Forelskelse i coronaens tid: "Min metode går ikke ud på at se serier eller rydde hele hytten op"

Danmark er lukket ned, mens jeg skriver. Uanset hvor verden står når dette læses, så er tilværelsen nu delt i et ‘før’ og ‘efter’ corona.

På tomme gader skinner solen, mens folk er indenfor og længes efter en tid, der virker akkurat uden for rækkevidde. Hvor vi igen viser, at vi er levende. Dage og nætter, hvor vi flirter, lufter brune ben og danser inderligt. 

Engang vil vi se dette som undtagelsestilstanden, gyse ved tanken om sygdom, død, panik, hamstring, hjemmeskoling, klaustrofobi og kuller. De fleste nyheder handler om pandemien, om menneskers og økonomiers undergang. Samme på de sociale medier, dog med galgenhumor, krydret med harme og frygt.

Min strategi i tilværelsen går ud på at suge så meget ud af livet som muligt. Jeg kommer glimrende igennem disse karantæneuger, der nok fortsætter i en uendelighed. 

Andre live-opdaterer hverdagen fra hver sin bolig, enten paniske eller stoiske. Min metode går ikke ud på at se serier eller rydde hele hytten op. Den er mere sanselig. 

Jeg mærker hvordan min indre understrøm af dekadence, som ellers undertrykkes, må og skal ud. Min krop går i udbrud. Den er krævende, dansende. Jeg får østers. Til morgenmad! Spiser store bøffer og drikker god vin. Min sjæl danser på dækket af Titanic og beder musikerne om at spille højere og mere muntert, den sniger sig til bal i Venedig under Den Sorte Død iført pestmaske og stort skrud. 

Jeg føler feberens hede, kindernes blussen, jeg gisper efter vejret, er svimmel og usammenhængende. Men det er blot forelskelsen, der raser i mig. En sprudlende fontæne af nye fornemmelser, nye oplevelser, nye tanker og nye følelser bruser i mig og videre til en anden. I nogle dage, timer, uendelige øjeblikke er alt tindrende smukt og giver mening.

Jeg sniger mig langs husmure som en teenager, der skjuler alt for sine forældre. Hver eneste listige udgang føles som en ‘walk of pride’, og alligevel lidt skamfuld. Resten af verdenen holder jeg naturligvis en fornuftig afstand til, jeg vil hverken smitte eller bringe virus videre. 

Måske er denne tid, den favn, bare en boble der brister, når hverdagen kommer tilbage. Måske klynger vi os bare til hinanden for at holde angsten for døren. 

Men det føles også dejligt. Som en meget lang date. Som hele tiden er ny og interessant. Et sekund, der udvider sig til en evighed. Det er så vildt. I disse stjålne stunder, mens verden ændrer sig udenfor og alt er uvist, føles det ikke bare som at pjække eller som tidsfordriv, men som en enorm gave. 

Tænk, at kunne give sig selv til en anden for en tid. Tænk, at kunne tage imod og se, virkelig se, et andet menneske. Og selv føle sig set. Uden at skulle være andre steder end i et dybt nærvær. Tale sammen og lytte intenst uden andre afbrydelser end dem, vi selv laver.

Jeg havde i forvejen opgivet dating, og jeg er sørgmodig på vegne af singler, der savner en anden. Som får kopper med halvdårlig kaffe, sære samtaler, akavede møder, hurtige afvisninger af andre mennesker.

Ja, vi skal alle dø. Af enten det her eller noget andet. Livet er både smerte og sødme (og sure sokker). Så lad os i det mindste leve, mens vi kan. Og jo, jeg er bange. For at verden går under, for at denne feberdrøm bliver lunken eller dør. Men jeg vil ikke undvære den glæde, jeg får og giver nu og her. Den er værd at leve for, at kæmpe for.

Og jeg tror, vi alle danser og glædes lidt mere til sommer. Det håber jeg.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Født 12/4 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Stephanie Caruana

Født 9/9 1974

Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/-anmelder.

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3 1976

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Født 23/8 1979

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.