ændre den offentlige debat, verdensfreden eller vores syn på andre mennesker overnight. Men én åbenlys indgang til større rummelighed starter med måden, vi taler på. Først og fremmest til os selv.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Født 12/4 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Stephanie Caruana

Født 9/9 1974

Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/-anmelder.

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3 1976

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Født 23/8 1979

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.