“Jeg har altså svært ved at hoppe med på ideen om, at der er en heksejagt mod alle mænd"

Hvorfor er #MeToo kommet til Danmark så sent?

“En grundlæggende barriere er vores nationale selvopfattelse: Vi har en idé om, at vi er sindssygt ligestillede i Danmark, men selv om vi var tidligt ude med stemmeret til kvinder, er vi ikke fulgt med tiden og regnede med, at problemet var løst for længst. I Sverige, men også i Norge, har man fx indskrevet i skoleloven, at skolen er forpligtet til aktivt at modarbejde kønsstereotyper. Det skete i henholdsvis 1969 og 1971. Og det er afgørende, for dermed erkender man, at der bliver forskelsbehandlet fra barnsben – og at ligestilling handler om dannelse og uddannelse. Sådan gør vi ikke i Danmark. Der lader vi, som om problemerne ikke er der ved at undlade at benævne dem.” 

Hvad kan vi lære, når vi kigger til Sverige og USA? 

“At når noget er et strukturelt problem, kan vi arbejde med det – det gælder i hvert fald sexisme i Sverige og racisme i USA. Der skal en kulturændring til. Herhjemme bliver feminisme ofte latterliggjort som enkelte individers holdninger. Forestillingen om, at ligestilling er noget, vi allerede har opnået, har fyldt meget i dagspressen, der nærmest har hyldet antifeminismen, mens magasinerne og nogle af damebladene er kommet på banen og har sat feminisme og ligestilling på dagsordenen. Der sker meget, som flytter udviklingen i disse år, og det, som rykker mest, er, når tal, data og en hel gruppe stemmer står sammen og en samlet flok fra mediebranchen, forskningsverdenen, ungdomspolitik og sundhedsvæsenet står frem. Den enkelte historie kan stadig sparkes til hjørne, men de mange har stor effekt. Derfor er det også paradoksalt, at regeringen nu melder ud, at man fra politisk hold siger fra over for sexisme og kønnet ulighed samtidig med, at man efter sigende vil skrue ned for resurserne til fx Kvinfo.” 

Hvorfor er det magten og medierne i Danmark, der rammes i den anden #MeToo-bølge herhjemme?

“Bølgen har ramt alle brancher. Det, der går op for folk, er, at sexismen ikke er et individuelt fænomen. Nu forstår vi endelig, at det er en del af det patriarkalske system. Et mønster, der opretholder en gammel patriarkalsk magtstruktur og nogle dertil passende kønsstereotyper, der reproducerer mønstret. Magtudøvelse kan knytte sig til alle køn, ja, men vi har stadig et underliggende patriarkalsk system, der skaber privilegier og barrierer på baggrund af køn. Det viser sig bl.a. ved, at det stadig mest er mænd, der besidder magtfulde poster. Vi har jo markant flere veluddannede kvinder, men historisk er mænd blevet valgt netop pga. deres køn. Og selv om alle kan magtudnytte uanset køn, er den sexistiske kultur primært bygget på mænd, der hævder sig over kvinder og andre mænd. Ganske enkelt fordi flest mænd har magt og dermed potentielt kan udnytte den, kombineret med en dominerende traditionel og dermed stereotyp kønsopfattelse i kulturen, som grundlæggende ser kvinder – og kvinders grænser, valg, rettigheder og lyst – som mindreværdige.” 

Så hvor skal slaget stå fremover?

“En stor del af de moderne feminister er enige om, at kampen om lighed også er en kamp mod stereotyper af alle slags. Sådan var det ikke i rødstrømpernes tid, og mange ældre feminister vil ikke adressere vægten på de sociale og kulturelle normer. De bliver ikke bare provokerede af debatten, men også af, at den tvinger dem til at vende blikket indad. Det skal vi jo alle nu. Kigge på os selv, vores måde at være i verden på, vores nedarvede privilegier, vores menneskesyn og kønsopfattelser. Tør du kigge på dine egne normer og give afkald på dine privilegier, for at andre kan få det bedre? Slaget skal stå hos hver enkelt – men selvfølgelig ikke mindst hos de folkevalgte politikere. Første skridt er at skabe ligestilling fra barnsben, for det er dér, kønsopfattelser og menneskesyn grundlægges. Det har afgørende betydning, at politikere vedtager, at det er slut med, at myter om køn får lov at dominere pædagoger og læreres faglighed – fra nu af bør forskningsbaseret viden om køn og diversitet være en grundlæggende pædagogisk faglighed.”

Men hvad så med dem der mener, at mændene er havnet i en offentlig gabestok?

“Jeg har altså svært ved at hoppe med på ideen om, at der er en heksejagt mod alle mænd. Det er desværre vellykket spin fra dem, der frygter forandringen, selv om de selv kunne have glæde af den. Jeg oplever til gengæld, at ingen længere tillader sig at tale om mænd som gruppe, men netop om nogle mænd, som det globalt udbredte hashtag #notallmen, der fokuserer på uhensigtsmæssig adfærd knyttet til nogle former for maskulinitet. Det er en fundamental anden forståelse for køn, der ligger bag nutidens ligestillingskamp, som ikke længere er knyttet til det biologiske køn. Derfor ser vi gudskelov også et stigende antal mandlige feminister. Og hvor var lige den voldssomme retfærdighedssans, som dem med gabestok- og hævntørst-retorikken følte over for alle de kvinder, der har været udsat for overgreb og har råbt højt om det? Det er så vildt, hvad vi ser igennem fingrene med, hvis bare vi opretholder den gamle, patriarkalske verdensorden og ikke bliver tvunget til at se indad. Det her er jo ikke et oprør mod mænd. Det er absurd, men gamle opfattelser af feminister tvinger mig til at sige: “Jeg elsker mænd, er gift med en, og jeg har lige så mange mænd i mit liv som kvinder. Men jeg er træt af opretholdelsen af det gamle system, der går ud over så mange mennesker på tværs af køn og andre kategorier og kun kommer ganske få til gode. Derfor hilser jeg denne udvikling hjerteligt velkommen.” 

Hvad kan vores børn lære af 2020? 

“Helt vildt meget. Det, der sker nu, er så vigtigt for de kommende generationer. Normerne flytter sig, og vi bevæger os i en mere inkluderende retning, hvor børn og unge ser, at dårlig adfærd har konsekvenser. Vi har fra min barndom i 70-80’erne og op til i dag sagt, at du som pige har de samme muligheder som din bror, men det har jo ikke været tilfældet. Og når vi ikke siger sandheden om, hvordan det forholder sig, tror kvinder og minoritetsgrupper, at det er deres individuelle udfordring. At det er dem, der er utilstrækkelige, når deres grænser overskrides, når de ikke trives eller får deres drømme opfyldt. Det er virkelig vigtigt, at vi nu udstiller og synliggør mønstrene, for så kan alle se, at det ikke er dem, men samfundet, der skal ændre sig. Det er ikke drengene og pigernes ansvar at leve frie liv og udleve deres potentialer. Det er forældrenes, politikernes og arbejdsgivernes.”

Hvordan tror du, 2021 bliver? Er du håbefuld eller desillusioneret? 

“Jeg er mega håbefuld. Jeg har arbejdet 20 år med det her område, og det har aldrig været mere spændende. Lige nu flytter alt sig. Normerne rykker sig som store tektoniske plader, og det er sindssygt at tale med folk, der står uden for min branche og nu forholder sig til alle de emner inden for mit felt, som jeg er så optaget af. Man skal gøre sig umage for ikke at opleve revolutionen tæt på. Alle, næsten alle, flytter sig. Vi kan ikke længere trække på skuldrene og sige: “Sådan er det bare.” Der er kommet en tro på, at vi faktisk kan forandre verden til et mere frit og rart sted at være uanset køn.”