Er dit parforhold i krise? Start med dig selv og denne øvelse

Ingen mennesker har haft perfekte barndomme. Vi har alle sammen haft forældre, som i større eller mindre omfang kunne rumme os, som dem vi var. Vi har haft forældre, som har påskønnet nogle af vores sider, imens andre er blevet nedvurderet.

Det er i sig selv ikke et stort problem, men problemet opstår, fordi alle børn tilpasser sig deres forældre. Hvis forældrene bebrejder eller udskælder et barns adfærd, eller de ikke formår at fremme barnets særlige kvaliteter, elsker barnet ikke forælderen mindre - det elsker sig selv mindre og begynder at lægge skjul på visse sider af sig selv.

Efterhånden bliver de sider så undertrykte, at barnet glemmer dem, selvom det fortsat nærer en tavs længsel efter at blive genforenet med de sider, som måtte undertrykkes for at vinde forældrenes accept.

I det nu voksne barn eksisterer den længsel stadig. En længsel, der for alvor kommer til syne, når vi forelsker os.

I løbet af 7-10 sekunder aflæser vi nemlig alle ubevidst andre menneskers livshistorie - om personen lægger skjul på de samme sider eller ej. Har personen ikke undertrykt de samme sider, opstår den længsel, mange genkender som forelskelse: Måske lægger du mærke til, at personen, du har udset dig, er meget ligefrem, fordi du selv har lært at være forsigtig og påpasselig. Dine tabte sider er nu inden for rækkevidde - får du ham, bliver du hel.

Tror du.

For selvom kærligheden i et øjeblik kan skabe en illusion af, at du er blevet genforenet med dine undertrykte sider, varer det ikke ved. Jeres forskelligheder vender sig fra at være kilde til en længselsfuld glæde til at være en kilde til irritation, fordi din partners egenskaber minder dig om, hvor meget energi du har brugt på at tilsidesætte de samme egenskaber hos dig selv.

Det føles som en provokation helt ind i nervesystemet.

Ren overlevelse

Som parterapeut oplever jeg ofte den problematik. Et eksempel fra én af mine terapier er en kvinde, som først var blevet tiltrukket af sin mands evne til at være roligt til stede i nuet. Ikke at bekymre sig og tage sorgerne på forskud. Nu, hvor de havde været i et parforhold i 10 år, begyndte det at provokere hende enormt, at han var så langsom. At han snakkede langsomt, tænkte langsomt.

På jagt efter hendes undertrykte sider spurgte jeg hende, hvornår det var blevet vigtigt for hende ikke at være langsom. Da fik hun straks tårer i øjnene.

Først fortalte hun mig om hendes barndom, hvor hun havde haft en utilregnelig mor og derfor hele tiden måtte være på forkant med alting. Herefter fortalte hun mig historien om hendes første barn - en handicappet dreng, hun fødte, da hun var blot 16 år gammel. Fra den dag af blev roen og langsomheden for alvor lagt på hylden. Hun skulle tage hurtige beslutninger og hele tiden være to skridt foran.

LÆS OGSÅ: Frej Prahl: Et nej til sex kan øge din sexlyst

Fordi hun havde måtte undertrykke sit eget behov for ro, provokerede det hende voldsomt, når hendes mand var langsom. Jeg foreslog hende, at det i virkeligheden ikke var manden, det handlede om, men nærmere hendes eget behov.

Med tårer i øjnene kiggede hun på sin mand og sagde: ”Du må undskylde, jeg har været så meget efter dig. Jeg kan godt se, at det her er mit eget.”

Alt var ikke gjort med det, men det var starten på en rejse. En rejse, hvor deres forskelligheder ikke kun var en kilde til irritation, men en vejviser mod uopfyldte behov hos dem begge.

Måske dit parforhold har brug for samme erkendelse?