Klumme: Hvorfor skal gode medarbejdere absolut være så omstillingsparate?

Den første chef, jeg nogensinde havde, var en hjulbenet hidsigprop af en mellemleder i det lokale supermarked, som på trods af en mild hjerneskade, der fik ham til konstant at tale i mellemleder-floskler, alligevel lærte mig om værdien af hårdt arbejde. Stryg skjorten, bind slipset, mød op

til tiden, sæt varerne på hylderne, og smil til kunderne.

Sådan gik det slag i slag de følgende år, alt imens jeg skiftede supermarkedet ud med grillbaren og grillbaren ud med køkkenet i Aarhus’ tredjemest populære fonduerestaurant. Røvsyge job, på grænsen til det fordummende, men ikke desto mindre uden den store grad af bøvl og karrieremæssig bekymring. Hvis du bare knoklede løs og ikke stjal for meget af kassen, gjorde du det mere eller mindre pr. definition godt nok i chefens øjne. 

Siden fik jeg mig en mellemlang videregående uddannelse og stillinger med smarte titler, attraktive frokostordninger og karrieremæssige ambitioner – for ikke at nævne halvårlige MUS-samtaler. Her skulle jeg i et svært krypteret onlineskema fra HR-afdelingen forholde mig til, om jeg på en skala fra et til fem nu også udviste den fornødne grad af omstillingsparathed, der skulle til for at bidrage til arbejdspladsens fortsatte vækst og konkurrenceevne. Ikke fordi nogen nødvendigvis vidste, hvad der skulle omstilles TIL; det var mere bare, hvis behovet for omstillinger skulle opstå hen ad vejen. Hvis alt gik vel, ramte både chefen og jeg nogenlunde inden for den samme dele af skiven. Hvis ikke, fik man et halvt år til at lære at elske udsigten til forandringer, ellers var det ud af vagten ved næste redaktionelle omstrukturering.  

Efter tre børn, en 40-årskrise og et halvt år som selvstændig, der bragte både spændende opgaver, søvnløse nætter og en større portion skattegæld med sig, er det imidlertid gået op for mig, at min omstillingsparathed er ved at gå fløjten med alderen. Jeg bryder mig ikke længere om de store forandringer, det konstant skiftende opgavefokus, eller lysten til at ”asfaltere, mens vi kører”, som cheferne så fint kalder det, når de heller ikke nødvendigvis ved, hvor det hele skal ende. Jeg er begyndt at drømme om stabilitet, ro, forudsigelighed og en kontorstol, jeg kan blive siddende i så tilpas længe, at den får aftryk efter min røv. Jeg er med andre ord blevet status quo-parat. 

Problemet er bare, at det moderne arbejdsmarked efterhånden ikke længere overlader meget plads til de af os, der ikke bliver karrieremæssigt liderlige ved tanken om PowerPoint-præsentationer med nye virksomhedsdiagrammer, kvartalsmålsætninger, KPI’er og udviklingsseminarer. Medmindre vores arbejde består i at grave huller i fortovet eller stoppe medisterpølser, synes arbejdsmarkedet i høj grad at være indrettet til dem, der elsker at dele erfaringer, resultater, learnings og talks på LinkedIn, som er blevet for de omstillingsparate, hvad Facebook er for kværulanterne. 

Hvornår har du sidst læst et stillingsopslag, der først og fremmest søgte medarbejdere, der var villige til at knokle røven ud af bukserne? Resultatorienterede, målrettede, visionære og alsidige, ja. Men sjældent ligefrem hårdtarbejdende. Det er åbenbart ikke længere en værdi i sig selv på det arbejdsmarked, mange af os tilhører. 

Så nu består min omstillingsparathed hovedsageligt i at være forberedt på den dag, hvor jeg ikke længere er omstillingsparat nok til arbejdsmarkedet. Men så har jeg da noget at skrive om på LinkedIn til den tid. 

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Født 12/4 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Stephanie Caruana

Født 9/9 1974

Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/-anmelder.

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3 1976

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Født 23/8 1979

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.