Søren McGuire: Er jeg ham, de andre ikke må lege med?
Et år efter skilsmissen er der flere venner, der ikke giver lyd fra sig, og jeg mistænker deres koner.
Vi kunne hænge over hans nye gasgrill i evigheder, mens vi stiltiende nød hinandens selskabet i røgen fra det stegende kød. Det skete fra tid til anden, at vi fik en friaften og tog på den lokale bodega længere inde på Amager, hvor vi diskuterede livsvigtige ting som fodbold og privatleasing af familiebiler, indtil vi cyklede slingrende hjem til vores respektive parcelhuse.
Men oftest så vi hinanden under mere ordnede forhold, hustru-arrangerede parmiddage med ungerne på slæb, længe siden, ”skal du ha’ en bajer?”, ud til grillen igen, ”hvor langt kan sådan en fætter egentlig køre på en flaske propangas?” og så videre. Vi boede kun få hundrede meter fra hinanden, vores børn gik i samme skole og spillede i samme fodboldklub, men der kunne gå flere uger mellem vores møder.
Sådan er det ofte med os mænd, vi sidder sjældent lårene af hinanden, der er jo også et arbejde, der skal passes. Vi havde ganske vist kun kendt hinanden i en håndfuld år, men familielivet i forstaden havde ikke desto mindre ført os sammen i et ægte venskab.
Men da jeg blev skilt, forsvandt han pludselig. Jeg hørte aldrig fra ham igen, ingen sms’er, ingen beskeder, ingen opkald. Nu er der gået mere end et år, og stadig intet, kun absolut, øredøvende radiotavshed.
Den første tid tænkte jeg ikke meget over det, alt var alligevel sorg, kaos og dyb afgrund, men som månederne gik, og tingene begyndte at klare op, stod det klart, at jeg var blevet valgt fra og lukket ude. Heller ikke hans kone, som jeg også havde betragtet som en ven, gav lyd fra sig. Fair nok, hun havde selvfølgelig valgt side, I kvinder holder sammen og passer på flokken, og sådan skal det vel også være. Men at HAN ikke i det mindste bare havde sendt en besked og spurgt, om jeg mon var okay, det var tarveligt og føltes som svigt.
En skilsmisse kræver mange ofre – ikke mindst venskaber. I dag hører flere af de mænd, jeg betragtede som venner, fortiden til. Mænd, jeg har delt mine inderste tanker med, sparket dæk og drukket bajere med, er krøbet i flyverskjul. Og det værste er næsten, at jeg har deres koner, jer kvinder, mistænkt for at stå bag.
Men hvorfor? Er I bange for, at jeres mænd får gode idéer? At min skilsmissetilværelse lokker dem i ægteskabelig uføre, at de tager ét kig på 7-7-ordninger og Tinder-profiler og tror, at det er lykken at slippe for ungerne hver anden uge, mens man (i ensom desperation) forsøger at knalde sig gennem stort set alt, hvad der kan gå og kravle af fraskilte kvinder fra 37 og op? Er det af misforstået loyalitet, at I nægter jeres mænd at omgås den skyldige part, eller er I i virkeligheden bange for, at det pludselig går op for dem, at deres eget ægteskab måske kunne trænge til et gennemsyn? Er I virkelig stadig så forbandet berøringsangste for noget, der trods alt rammer halvdelen af os? En skilsmisse er ikke ligesom klamydia, en ny Tesla i indkørslen eller en gasgrill – den smitter ikke.
Det er en sorg, en krise, topmålet af egoisme, som ikke desto mindre kræver støtte, samtaler og snak over øl. Så slip jeres mænd – mine venner – fri igen.
Så lover jeg, at jeg nok skal være der for dem, når DE en dag skal skilles.