Da Kwamie Livs manager døde, så hun pludselig lagene i musikbranchen klarere

Der er to ting, der kendetegner Kwamie Liv; hun bliver aldrig et sted særligt længe ad gangen, og der er ingen, som kan skubbe hende i en retning, hun ikke selv har lyst til at gå i. Sådan har det altid været.

I løbet af sin barndom nåede hun at bo i otte vidt forskellige lande, og nomadetilværelsen er fortsat ind i hendes voksenliv, hvor hun har tilbragt længere perioder i lande som England, USA og Bangladesh. Den flygtige tilværelse har i den grad sat sine spor i hende, og hun er ikke i tvivl om, at den har haft stor betydning for den, hun er blevet, og den retning, hun har valgt at gå i. At hun er en sand verdensborger, kommer også til udtryk, når hun taler, da hun ofte slår over i engelsk og afslutter sine sætninger med et indforstået ”you know”.

"Jeg har en rastløshed i mig, der har gjort, at jeg hele mit liv har vidst, at jeg skulle finde en balance inde i mig selv mellem at ville have meget frihed og slå rødder. Balancen mellem at flyve og lande. Det har taget mig meget lang tid at kunne sige, nu er jeg her, og her bliver jeg. Det er faktisk noget, jeg stadigvæk er ved at lære, fordi jeg har været vant til at rykke så meget rundt," fortæller Kwamie Liv, der har en dansk mor og en zambisk far og i dag har København som sin primære base.

"Men det har samtidig gjort, at jeg føler mig hjemme overalt, og at jeg ikke er bange for at kaste mig ud i mange forskellige ting, fordi jeg ved, at jeg altid kan lande i mig selv."

Og lige nu bliver hun her i Danmark. I hvert fald for en tid. For en af de seneste projekter, som sangeren og sangskriveren har kastet sig ud i, er 'X Factor', hvor hun for anden sæson i træk udgør en del af dommertrioen, som udover hende i år består af Thomas Blachman og Simon Kvamm.

Et program, hun ikke umiddelbart havde forudset, at hun ville komme til at være en del af, men som hun så en masse spændende udfordringer i, der ville kunne udvikle hende og få hende ud af sin komfortzone, hvilket kan være meget sundt, når man er genert anlagt og vant til selv at skabe de rammer, man arbejder indenfor.

"For mig drejer det sig om at udfordre mig selv og vokse og lære og bevare den ydmyghed, der handler om, at jeg ikke ved alt, og at jeg vil være åben. Og den indstilling håber jeg altid, at jeg vil have," siger Kwamie Liv, der med rollen også skal vænne sig til at være et endnu mere offentligt ansigt, end hun var i forvejen.

"Jeg er ikke nødvendigvis den, der har behov for at tage rummet. Jeg tager det, når jeg står på en scene, og der er det ikke noget problem for mig. Jeg elsker at være med til at skabe de oplevelser. Men generelt set er jeg meget observerende af natur. Jeg har ikke det store behov for at tale hele tiden. Jeg vil meget hellere lytte. Og sådan har jeg altid haft det. Det, som for mig er grundpræmissen i 'X Factor', er også, at det handler om musik. Eller mere end det; det handler om menneskehistorier, som kommer til udtryk igennem musikken. Og det, synes jeg, er så spændende."

Man skal heller ikke have tændt for 'X Factor' ret længe, før det kommer til udtryk. Sidste år blev hun hurtigt kendt som den omsorgsfulde dommer, der under auditiondagene virkelig gav sig tid til den enkelte deltager, som hun altid gerne ville vide mere om.

Der er også noget nærværende, afbalanceret og tillidsvækkende ved Kwamie Liv, men også en mystik, som hun sidder der med sit karakteristiske lille smil på læben, og man fornemmer også, at der foregår en masse i det kunstnersind, der gemmer sig bag det lidt hemmelighedsfulde blik.

En intens tid

Kort efter Kwamie Liv kom til verden i Danmark, flyttede familien til hendes fars hjemland, Zambia. Men det blev kun starten på det eventyr, som ventede familien ude i den store verden. Hendes mor lavede humanitært arbejde, hvilket indebar, at de flyttede til et nyt land hvert tredje-fjerde år. Og inden hun var fyldt ti år, havde Kwamie Liv også nået at bo i Tyrkiet, Sverige og Sydafrika, der stadig var præget af apartheid, da familien flyttede dertil, kort før Nelson Mandela blev valgt som præsident. 

"Det var en meget intens tid at være i det land på, samtidig med at jeg også bare fik lov til at være barn. Selvfølgelig vidste jeg, hvad der foregik, men jeg levede også i en relativt beskyttet boble."

Hun gik på en international skole, hvor det ikke var ualmindeligt, at der var bombetrusler. I et helt nyt Sydafrika post-apartheid var det nemlig ikke alle, der syntes lige godt om en skole med børn, der kom fra hele verden. Men hun husker ikke tilbage på tiden med frygt. 

"Vi børn tænkte egentlig bare, at okay, nu er der bombetrussel, så skal vi ikke have matematiktime. Fedt! Og så gik vi ud og spillede bold på græsset, indtil der var clearet. Og det var jo ikke, fordi vi ikke tænkte, at det var alvorligt, men som barn tror jeg bare, at man stoler på de voksne, der står foran én og siger, sådan her er det, og det skal nok gå. Og det gjorde det også," fortæller hun.

"Hverdagen skal jo fortsætte – og fortsætter, uanset hvad der sker omkring os. Og så tror jeg, at man altid prøver så godt, som man kan, efter de omstændigheder, man lever under, at bevare en så normal hverdag som muligt. Når du ser et billede af en alvorlig situation, fortæller det jo altid flere historier.

Og det er vigtigt at huske. For samtidig med at vi oplevede de trusler imod vores skole, oplevede vi også et Sydafrika, der under Mandela åndede lettet op, tog den enorme opgave af forsoning på sig og så fremad med håb. Så for mig var det også en vild og eventyrlig tid, hvor jeg legede med mine venner og oplevede fantastiske ting som kunst, safari og alle former for uendelig smuk natur."

Hun er dog ikke i tvivl om, hvor altafgørende de første indtryk i livet kan blive for, hvordan et barn ender med at se verden.  

"Som voksen kan jeg se tilbage og tænke, wauw, hvor var det egentlig utroligt, at man kunne have det så trygt i et så komplekst politisk klima. Jeg føler mig faktisk meget heldig over, at jeg har kunnet bevæge mig rundt i verden og altid føle mig tryg, uanset hvor vi var, og hvad der skete, fordi jeg havde så trygge rammer omkring mig, ikke mindst i mit hjem.

Det tager jeg på ingen måde for givet, især ikke når jeg tænker på de historier, man hører om unge mennesker, der flygter helt alene og lige pludselig står uden familie og har mistet alt og ikke har den der buffer, som faktisk er meget vigtig i forhold til at mindske traumer. For er man så heldig at komme hjem til nogle rammer, der føles kærlige og trygge, så kan man faktisk leve i nogle ret ekstreme forhold som lille, uden at ens verden fuldstændig vælter."

Hvem er Kwamie Liv?

• Dansk-zambisk sanger, sangskriver og tegner.
• Debuterede med ep’en 'Lost in the Girl' i 2014 og udgav sit første album 'Lovers that Come and Go' i 2018.
• Har desuden komponeret filmmusik og haft en udstilling med sine tegninger på Alice Folker Gallery.
• Aktuel som dommer i 'X Factor' for anden gang, og medvirkede i 2019 i TV 2-programmet 'Toppen af poppen'.
• Hun er 37 år, født i Danmark og vokset op i Zambia, Tyrkiet, Sverige, Sydafrika, Kenya og Irland.

Den røde tråd

Mens den midlertidige base stadig hed Sydafrika, købte familien et maleri, der kom op at hænge på væggen i hjemmet. Det bærer titlen 'Freedom Lovers' og kom til at følge familien i sin videre færd. I dag hænger det hjemme hos Kwamie Liv, som det har en særlig betydning for, da det blev en af konstanterne i de ellers skiftende rammer, som egentlig var ret faste, når det kom til stykket.

"Vi tog altid mange af vores ting med, når vi rejste. Så selvom vi var i et nyt hus, kunne jeg stadigvæk genkende det her maleri på væggen eller sofaen og en bestemt stol. Der har altid været noget genkendeligt i vores hjem, og selv i dag har jeg flere ting i mit eget hjem, fra da jeg var helt lille," fortæller hun.

"Da jeg var yngre, havde jeg virkelig svært ved at skille mig af med ting, fordi jeg kunne associere en sweater eller en lille plastikting med et minde fra et sted, jeg ikke længere var – og jeg er slet ikke materialistisk på den måde overhovedet. Jeg er blevet bedre til det nu. Men det betyder bare mere, end man lige går og tror.

De ting, jeg har fra dengang, giver mig en form for en rød tråd i mit liv, fordi jeg ikke nødvendigvis har et barndomshjem, jeg kan tage tilbage til, hvor jeg kan sætte mig i det køkken, som jeg plejede at spise morgenmad i, da jeg var fem, hvilket for mig er noget af det mest romantiske, man kan gøre. Jeg har mange venner, der er opvokset ét sted, det kan virkelig også noget. Men jeg er meget taknemmelig for, at jeg har fået lov at se verden fra så tidlig en alder og i så trygge rammer."

Noget andet, der skabte tryghed i det fremmede, var, at der blev holdt fast i de traditioner og værdier, som hun kendte fra sin danske familie, som hun besøgte jævnligt, samt de andre landsmænd, hun mødte i danske communities, som der var i alle lande, de kom til.    

"Uanset hvor vi rejste hen, dansede vi om juletræet. Altså sådan helt banalt. Jul så ud på den samme måde, uanset om vi var i Stockholm eller Ankara. Det har givet mig en forståelse for den trang, vi har som mennesker, til at søge noget, vi kender, når vi er langt væk hjemmefra. Da jeg senere flyttede til Irland, kan jeg huske, hvordan mine venner grinede og syntes, det var så underligt, at vi danskere danser om juletræet. For mig var det jo det mest naturlige."

Ligesom rodløsheden er en følgesvend, er musikken også blevet en form for livsledsager, som giver hende en følelse af at være hjemme. Måske fordi den også var et af de genkendelige elementer, der gik igen i hendes opvækst.

"Min mor plejede at sidde foran mig med sin guitar og spille. Og det var sådan, den verden åbnede sig op for mig. Vi kunne også sidde sammen med andre familiemedlemmer og synge sange af Kim Larsen, Sebastian og Anne Linnet eller internationale kunstnere som Bob Dylan, Tracy Chapman og Leonard Cohen. Ingen i min familie var professionelle musikere, men det var en naturlig del af vores måde at være sammen på."

På den måde blev hendes fantasi fodret tidligt i barndommen, hvor hun halvdelen af tiden trak sig tilbage til sit eget lille kreative frirum og gav sig hen til fantasiens verden, mens hun resten af tiden legede med sine venner. 

"Der er ingen tvivl om, at jeg har en genert side, samtidig med at jeg også er nysgerrig på mennesker og har lyst til at være ude i verden. Men jeg har også et kæmpebehov for at kunne lukke døren og have mit eget rum, hvor jeg kan sidde og være kreativ og tegne og skrive og fuldstændig forsvinde ind i den verden. Sådan har det altid været," fortæller Kwamie Liv, der skrev sin første sang som otteårig.

"Nogle gange løber jeg virkelig, virkelig hurtigt, og der sker rigtig meget, og andre dage lukker jeg bare døren og siger, nu er jeg her. Jeg tror, at det har været min måde at fordøje og forstå alle mine oplevelser på. Jeg har brug for at oplade mine batterier. Jeg tror ikke, at jeg ville være i balance, hvis jeg ikke kunne gøre det. Det er virkelig vigtigt for mig."

Måske er det netop en frygt for, at andre skulle invadere dette hellige rum, hun har for sig selv, og skabe en ubalance, der er årsagen til, at hun helst ikke går for meget i detaljer om sit privatliv.

Et afgørende møde

En skoleafslutning på gymnasiet blev skelsættende for Kwamie Livs vej videre ind i voksenlivet. På det tidspunkt var hun 17, og efter nogle år i Kenya var familien flyttet til Irland, hvis rige kulturliv og historiefortælling havde sat noget i gang i hende, der fik hende til at hengive sig endnu mere til sit kreative rum. Men hun havde aldrig overvejet, at musikken kunne blive hendes levevej, selvom familie og venner havde opfordret hende til at drive det videre. 

"Jeg havde selvfølgelig stået med hårbørsten i hånden og sunget foran spejlet og skrevet sange, så længe jeg kunne huske, men jeg havde aldrig tænkt det videre end det, og jeg tror, at det var, fordi det var sådan et rent og legende rum for mig... Det var så meget en forlængelse af den, jeg var."

Men til skoleafslutningen optrådte hun med to numre, og skæbnen ville, at der blandt publikum sad en musikmanager, der var far til en, hun gik i klasse med.

"Efter jeg havde sunget, kom han op til mig og sagde: ”Det var rigtig godt det der. Det kunne jeg godt tænke mig at arbejde med”. Jeg var bare sådan hvad? Jeg kunne slet ikke forstå det. Jeg havde aldrig været i kontakt med den energi før. Altså med music business, you know. Og så endte han med at blive min manager. En fantastisk mand. Og klart den første person, der virkelig troede på, at jeg kunne leve af musikken."

På et tidspunkt blev der også vist interesse for hende i England, og da hun optrådte for et rigtigt publikum for første gang, var det som opvarmning for den britiske sanger Rick Astley. Under den turne var folk fra nogle af de store pladeselskaber inde og se hende optræde, og inden hun nåede at se sig om, stod hun i et studie i Los Angeles blandt mennesker, der netop havde arbejdet med Pink og Enrique Iglesias.

"Mens jeg var på turné med Rick Astley, blev min manager syg og døde. Og pludselig begyndte jeg at se alle de lag, der er i den branche, klarere. Også det, der sker, når man lige pludselig bliver en commodity. En vare. Når folk begynder at kigge på en som noget, der kan sælge, får de et helt andet blik i øjnene. Et blik, jeg ikke kan beskrive.

Der er bare en helt særlig energi. Men jeg var et ungt menneske, og jeg skulle lige finde mig selv i det. Heldigvis følte jeg mig tryg ved de mennesker, jeg havde omkring mig. Men lige pludselig begyndte jeg at tænke; hvad er det, JEG vil? Og så kunne jeg mærke, at jeg blev nødt til at trække mig lidt fra det hele."

Der hviler umiddelbart en skrøbelighed over Kwamie Livs fremtoning, men man skal ikke være i rum med hende særligt længe, før man mærker en mindst lige så fremherskende stålsathed. Det var også den, der kom i spil her. For at hun muligvis havde forspildt en stor chance, gik hende ikke på, for det var jo hende, der ”kørte bilen”, som hun formulerer det.

"Der er ikke nogen, der kan tage musikken og min kreativitet fra mig. Og det er det vigtigste for mig at holde fast i. Punktum. Så jeg tager aldrig desperate beslutninger," siger hun og uddyber:

"Jeg tror, at det er, fordi jeg har været så heldig at vokse op med tillid, samtidig med at jeg har blevet støttet i min kreativitet.

Men jeg er også en person, der ikke kan formes og skubbes i en retning, som jeg ikke har lyst til at gå i, eller som ikke grundlæggende føles rigtig for mig. Det er der ikke et menneske i verden, der kan få mig til.

Det ligger bare ikke i min personlighed. Jeg tror, at det er en blanding af de ting, der gør, at jeg har en ro og en mavefornemmelse, som jeg virkelig stoler på, og som jeg er meget tro mod. Det betyder ikke, at jeg ikke lytter til andre, eller at jeg ikke har lavet masser af fejltrin selv, hvor jeg har været ked af det og følt, at jeg måske skulle have taget en anden beslutning. Men jeg er meget glad for, at jeg lyttede til mig selv dengang."

Kwamie Liv, der på det tidspunkt var i starten af 20’erne, valgte derefter at tilbringe noget tid i Bangladesh, hvor hun blandt andet arbejdede i en lejr med Rohingya-flygtninge fra Burma, samtidig med hun spillede musik. Hun er overbevist om, at det indblik, hun fik i musikbranchen gennem sin første manager, har været altafgørende for, at hun senere kunne gå sine egne veje og selv udgive sin debut-ep, 'Lost in the Girl', i 2014.

Sammen i musikken

Kwamie Liv føler sig selvfølgelig særligt forbundet til Danmark og Zambia, fordi det er der, hun har sine ægte rødder. Men hun kan føle sig hjemme, så længe hun har sin guitar ved sin side. Men det er samtidig også, fordi hun har mødt de samme mennesker, uanset hvor hun er rejst hen. Hun har nemlig erfaret, at vi mennesker har langt mere tilfælles, end man nogle gange går og tror.

"Det, som jeg har lært af at have boet så mange steder, er, at uanset hvor man er, så har folk virkelig de samme behov. Vitterligt. Og det er vitterligt, uanset hvordan man ser ud, hvilken kultur og religion man har, og hvor gammel man er. Der er virkelig nogle grundbehov, som vi deler, og hvis man giver sig tid, så kan vi genkende os selv i hvert eneste menneske, der er på denne planet," siger hun og uddyber:

"Vi har alle behovet for at blive set, hørt og have lov til at udtrykke os som dem, vi er, you know. Vi har alle brug for at drømme og et behov for kærlighed. Alle søger det. Alle har det i sig. Det deler vi virkelig. Kærlighed er kærlighed, uanset hvor du er. Og sorg er sorg, uanset om det er i Danmark, Sydafrika eller en flygtningelejr i Bangladesh. Og det er noget, som for mig står så klart i musikken. Jeg tror også, at det er derfor, vi bliver ved med at lytte til musik, der handler om følelser – og dem deler vi."

At musikken binder os sammen på tværs af forskelle, så hun for eksempel, når hun tog guitaren frem i flygtningelejren i Bangladesh, hvor hun oplevede, hvordan rummet ændrede sig, ligesom hun mærkede en særlig forenende kraft til mindekoncerten for Kim Larsen på Rådhuspladsen i 2018, hvor hun selv optrådte med 'Pianomand'. 

"Det var et meget smukt eksempel på, hvordan musikken bare er så meget større end os selv, og hvordan et menneskes sange kan samle så mange mennesker på tværs af alder og alle de ting, du ellers kan pege på, hvor vi er forskellige. Men her stod man alligevel sammen side om side i musikken og delte ikke kun sorgen over at have mistet en kæmpe musiker – en gave til dansk musik, men også glæden og minderne, man forbandt med de sange," siger hun.

"I sådan et øjeblik står tiden stille på en måde. Når vi står og lytter til et stykke musik, som vi begge to har et forhold til, selvom vi måske har et forskelligt forhold til den sang, så er musikken centrum, og det er der noget meget, meget smukt i. Det er også grunden til, at jeg valgte musikken.

Det var ikke for selv at være centrum, men mere en drøm om at være med til at være en lille del af noget, der måske kunne skabe nogle oplevelser, hvor folk var samlet, og hvor jeg selv kunne være en del af noget, der, når man er heldig, også føles meget større end en selv."

Og 'X Factor' kan lidt af det samme, når det er allerbedst, mener hun.

"I 'X Factor' er det ægte mennesker, der kommer ind og udtrykker sig selv gennem musikken. Og i dem og deres historier genkender vi en lille del af os selv, og det synes jeg er ret forenende," siger Kwamie Liv.

"Det mest spændende ved det er at få lov til at lege med musik og være med til at udvikle deltagernes drømme. Især fordi det ofte handler om mennesker, der aldrig har stået på en scene før. Det er fantastisk at være med til at give et menneskes drømme vinger på en helt anden måde, end de måske troede, de ville få.

Og jeg tror, at den mere private del af mig selv har kunnet leve med, hvor offentlig og tit sårbar en rolle det egentlig er at sidde der ved dommer-bordet på live-tv, fordi jeg fik lov til at være med til at skabe de her ægte menneskeoplevelser med musikken som omdrejningspunkt."