Først da Leas mand blev syg, gik det op for hende, at hun havde spildt sin tid

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lea opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

John drog et dybt suk og stak til maden på sin tallerken. 

Det var tydeligt, at jeg skulle forstå, at han ikke havde det godt. 

Jeg føler mig misbrugt af vores nærige venner

Min mand og jeg åbner altid hjemmet op for vores venner, når de skal besøge familie nær os. De bor ofte med os i flere dage, men de bidrager ikke med noget praktisk eller økonomisk. Jeg føler mig misbrugt, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Det irriterede mig, at han udtrykte det på den måde i stedet for bare at sige det.

Det var på den anden side ikke usædvanligt, at Johns opførsel irriterede mig. Hans snorken om natten irriterede mig, hans dårlige tidsplanlægning, der gjorde, at vi altid kom for sent, irriterede mig, og ja, hans manglende evne til at sige tingene ligeud. 

Det var kort sagt alle de små ting i hverdagen, der gik mig på nerverne.

John og jeg havde været sammen i over 25 år. Vi havde delt et rigt liv, men vi havde også været igennem en hel del år, hvor kombinationen af tre børn, to jobs og aldrende forældre havde givet travlhed, og travlheden havde betydet mindre nærvær og intimitet.

Jeg tænkte ofte, at John og jeg var gledet fra hinanden, men at ingen af os ville indrømme det. Vi havde jo også børnene at tænke på. 

Den ældste var flyttet hjemmefra, men de to yngste boede stadig hjemme, og jeg ønskede ikke at bryde deres barndomshjem op, selvom jeg ofte fantaserede om at bo alene.

I stedet havde jeg skabt mig et aktivt liv omgivet af mine veninder. Jeg gik til keramik og fitness, på museum og ud og spise med veninderne, og jeg var på en måde tilfreds med, at John og jeg sjældent delte fælles oplevelser, selvom jeg godt vidste, at det ikke var optimalt. 

Der skulle efterhånden ingenting til, før han gik mig på nerverne.

Min irritation blev ikke mindre over den næste tid. John skrantede, hvilket han selvfølgelig ikke kunne gøre for, men jeg følte samtidig, at han gjorde et rigeligt stort nummer ud af, at han ikke var på toppen. 

Det var et mønster, jeg kendte alt for godt fra vores lange samliv. John havde altid kunnet få en mindre snue til fylde hele vores hverdag. Selv en almindelig influenza krævede den største medlidenhed og pleje, når han blev ramt.

Denne gang viste der sig dog at være alvor bag Johns symptomer. Et besøg hos lægen sendte ham direkte til en scanning på sygehuset og efter flere prøver blev det klart, at John havde en kræfttumor i maven. 

Trine Dyrholm fik den bedste gave af sin søn, da hun blev 50: ”Han vidste, at det ville gøre mig allermest glad”

For Trine Dyrholm er der ingen tvivl om, at den bedste gave på hendes 50-års fødselsdag var den fra hendes søn. Den var endda så god, at hun nu har ønsket sig den samme gave fra ham igen. Det fortæller hun i denne uges ALT for damerne.

Vi blev alle slået ud af diagnosen. Jeg var bekymret og bange, børnene var ulykkelige. 

John og jeg reagerede meget forskelligt. John blev indesluttet og irritabel, og det var meget svært for mig at finde min plads i vores nye livssituation. 

De sidste mange års nedsmeltning af det, der engang havde været vores forelskelse og kærlighed, efterlod mig også med en stor tvivl. Jeg ville gerne være der for John, men jeg var samtidig usikker på, om vores ægteskab kunne holde til et så voldsomt sygdomsforløb.

Jeg holdt selvfølgelig min tvivl for mig selv, for jeg var godt klar over, at jeg nemt kunne komme til at fremstå som et dårligt menneske, der ikke var der for min mand i nødens stund.

Mit dilemma var, at vi slet ikke var tætte længere, og John gjorde ikke situationen nemmere ved konstant at vrisse og klage og på den måde skubbe mig længere væk. 

Uanset hvad jeg gjorde, var det forkert. 

Inde i mig selv var jeg ved at gå ud af mit gode skind af irritation over, hvordan John tacklede sin sygdom. Han søgte ingen viden om sine symptomer, og han havde ikke overblik over, hvilke undersøgelser og konsultationer, han skulle til. 

Samtidig stod jeg alene med at tage mig af vores børns reaktioner.

John var heldig, at hans tumor blev opdaget tids nok til at kunne blive bortopereret, men vi blev forberedt på, at operationen nok ville blive fulgt op med et kemo- og stråleforløb. 

I takt med, at datoen for Johns operation nærmede sig, var vores ægteskab tæt på at nedsmelte. Jeg følte, at vi burde fokusere på det positive, nemlig at John havde rigtig gode udsigter for helbredelse, men Johns fokus lå et helt andet sted, nemlig på alt det, der kunne gå galt. 

Han skældte mig ud for ikke at forstå hans situation, og mere end én gang endte vi i bitre og vrissene skænderier, som jeg hver gang fortrød efterfølgende.

Jeg var overbevist om, at det ikke hjalp på Johns helbred, at vi lå i konstant konflikt, men vores fjendtlighed overfor hinanden lå konstant og simrede lige under overfladen. 

Vi hang begge i laser, det gjorde vores ægteskab også, og jeg overvejede seriøst, om det ikke ville være bedre for os begge, hvis vi gik hvert til sit.

Aftenen inden operationen så jeg John sidde helt sammenfalden i vores soveværelse. Jeg vidste, at jeg ikke kunne nærme mig ham, uden han ville blive sur, men jeg forstod også, at han var bange. Det rørte mig at se ham sådan, men jeg måtte erkende, at vi var endt i en følelsesmæssig hårdknude, jeg ikke vidste, hvordan vi skulle komme ud af.

Heidis datter stillede afgørende spørgsmål: Nu viser 49 nøgne kvinder sig i ny bog

Fotograf Heidi Maxmiling har fotograferet 49 nøgne kvinder til bogen ’Ærlige kvindekroppe’. Det er nemlig vigtigt, at vi bliver mindet om, hvor forskellig en kvindekrop kan se ud – og at komme det polerede kvindekropsideal til livs. Alt.dk har talt med fotografen.

Jeg fulgte John til operationen næste dag. Da han blev kørt til opvågning, sad jeg ved siden af ham. 

Han var stadig i narkose, og han så mindre og blegere ud end han plejede. 

Han lå helt stille, og nu var det min tur til at blive bange. Mens jeg sad der og ventede på, at han skulle vågne, blev jeg grebet af angst for at miste ham. I den uvante stilhed imellem os, var der pludselig plads til mine følelser. 

Jeg mærkede, hvor meget jeg savnede ham. Jeg savnede vores ægteskab, som det havde været engang, og jeg var bange for, at alt skulle slutte, inden vi fik en chance for at redde stumperne.

Der i stilheden på opvågningsafdelingen besluttede mig for at give vores ægteskab en seriøs chance til. Jeg lovede mig selv at være mere nærværende og rummelig, selvom jeg frygtede, at det ville blive svært. 

Jeg havde aldrig været den tålmodige type, og jeg havde et krævende arbejdsliv, men jeg mærkede en nødvendighed inde i mig selv i forhold til at geare ned og flytte mit fokus.

Noget ændrede sig tydeligvis i mig den dag, og det skulle vise sig at blive afgørende. På en mærkelig vis var jeg i stand til at møde John med en ny tålmodighed efter operationen, og i hans efterfølgende stråleforløb oplevede jeg noget, jeg ikke havde gjort længe. 

Jeg oplevede, at vi stod sammen. Den følelse hjalp mig med at kontrollere min irritation, når den stadig en gang imellem poppede op. Jeg satte mig for at holde styr på Johns lægetider og hospitalsbesøg, og jeg mærkede allerede med det samme, at han satte pris på mit engagement. 

Det gjorde det muligt for ham at slappe mere af, når han vidste, at der var styr på det praktiske.

Jeg skruede også ned for mine fritidsinteresser, så vi havde mere tid sammen, og de to ting tilsammen gjorde, at John faldt mærkbart mere til ro. Der var nogle hårde perioder i efterbehandlingsforløbet, og der var dage, hvor jeg næsten ikke følte, at jeg kunne fortsætte, men selvom John havde det dårligt og var træt, beklagede han sig langt mindre end tidligere.

Det kom faktisk bag på mig, hvor hurtigt vores forhold forbedredes. 

En dag sagde vores datter til mig, at John og jeg virkede gladere, end vi havde gjort det længe. Hendes betragtning slog mig. Jeg havde haft skabt et billede af mig selv, hvor jeg fandt glæde i mine interesser og venskaber og ikke var afhængig af mit ægteskab. 

Både kreativitet, sport og venner betød stadig meget for mig, men jeg havde ikke haft øje for, hvor stor en utilfredshed, jeg havde i mit liv, fordi vores ægteskab ikke fungerede.

Jane var konstant træt og udmattet. En tilfældighed gjorde, at hun opdagede, hvad der var galt

I lang tid troede både Jane og hendes læge, at hun var udbrændt, men grunden til, at hendes krop lukkede ned, viste sig at være noget helt andet.

John og jeg havde mange lange køreture i bilen på vej til og fra behandlinger, og der var tit ventetid på hospitalet. Vi fandt ud af, at vi især talte godt sammen i bilen, og på vores køreture i al slags vejr, fik vi efterhånden vendt stort og småt. 

Jeg oplevede, at det var sjovt at tale med John igen. Selvom vores ture havde et alvorligt ærinde, lo vi mere sammen, end vi havde gjort det længe. 

Vi brugte de mange ventetider på at løse krydsogtværs sammen, i stedet for at sidde med hver vores telefon. Vi slappede igen af sammen, og jeg mærkede, at det blev nemmere for John at åbne op for de tanker, han gik med. 

Når han talte om, hvordan han havde det nu, var det ikke længere i en beklagende tone, der skulle fange min opmærksomhed og give mig følelsen af ikke at gøre nok. 

Vi havde fundet en fortrolighed sammen og var dermed kommet videre.

Til alt held forløb Johns behandlingsforløb lige efter bogen. Den dag, han blev erklæret rask, besluttede vi, at vi ville fejre den gode nyhed ved at holde en stor fest for familie og venner den kommende sommer.

Da vores have næste sommer var fyldt med alle de mennesker, vi holdt af, rejste John sig og slog på glasset. Han takkede alle for at have været der i den svære tid, men så slog han om og holdt en dyb tale om, hvor taknemmelig, han følte sig for, at jeg var i hans liv. 

Mine læber bævede, og jeg fik tårer i øjnene. For før Johns sygdom kunne han aldrig have holdt den tale. Det gik op for mig, hvor langt vi var kommet fra dengang, hvor vi levede parallelle liv og kun til nød tålte hinanden. 

Louise var tæt på at miste sine døtre - men en dag indså hun en vigtig lektie

I mange år var jeg styret af vrede og styrede også mine omgivelser med den. Ikke mindst mine to døtre var underlagt mit humør, og jeg synes ikke, de forstod, hvor heldige de var. Det var dog takket være dem, at jeg langt om længe indså, at jeg blev nødt til at lægge min stil radikalt om. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Vi havde begge udviklet os som mennesker. 

John var blevet langt bedre til at sætte ord på sine følelser, og jeg havde fået øjnene op for mine prioriteter og lært at sætte pris på ham og os.

Jeg vil ikke ønske for nogen, at de får en diagnose som Johns, men midt i ulykken, uvisheden og sygdommen fik vi en ny chance for at genskabe vores ægteskab. 

Undervejs i forløbet var jeg mange gange bange for at miste John, og jeg var lige så mange gange ved at opgive at holde fast i den rummelige attitude, men uden hans sygdom havde vi helt sikkert mistet hinanden. 

I dag er vores familie stærkere end den har været det i mange år, og det samme er vores kærlighed for hinanden.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.