Klumme: Sådan bliver det billigere at være single
Det er dyrt at være single, hører vi i medierne. Se hvordan du kan spare penge, hvis du er alene.
Jeg var så heldig at få lov til at udtale mig om et emne, som ligger mig meget på sinde, i sidste uges udgave af Penge Magasinet på DR1, der handlede det om, hvor dyrt det er at være single. Bl.a. fordi vi singler tit er tvunget til at købe mere mad, end vi egentligt har brug for, fordi pakningerne er alt for store.
Det resulterede i en ret stor bunke henvendelser fra folk, der gerne ville hjælpe mig med at løse mine problemer. Nogle af forslagene er mere... øhm... brugbare end andre. Men nu deler jeg dem i hvert fald, så kan du jo selv sortere i, hvad du kan bruge. Her kommer de:
1. Flytte sammen med andre
En hel del mænd ville gerne redde mig fra det "skrækkelige" singleliv. Som den naturligste ting i verden gik de ud fra, at mit højeste ønske jo så absolut må være at finde en mand. Indrømmet: Mit ego labbede det i sig som en stor, syndig softice på en varm sommerdag - men come on altså - det var jo ikke et dating-program!
Konklusion: De ridderlige mænd har jo dog ret i, at en løsning kunne være at finde en eller flere at flytte sammen med, hvis man gerne vil spare penge på husleje, mad mm. Hvis ikke lige en mand, så måske et bofællesskab, kollektiv eller lignende.
2. Tjen flere penge
En enkelt (kvinde) var så venlig at gøre mig opmærksom på, at jeg da kunne tjene lidt ekstra ved at sælge hendes temmelig tvivlsomme pyrademidespils-produkter.
Konklusion: Heller ikke ligefrem noget for mig, men det er klart, at hvis man mangler penge, er et ekstra job da langt fra en skidt ide.
3. Få en hund
En anden mente - vistnok seriøst - at løsningen er en hund til at spise madresterne.
Konklusion: Tja... Jeg ved ikke lige... hvad jeg skal synes...
4. Bliv husmor fra 60erne
I programmet nævner jeg, at jeg har svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke kan købe bare en enkelt porre, men altid bliver påduttet tre stk., fordi de er tapet sammen. Et par kvinder skrev i den anledning, at jeg egentlig bare burde stoppe med at klynke over noget så ligegyldigt. Jeg kunne da bare smutte ud i køkkenet og lave en porretærte, hvis jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med de porrer. Eller planlægge min mad, lave store portioner og fryse dem ned. Jeg ved ikke med jer andre, men gu' vil jeg da pikme ej. Det lyder jo som noget fra "Husmoderens ABC" i 60erne.
Konklusion: Selvfølgelig er det da en udmærket ide at fryse rester ned og spise dem senere, men derfor vil jeg da alligevel gerne have lov til at købe lige den mængde porrer (og andre fødevarer), der passer mig. Hvorfor skal jeg indrette mig efter supermarkedet? Det er for hulan da mig, der er kunden... Men nok om det - tilbage til forslagene.)
5. Del en dybfryser
En fyr tilbød mig at låne plads i sin dybfryser - hvilket egentlig er en lille smule spooky, nu jeg tænker over det. Håber han mente til frostvarer og ikke MIG som sådan, hmm...
Konklusion: Han bor godt nok ret langt væk, men selve ideen om at dele ting, er jo ikke dårlig og meget oppe i tiden. Men det lyder nu lidt besværligt at skulle over til en anden, hver gang man skal have noget i fryseren. Måske man i stedet kunne lave fælles indkøbsture, hvor man så deler "rovet" bagefter og på den måde får del i storkøbs-rabatterne? Eller en slags indkøbsforening, hvor man sætter tingene i system? Det kan også være avis-abonnementer eller andet, det give mening at dele.
6. Spis sammen
Der var også et par enkelte middagsinvitationer blandt henvendelserne - både på restaurant og privat. At spise sammen er jo både hyggeligt og besparende, som de kære mænd fremhævede.
Konklusion: Ultralokale madklubber er faktisk noget, jeg rigtig godt kunne tænke mig at få op at stå. Ikke sådan nogle fesne nogen, hvor man mødes en gang om måneden, men hvor man måske er 5-7 singler i samme kvarter, der skiftes til at lave mad alle hverdage i ugen - måske også weekender for dem, der har tid og lyst.
Når det så er spisetid, går man lige hen om hjørnet - medlemmerne skal bo tæt på hinanden, ellers bliver det for besværligt - sætter sig til bordet, spiser og hygger sig, og går igen. Der skal ikke være nogen forpligtigelse til at blive og snakke i flere timer, tage vin med eller hjælpe med at rydde op. Bare eat'n go. Hurtigt ind og ud. Altså så man én dag om ugen laver mad til de andre og rydder op, og de andre dage kan man bare komme og spise uden at skulle gøre noget. Samtidig får man nye venner og bekendte i nærområdet. Og så kan man jo altid aftale dage, hvor det tager længere tid, og der er mere fokus på hyggen, men i hverdagen, tror jeg, det kunne fungere fint. Og være en hel del billigere for alle, ligesom man ville skrue ned for mængden af madspild.
Handl i Rema1000
Ikke så få gjorde mig opmærksom på, at jeg da også bare kunne handle i Rema1000, hvis jeg ville have grøntsager stykvis.
Konklusion: Jeps, god ide. Støt de supermarkeder, der gør noget, men er det godt nok, at der er ÉN supermarkedskæde, der gør noget, eller hvad? Vi er 1,5 mio. singler, de andre bliver også snart nødt til at få fingeren ud.
Mit eget bedste råd til at spare lidt penge på maden er at købe frosne grøntsager, fordi de er nemme lige at tage ud af fryseren og komme på panden eller i en gryde. De er også skåret i stykker, og de smager ganske udmærket.
Kontakt mig gerne på pia@singlespot.dk, hvis du bor i området omkring banegården i Aarhus og kunne have lyst til at lave en madklub eller har andre ideer til, hvordan singler kan spare penge.
LÆS OGSÅ på Eurowoman.dk: Spar penge på masser af skønne produkter
LÆS OGSÅ på Fitliving.dk: 10 ting du skal vide om madspild
LÆS OGSÅ på Altfordamerne.dk: Mænd mangler stort kørekort til dating