Maria blev krænket af sin chef: ”Da han gjorde de ting mod mig, stivnede jeg bare”

Første gang, jeg blev udsat for det, var jeg i starten af 20’erne.

Jeg havde lige fået mit allerførste rigtige job, og jeg kendte INTET til arbejdsmiljø eller til seksuelle krænkelser på jobbet.

 Og så tænker I sikkert: “Hvad?! Du var i 20’erne og kendte ikke til den slags?!”

 Men det gjorde jeg ikke.

 Jeg var nok ret naiv dengang. Mine forældre har pylret meget om mig, og jeg er ikke blevet “undervist” i, hvad man gør, når man bliver udsat for seksuelle krænkelser.

Jeg endte med at arbejde for en mandlig chef, der havde et selvstændigt firma, og det betød, at jeg skulle hjem til ham, når jeg skulle arbejde.

Maria er i dag 28 år - og fortæller her om oplevelser med en chef, der stadig påvirker hende i dag. Hun håber, at hendes historie kan hjælpe til med at stoppe "vitim blaming". Redaktionen er bekendt med Marias efternavn. (Foto: Privat)

Et upassende kys på hånden

I starten var der ikke noget, og det var bare nogle venlige smil, vi sendte til hinanden. Han tilbød altid at køre mig hjem, hvilket jo var pænt af ham. Og jeg tænkte, at han da var en virkelig sød chef.

En aften, hvor jeg var på overarbejde, bad han mig hjælpe med nogle ekstra ting. Da vi skulle tilbage i bilen, så han kunne køre mig hjem, var der meget mudret, så det var svært for mig at gå.

Han tilbød mig så en hånd, og i starten tænkte jeg ikke over det, men jeg syntes, at det var lidt underligt at holde hans hånd. Pludselig smilede han så til mig og kyssede min hånd. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Hvad skete der? Kyssede han lige min hånd? Men af en eller anden grund smilede jeg bare og sagde ikke noget, men steg ind i bilen, og han kørte mig hjem.

Det blev værre og værre

Nu tænker I måske: “Hvorfor sagde du ikke noget?” Og ja – I har helt ret.

Men det gjorde jeg ikke. Jeg ved stadig ikke hvorfor, men jeg gjorde ingenting.

Og det blev kun værre.

Jo flere gange han kørte mig hjem, jo mere mente han, at det var okay at lægge sin hånd over min i bilen. Nogle gange lagde han også hånden på mit skød.

Og selvom min indre stemme sagde, at det her altså var for mærkeligt, fortsatte jeg bare med at arbejde for ham og sagde ikke fra. Der gik ikke lang tid, før han også begyndte at tale om sex på kontoret. Han spurgte ind til, om jeg havde en kæreste, og om jeg havde meget sex – og dér sagde jeg fra.

Men han fortsatte.

Mere fysisk chikane

Han snakkede om dildoer og spurgte på et tidspunkt, om jeg havde en dildo i min taske. Jeg svarede, at gu’ havde jeg da ej, men han åbnede tasken og stak hånden ned i den, så han på den måde også kunne gribe fat mig. Altså: gribe fat i mine kønsdele.

Aldrig har jeg været i så meget chok. Jeg råbte ad ham, og han sagde, at det jo bare for sjov. Han gjorde ikke mere den dag, men det stoppede stadig ikke.

Og jeg blev ved med at arbejde for ham. Jeg meldte det aldrig.

En anden dag ville han give mig nakkemassage, og jeg tillod det. Og igen: Jeg ved ikke hvorfor. Kunne jeg gå tilbage, ville jeg banke mig selv. Men han gav mig massage, og pludselig kyssede han min hals. Jeg fór op og sagde: “Hvad fuck laver du?!” Han blev forskrækket og sagde, at det ikke var noget.

Blev straffet for at sige fra

Jeg endte med at hade at være der og sagde mere og mere fra, men jeg blev jo ved med at arbejde der. Og jo mere jeg sagde fra, jo dårligere behandlede han mig.

Han stoppede med at køre mig hjem, han snakkede grimt til mig og kaldte fx min mave for et bildæk.

Når jeg kigger tilbage på min hæslige oplevelse, så kan jeg ikke andet end at blive frustreret på mig selv. Jeg endte med at ”lege” med og tillod ham at gøre det imod mig – og af en eller anden grund, så gav jeg efter, når han snakkede om sex til mig eller sagde noget krænkende. Ofte svarede jeg bare noget lige så seksuelt eller krænkende tilbage. Men hvorfor sagde jeg ikke stop?

I dag bliver jeg fysisk dårlig, når jeg ser eller læser om seksuel chikane og overgreb. Det er en frygtelig følelse – følelsen af at blive befamlet eller pågrebet. Og det er afskyeligt at mærke, at jeg (stadig) har det sådan her.

Det er ekstremt svært at sige fra – husk det

Jeg har valgt at fortælle min historie, fordi der er mange, der ikke kan forstå, hvorfor piger som mig ikke sagde fra eller gjorde noget, da vi blev udsat for seksuel krænkelse på arbejdet.

Men jeg vidste simpelthen ikke, at jeg var blevet udsat for det, før jeg snakkede med nogle om det. Da min chef gjorde de ting mod mig, stivnede jeg bare. Jeg kunne simpelthen ikke tænke. Min hjerne kunne ikke sætte to og to sammen.

Så dette er en besked til dem, der ikke kan forstå det, som vi piger er blevet udsat for: Vil I ikke nok være søde og lade være med at dømme os? Det er så nemt at sige, at vi ”bare” skulle have gjort det og det, men det er noget helt andet, når man står i situationen. Det er rigtig svært.

Mange af os har mén i dag, og vores liv vil altid være påvirket af det. Det vil altid forfølge os.

Og det bliver kun sværere ikke at ”victim blame” sig selv og slå sig selv oven i hovedet, hvis omverdenen ikke prøver at sætte sig i vores situation.

Redaktionen er bekendt med Marias fulde navn.