Camilla slog hånden af sin narcissistiske mor: ”Mange har været forargede over det”
Hvor min mor var, der var der altid skænderier og konflikter. Derfor var jeg lykkelig, da jeg endelig fik min egen familie og troede, at jeg kunne gøre min drøm om en rolig og harmonisk tilværelse til virkelighed. Den drøm holdt dog ikke længe. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Camilla opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Igennem min barndom var min storebror, Tim, og jeg tvangsindlagte vidner til vores forældres voldsomme konflikter og skænderier.
Selv når vi søgte tilflugt nede på legepladsen, kunne vi høre dem råbe og kaste med ting efter hinanden oppe i lejligheden.
Der blev først stille, når vores far smækkede hoveddøren efter sig for at gå på værtshus. Hans alkoholmisbrug var heller ingen hemmelighed for nogen i kvarteret, for min mor talte vidt og bredt til alle om, hvor forfærdeligt det var for hende at være gift med ham.
Da jeg var ni år, smækkede min far for sidste gang døren efter sig. Han havde fået ”husly” hos en anden kvinde fra værtshusmiljøet. I samme ombæring sendte min mor min blot 12-årige bror hen for at bo hos vores far. For Tim, der med årene var begyndt at sige min mor mere og mere imod, var i hendes øjne blevet så adfærdsvanskelig, at hun ikke magtede at tage ansvaret for ham.
Vores far magtede så hverken ansvaret for Tim eller for at opretholde kontakten med mig for den sags skyld. Når Tim så kom hjem på weekend hver anden uge hos os, bestilte han og min mor ikke andet end at skændes. I stedet for at indse, hvor svært Tim havde det, så kvitterede min mor til sidst med at smide ham ud og bede ham om at holde sig helt væk.
Kort tid efter indledte Tim en småkriminel løbebane, og da de sociale myndigheder senere overtog ansvaret for ham, anbragte de ham først på ungdomsinstitution og siden i familiepleje, alt imens jeg blev boende hjemme hos min mor, indtil jeg selv blev myndig.
Da Tim var først i 20’erne, rakte han hånden ud til min mor for at slutte fred. Han forlangte dog, at hun først skulle undskyldte sit svigt. Det nægtede min mor, for i hendes øjne havde hun intet gjort galt, og igen endte de i et langt og uforløst skænderi, der kulminerede med at Tim gik for ikke at kontakte min mor igen.
Selv drømte jeg kun om at få lov til at leve mit liv i fred og ro – helst på lang afstand af min turbulente familie. Det fik jeg dog ikke lov til, selvom jeg giftede mig med Henrik, og vi stiftede vores egen lille familie. For min mor fyldte fortsat, og hun blev en tilbagevendende konflikt i vores ægteskab.
Mens hun mente, at Henrik kun var ude på at holde hende væk fra mig, mente han, at hun manipulerede mig til at have ondt af hende, for at jeg så skulle tage mig af hende. Når jeg forsvarede min mor med, at hun jo ikke havde anden familie end os, var det ifølge Henrik udelukkende min mors egen skyld, fordi hun konstant skabte splid omkring sig.
Med tiden fik jeg da også svært ved at forsvare min mor som det uskyldige offer, hun konstant fremstillede sig selv som. Ikke mindst da jeg selv blev mor til mine to børn. Her forekom det mig efterhånden uforståeligt, at min mor havde haft så travlt med at trække offerkortet i sit ægteskab med vores far i stedet for at tage sig af os børn.
Men jeg forsøgte at tale med hende om, hvordan min fars alkoholmisbrug og deres højdramatiske konflikter havde påvirket min brors og min barndom, vendte hun igen fokus hen på sig selv. Hun græd som pisket og beskyldte ikke kun vores far, men også Tim for at have vendt sig imod hende.
Annonse
Oveni det, så krævede min mor, at hun også skulle være en del af min familie. Hun tog det for givet, at vi talte i telefon hver dag, hun forventede at blive inviteret til middag og efterlyste konstant besøg. Når jeg forsøgte at bakke min mand op i, at vi gerne ville rejse alene på ferie med vores børn, så endte det hver gang med, at min mor græd og anklagede mig for at ønske hende død og borte.
Inderst inde var jeg da også begyndt at få den forbudte tanke, at jeg først ville få fred til at leve mit eget liv, den dag min mor ikke længere var her til at skabe ufred i det. Det fyldte mig dog også med den mest rædselsfulde skyldfølelse at tænke sådan. Hun var jo min mor, og jeg elskede hende – selvom hun blev ved med at stille sig tvivlsom over for den kendsgerning. Ikke mindst, da hun gik på pension. Her kimede hun mig dagligt ned og beklagede sig over, hvor ensom hun var og beskyldte mig for at være fuldstændig ligeglad med hende.
En fredag aften, hvor vores nu store børn ikke var hjemme, sad Henrik og jeg og hyggede os med en flaske vin i sofaen derhjemme. Det var nok mig, der drak det meste af flasken, for på grund af min mors konstante opringninger, så hang hendes bebrejdende skygge tungere over mig, end den plejede. Jeg kæmpede med spændingshovedpine og var også begyndt at tage en sovepille, før jeg gik i seng, fordi jeg fik tankemylder det øjeblik, jeg lagde mit hoved på puden.
Selvom jeg havde fortalt min mor, at Henrik og jeg havde planlagt en hyggeaften kun for os to, fordi børnene var hos deres andre bedsteforældre, så ringede hun alligevel på min mobil ved en 22-tiden. Blot synet af hendes navn på telefonens display, fik min krop til at gå i alarmberedskab.
Henrik bad mig da også om at lade være med at svare hende, det havde jeg det svært med, men alligevel fik han mig overtalt. Der gik kun et øjeblik fra, at telefonen ringede ud, før min mor igen ringede op, og sådan fortsatte det, indtil jeg fik nok og svarede hende.
Da jeg fik min mor i røret, fik jeg som det første en svada om, hvorfor jeg ikke havde svaret hende – herefter fulgte en lang grådkvalt anklage om, at jeg ”bare ønskede hende død”. Efter at have forsikret hende om, at det ikke passede og dernæst modstræbende indvilligede i, at hun kunne komme på besøg dagen efter, afsluttede jeg samtalen.
I det Henrik så hovedrystende på mig, vidste jeg, at vi nu igen ville bruge resten af aftenen på at skændes om min mor. Jeg skulle lige til at åbne munden og gå i forsvar, da jeg i det samme blev ramt af en voldsom trykken for brystet. Det sortnede for mine øjne, alt imens mit hjerte galopperede, som var det ved at sprænge ud af brystet på mig.
Jeg hev efter vejret, mens Henrik panikslagent ringede 112. Jeg blev kørt med udrykning til hospitalet, hvor det dog viste sig, at jeg blot var blevet ramt af et voldsomt angstanfald.
Lørdag formiddag, mens jeg lå i min seng derhjemme for nedrullede gardiner, overhørte jeg så Henrik, der ringede til min mor og aflyste hendes besøg. Selvom han fortalte, hvad der var sket, og også gentog lægens påbud om, at jeg havde brug for absolut ro, så dukkede min mor alligevel op foran vores hoveddør en times tid senere.
Da Henrik med anstrengt tålmodighed bad hende om at gå igen, hørte jeg hende overfuse ham. Jeg rejste mig instinktivt fra sengen for at gå ud og berolige min mor, men i det samme blev jeg igen overmandet af hjertebanken og en voldsom angst. Først dér gik sammenhængen op for mig.
Kort tid efter startede jeg hos en psykolog. Her nåede jeg frem til, at min angst hang tæt sammen med min manglende evne til at sætte grænser for min mor. I takt med, at jeg lærte det, reagerede hun kun endnu mere voldsomt og beskyldte mig rasende for at svigte hende på samme måde, som min bror havde gjort det. Til sidst måtte jeg kaste håndklædet i ringen og helt afbryde kontakten til hende.
Heller ikke det respekterede hun. I stedet kimede hun mig nu ned. Her vekslede hun mellem at anklage Henrik for at manipulere mig, eller hun græd af selvmedlidenhed over, at jeg havde skubbet hende ud i ensomheden. Hendes opringninger var så belastende, at jeg til sidst slettede hendes telefonnummer fra min telefon.
I dag er det seks år siden, jeg sidst havde kontakt til min mor. I hendes verden er hun fortsat det forurettede offer for sine voksne børns ondskabsfuldheder, hvilket hun fortæller vidt og bredt til alle, der vil høre på hende. Deriblandt mine nu store børn, som har bevaret kontakten til deres mormor. Ifølge dem, så taler hun i dag lige så uforsonligt om mig, som hun altid har gjort om deres afdøde morfar, deres onkel og deres egen far.
Når de bærer over med min mor, er det for min skyld. For mine børn ved, at jeg ikke helt kan slippe mine bekymringer for min umulige mor, så de vælger at vende det døve ører til, når hun taler ondt om mig. Selv holder jeg mig fortsat på afstand af min mor, og jeg lider også fortsat under, at den kærlighed, jeg altid har forsøgt at møde hende med, aldrig blev gengældt.
Annonse
En trøst er det, at jeg i mellemtiden har genoptaget kontakten med min storebror. Først nu er Tim og jeg begyndt at lære hinanden og vores respektive familier at kende. I dag forstår jeg så meget bedre, hvorfor Tim følte sig dybt svigtet, dengang min mor sendte ham i armene på vores fordrukne far, blot fordi hun ikke selv magtede eller gad at tage ansvaret på sig. Dermed ikke sagt, at Tim og jeg har rottet os sammen mod vores mor. Ingen af os har nogensinde ønsket andet end at leve i harmoni med hende, hvilket hun sørgeligt nok aldrig kommer til at forstå.
Mange har været forarget over, at jeg er endte med at slå hånden af min mor. Til dem kan jeg kun sige, at det har været et nødvendigt valg for mig. For jeg har også brug for at have et godt og harmonisk liv. Det har jeg da heldigvis også i dag, men det havde jeg aldrig fået, hvis min mor fortsat var en del af det.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
