"Jeg havde forberedt mig i årevis, alligevel kom sorgen over tabet af min mor bag på mig"

På min badeværelseshylde står der to flasker makeupfjerner fra Matas. Den ene har jeg lige arvet fra min mor. Etiketten er beskidt og løs i kanterne. Indholdet ser grønligt ud i forhold til den, som jeg selv har købt. Jeg bryder mig ikke om at bruge min mors. Men jeg nænner heller ikke at smide den ud.

Hendes død for nylig kom ikke bag på mig. Siden jeg var i tyverne, har jeg forberedt mig på dagen. Især i de perioder hvor jeg ikke så hende, fordi jeg ikke kunne holde til altid at være på vagt eller være trist og usikker 14 dage efter besøget.

Når jeg sænkede skuldrene i hendes selskab, så kom der en bemærkning så hånlig og nedladende, at jorden skælvede. De sidste år af hendes liv nærmede vi os hinanden, og jeg evnede at lægge det sårede barn til side og værdsætte de sidste sandkorn i timeglasset. Vi landede heldigvis blødt; jeg holdt hende i hånden, da hun trak vejret sidste gang.

Jeg havde slået mig til tåls med, at vi aldrig ville få den dybe samtale, som kunne give mig fred og hende tilgivelse, selv om min tilgivelse ragede hende en høstblomst. Jeg troede, jeg var afklaret og forberedt. Modent messede jeg for mig selv, at det blev, som det blev. Punktum. Videre. Men det er sværere at være rationel nu, end jeg dengang forudså.

Når jeg ser vores makeupfjernere stå ved siden af hinanden, så minder de mig om, at vi på mange måder var ens – i mere end blot valg af renseprodukter. For eksempel hadede hun navlepilleri, pyller og selvhøjtidelighed. Man skal være stærk, handle og kæmpe! Ser hende for mig i cigarettåger, mens hun gnægger og siger spydigheder.

På sin vis finder jeg hendes type forfriskende i en tid, hvor vi tager os selv og vores mindste følelse, fikse idé eller behov dybt alvorligt. På den anden side er jeg lykkeligvis et produkt af en mere følelsesbevidst tid. Så undskyld, mor. Men nu vil jeg pille navle og fortælle, hvilke følelser, der har overrasket mig efter din død. Måske bliver de genkendt og lindrer sorgens ensomhed lidt for andre.

Frygt for karma. Familiemønstre er stærke, og jeg gør mit bedste for ikke at gentage dem; for at være en kærlig og tryg havn for mine døtre. Men hvad nu hvis, jeg overser blinde pletter, og de en dag vender mig ryggen? Selvbebrejdelse. Måske er og var jeg virkelig en forkælet møgunge, der ikke var stor nok til at leve med min mors mentale hærgen, når jeg nu vidste, at hun havde haft et svært liv.

Vrede over for Gud og hvermand. Jeg har følt mig snydt for støtte og ubetinget kærlighed. Barnlig misundelse. Jeg er i følelsesmæssig udu resten af livet. Hvorfor har eller havde jeg ikke bare én levende, kærlig forælder, som de fleste andre har? Meningsløshed. Begge mine forældre er døde, så nu er jeg den næste på slisken. Er der overhovedet en mening med det hele? Adresseløs kærlighed. Jeg spurgte en hospitalspræst, om Gud kunne tilgive mig, hvis jeg ikke kunne tilgive min mor. Svaret var et rungende ja.

Og hun tilføjede, at jeg ville opleve en helt anden slags kærlighed fra min mor, når hun var død. En kærlighed som da hun lige havde født mig. Ren, og stærk. Jeg bilder mig ind, at jeg sommetider mærker denne rene kærlighed, hvis jeg koncentrerer mig. Jeg savner hende mere, end jeg troede, jeg ville. Og prøver til min overraskelse stadig at forlige mig med, at det blev, som det blev.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.