Camilla troede, hendes bror levede det perfekte liv – men på en familieferie opdagede hun sandheden
Mens jeg havde familie og børn, så levede min bror det glade ungkarleliv. Jeg følte tit, at han så ned på mig og fandt mig kedelig. På en fælles ferie opdagede jeg dog, at Andreas’ liv bestemt ikke var så perfekt, som jeg havde troet. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Camilla opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Min bror og jeg var meget forskellige i vores voksenliv, selvom der kun var to år imellem os. Andreas var nu 36 og jeg var 38. Det havde ikke altid været sådan.
Vi kom fra en tryg familie og som børn havde vi været ret tætte. Da vi hver især flyttede hjemmefra, skete der imidlertid noget. Jeg søgte ind på seminariet, hvor jeg tidligt mødte min mand. Vi blev begge lærere, fik vores nu tre børn og levede et stille og roligt liv.
I modsætning til mig tog Andreas aldrig en uddannelse. Han startede med skiftende jobs i restaurationsbranchen og fik siden et velbetalt sælgerjob. Han kendte gud og hver mand og lagde aldrig skjul på, at han havde et travlt socialliv som single og barnløs.
Da min mand og jeg en dag havde brug for hjælp til at flytte et par tunge møbler, og min mand foreslog, at jeg ringede til Andreas, vidste jeg derfor godt på forhånd, hvad svaret ville blive. Og ganske rigtigt. Andreas havde selvfølgelig ikke tid. En af hans venner havde købt en sportsvogn, som de skulle på tur i den søndag. Selvom hans svar var forudsigeligt, ærgrede det mig. Især fordi jeg ofte følte, at der lå en underliggende kritik af mig og mit liv i måden han afslog mig på. Det gjorde mig ked af det.
Jeg havde håbet at Andreas ville blive en del af min familie og også få et tæt forhold til mine børn, men han afslog gerne alle invitationer. Så holdt en af hans venner bryllup på et slot, eller anden havde inviteret ham ud og sejle på Øresund i sin store sejlbåd. De ting, Andreas skulle, var altid spektakulære, og jeg følte, at han dermed parkerede mit liv i kategorien ’kedeligt og forudsigeligt’. Det var ikke en følelse, jeg trak ud af det blå.
Andreas slog ofte på, hvor fantastisk hans liv var – han havde frihed, gode kontakter, og ingen at stå til regnskab for. Han levede livet, mens jeg var den kedelige søster, der sad fast i madpakker og hverdagstrummerum.
Nogle uger efter Andreas havde afslået at hjælpe os med møblerne, mødtes vi hos vores forældre til en familiemiddag, som Andreas overraskende havde tid til at deltage i. Vores forældre havde en overraskelse. De ville invitere hele familien en uge sydpå for at fejre deres 40-års bryllupsdag.
Vores forældre var blevet gift om efteråret, så det var ikke decideret varmt, da vi nogle måneder senere landede i Spanien. Ugen viste sig også at byde på en del regn, men huset var hyggeligt og den lille swimmingpool var opvarmet, så børnene var glade. Kun Andreas hang med næbet. Han virkede rastløs og irritabel, og han langede især verbalt ud efter mig flere gange, når jeg prøvede at involvere ham i forskellige aktiviteter. I stedet sad han fordybet i sin telefon, hvor der åbenbart skete langt mere spændende ting.
På vej ind i stuen en aften kom jeg bagom om ham og så, at telefonskærmen, han sad og stirrede så intenst på, var slukket. Jeg fik et sug i maven. Med et så jeg min bror som isoleret og trist, ja, måske endda ensom?
Jeg kendte Andreas godt nok til at vide, at jeg ikke skulle afsløre, hvad jeg havde set, men jeg fik en følelse af ømhed for ham, der ikke gik væk. Den gjorde, at jeg så tilbage på forskellighederne i vores voksenliv med et nyt blik. Hvor jeg havde følt mig afvist af Andreas, tolkede jeg nu hans behov for at hævde sig som en sårbarhed; en angst for at afsløre, at hans liv måske ikke var så perfekt, som han fik det til at se ud. Måske var der slet ikke så mange fancy mennesker, der hev fat i ham hele tiden? Og måske var hans afvisninger af mig en forsvarsmekanisme for ikke at se sig selv som en fiasko?
Jeg kunne ikke spørge Andreas, om han var ensom. Så ville han gå i baglås, men jeg så nu på ham med mildere øjne. I stedet for at insistere på, at han skulle være den aktive legeonkel, spurgte jeg, om han ikke ville med ud og gå en tur. Det ville han gerne, og vi fik faktisk snakket hyggeligt sammen. Senere inviterede min mand ham med ud at drikke øl, og de havde også en sjov aften. Jeg begyndte ad omveje at forstå, at Andreas følte, at han stak ud i den store familiesammenhæng. Han følte, at han kom til kort i alt familiehurlumhejet.
Annonse
Hjemme igen fortsatte jeg med at foreslå Andreas, at vi lavede ting på tomandshånd. Ofte var det ting, hvor han var på hjemmebane. Vi gik ud og spiste på nogle af de restauranter, hvor han havde arbejdet, og hvor han stadig kendte alle. Andreas spillede stadig stor i slaget fra tid til anden, men lige så langsomt fik vi genopbygget en relation, hvor han sjældnere havde brug for at stive sig af.
Det var et tilfælde, at jeg fik et blik ind bag min brors facade, og det var et tilfælde, at jeg fandt den samværsform, der igen kunne give os et godt forhold til hinanden, men i dag har vi et meget anderledes forhold end før. Andreas kan sagtens finde på at bruge en hel søndag sammen med min familie, og han slapper af sammen med os.
Vi har fundet en naturlig måde at rumme vores forskelligheder på. Hvor jeg tidligere følte, at min bror var en fremmed, kender jeg ham nu igen og det takket være en familieferie og et tilfældigt kig over hans skulder.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
