Da Nillou mødtes til kaffe med sin eksmand, faldt snakken på noget specielt – og det satte tankerne i gang
Hvordan beholder vi sjælen i storbyen, hvis ingen almindelige mennesker har råd til at bo her?
Min eksmand var på kaffebesøg forleden, og snakken faldt på begge vores lejelejligheder, der er under samme boligadministration. Et kundeejet pensionsselskab, der ublu regulerer lejen, så den på få år nærmest har overgået stigningerne i smør- og oliepriserne.
Man kan jo undre sig over, om kunderne i pensionsselskabet ved, hvordan deres pensionsformuer i virkeligheden bliver skabt. Så køb din egen bolig, tænker du måske. Min bankrådgiver vil nok klappe sig på lårene af grin, hvis jeg booker ind til et sådant møde. Finanstilsynet kører så skrappe krav til, hvem bankerne må og ikke må låne penge til, at mennesker som mig og min eksmand er evigt proletariserede.
Vi kan bo i pissedyre lejelejligheder og løbe solen sort for hver måned at skrabe sammen til næste måneds husleje. En friværdi er en drøm, der bor på fjerne egne, som vi i virkeligheden er forvist til, hvis vi skal være helt realistiske. Min eks sagde, at han ville flytte ad Pommern til og bidrage til den negative befolkningstilvækst, København såvel som Aarhus og Odense har været ramt af siden 2020. Primært forårsaget af priserne.
Sandheden er jo, at en overregulering, som politikerne tillader Finanstilsynet at køre, afskærer urimeligt mange danskere fra at eje deres egen bolig. Og dermed muligheden for at få gavn af den konjunkturgevinst, som mere eller mindre altid har fulgt med at eje en lejlighed i København. Denne gevinst står nu til at gå til pensionsselskaber og de amerikanske fonde, der naturligvis har lugtet lunten og derfor har købt massivt op på det københavnske boligmarked.
Jeg tænkte på de smukke morgenbilleder, min eksmand somme tider har lagt op på Instagram fra sin lejlighed, hvor solen spreder sit orange lys over byens bygninger som sprød og sløv morgenelskov. Jeg tænkte på, hvordan jeg selv bruger byen i mine skriverier. Hvordan vi sammen med andre af byens kreative er med til at tilføje en værdi til byen, vi i sidste ende ikke har råd til at være i. Det er ikke en værdi, der kan måles i penge, men som skaber liv og tilføjer sjæl.
Jeg tænkte på, da vores datter var lille, og hvor meget hun elskede sin ”lejliger”, som hun kaldte vores hjem i hjertet af Vesterbro. Eller på den dag, jeg selv flyttede til København i midt-90’erne med min enlige mor, der med en sygeplejerskeløn kunne købe en smuk ejerlejlighed på Åboulevarden. Jeg tænkte på min galopperende politikerlede. En flok uduelige papirpampere, der trods 10.000 forsøg på at bygge almene boliger er ved at skabe en by, ingen almindelige mennesker har råd til at bo i.
Jeg tænkte på Peter fra stueetagen i Vesterbroejendommen. Her havde han boet med sin hustru i over 30 år. De var nu gået på pension og havde tid til at gøde, vande og klippe de to smukke rosenbuske ud mod gaden. Hvad Peter ikke vidste, var, at de rosenbuske var det hemmelige tegn, jeg ledte efter, dengang min eksmand spurgte, om jeg ville flytte sammen inde hos ham. Og skabe et liv sammen.
En ghetto for det øverste led af middelklassen er efter min bedste mening ikke opskriften på at skabe en sjælelig og attraktiv by, millioner af turister hvert år besøger. Sjæl kommer af at passe på det overraskende og underfundige sammen med det planlagte og stringente. Ved at skabe plads til alle slags mennesker, bygninger, indkomster og blomster.
