Louise var tæt på at miste sine døtre - men en dag indså hun en vigtig lektie
I mange år var jeg styret af vrede og styrede også mine omgivelser med den. Ikke mindst mine to døtre var underlagt mit humør, og jeg synes ikke, de forstod, hvor heldige de var. Det var dog takket være dem, at jeg langt om længe indså, at jeg blev nødt til at lægge min stil radikalt om. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Louise opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg havde fået nyt job, så min mand, Peter, og jeg var i færd med at pakke vores hus ned og flytte fra det midtjyske til København.
Peter arbejdede i forvejen hjemmefra, og vores to døtre, Sara og Sofia, var rykket til København nogle år forinden, så på den måde passede flytningen også fint ind.
Jeg var stolt af mit nye job og glædede mig til det nye liv i storbyen. Jeg glædede mig selvfølgelig også til, at vi skulle være tættere på vores piger. Jeg tænkte, at de ville blive lykkelige over, at vi flyttede over til dem.
Da jeg ringede til min yngste datter, Sara, for at spørge, om hun ville overtage nogle tallerkner, vi ikke vidste, om vi ville have med, var det dog ikke entusiasmen, der vældede ud af hende. Da jeg spurgte hende direkte, om hun ikke glædede sig til, at vi flyttede, svarede hun undvigende. Jeg kunne mærke en voldsom irritation vokse indeni mig, og den ville ikke give slip, selvom vi afsluttede samtalen. Det var ikke første gang pigerne havde mødt vores flytteplaner med en kølig attitude.
Da jeg ikke kunne have min irritation i kroppen længere, greb jeg min telefon igen og skrev en sms til Sara. Jeg skrev det, som det var, at både hun og Sofia var selvoptagede og forkælede, hvis de ikke kunne se, hvor meget deres far og jeg gjorde for dem ved at flytte til København.
Jeg sydede, mens jeg tænkte på, hvor svær en opvækst, jeg selv havde haft i sammenligning med deres. Jeg var ud af en børneflok på seks, og der havde aldrig været penge til noget. Hårde ord og lussinger havde der til gengæld været masser af. Alt, hvad jeg havde, havde jeg arbejdet mig til. Jeg havde aldrig fået noget med hjemmefra, mens vores døtre havde levet et trygt og beskyttet liv, hvor der aldrig havde manglet noget.
Peter og jeg havde hjulpet dem med indskud til deres lejligheder, og vi gav i det hele taget ofte en hjælpende hånd med økonomisk.
Saras svar gjorde desværre ikke min vrede mindre: Jeg tror helt ærligt ikke, at det handler om os, skrev hun. Jeg ringede hende op, og vi havde et stort skænderi, hvor hun kaldte mig både selvoptaget og umulig. Jeg smadrede et glas i køkkenet i vrede, da vi havde lagt på, men da jeg ville rase af overfor Peter, trak han sig tilbage og sagde, at han ikke gad blive involveret. Det gjorde mig ikke mindre vred.
Jeg sendte flere sms-er til Sara, hvor jeg mindede hende om, hvor meget jeg havde givet hende og Sofia. Hun tog ganske enkelt fejl, hvis hun mente, at jeg var selvoptaget. Hun svarede ikke på nogen af dem, og jeg tænkte, at hun jo så selv var ude om det, hvis vi var uvenner.
Gennem hele min opvækst havde jeg overlevet ved at bygge et panser op om mig selv. Når jeg blev drillet i skolen med mit genbrugstøj, når min far slog eller skældte ud, og da jeg senere brød med min sociale arv og med næb og klør fik tilkæmpet mig en uddannelse og en karriere, havde jeg beskyttet mig selv bag en hård facade. Hvis nogen stod i vejen for mig, havde jeg tidligt lært at uddele verbale tæv.
Jeg mente selv, at det var min evne til aldrig at pibe og til altid at kæmpe, der havde givet mig den karriere, jeg havde fået. Det var kvaliteter, jeg havde brugt til at ændre min livsbane, og det havde været afgørende for, at vi havde det liv, vi havde i dag – også pigerne.
Da jeg weekenden efter tog til København for at se til den lejlighed, Peter og jeg var i gang med at købe, var jeg stadig vred. Sara havde ikke tid til at se mig, skrev hun, men jeg mødtes med Sofia. Min ældste datter havde altid været den mest loyale af de to, men hun overraskede mig den dag. For lige inden vi skiltes, fortalte hun mig, at hun og Sara havde valgt at tale med en psykolog hos studenterrådgivningen, fordi de syntes, at det var svært, at jeg flyttede så tæt på igen.
Da jeg gjorde opmærksom på, at det både var mig og deres far, der flyttede, præciserede hun, at det kun var mig, de var nervøse for at have i deres daglige liv igen. Jeg blev chokeret og også meget vred. Jeg ville gerne vide hvorfor, og Sofia svarede, at det var fordi, jeg havde så hård en tone og blev vred. Jeg skulle lige til at slå i bordet, men tog mig i det, da jeg så, at Sofia sad med tårer i øjnene. I stedet forlod jeg caféen og gik hurtigt ud. Vreden piskede igennem mig, da jeg stormede ned ad gaden.
Mine døtre havde fået alt det, jeg aldrig havde haft, men det var klart, at jeg samtidig forventede af dem, at de ikke blev bløddyr af den grund. Jeg forventede, at de var stærke og modstandsdygtige. Hvad skulle den psykolog nu til for? Jeg overvejede kort at ringe til Peter, men han tog ofte pigernes parti i konflikter. Jeg syntes som regel, at han var alt for blød og eftergivende, og det pustede til min vrede at tænke på det nu.
Jeg gik så længe, at jeg på et tidspunkt fik gået mig selv træt. Vreden begyndte at forlade mig, og da jeg så Sofias tårer i øjnene for mig, følte jeg mig overmandet af en tristhed, jeg ikke kendte. Jeg gik ind på en bar og bestilte et glas vin, for jeg ville ikke lade mig overmande af tristheden. Vinen hjalp ikke, og på vej tilbage mod det hotel, jeg havde booket, mærkede jeg, hvor ked af det jeg var, når vreden gav slip – noget den sjældent gjorde.
Jeg var ked af ikke at have et tættere forhold til mine piger. Det havde jeg altid forestillet mig, at jeg ville få. Jeg havde altid tænkt, at de ville bliv taknemmelige over at have fået alt, og at de samtidig ville være stærke som mig. Men der var noget ved Sofia, der havde slået hul på min skal, og selvom jeg ikke brød mig om det, så kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at lytte til hende.
Der gik nogen tid, inden jeg handlede på den tristhed, jeg følte den dag. Men da Peter og jeg var kommet på plads i vores nye lejlighed, og dagligdagen fandt sin nye gænge, tog jeg uden at involvere andre i familien kontakt til en terapeut, der arbejdede specifikt med vrede. Jeg vil ikke sige, at jeg var motiveret, da jeg startede i terapien. Min indstilling var mere, at jeg regnede med at modbevise dem i familien, der mente, at jeg havde et problem.
I stedet blev jeg overrumplet af, hvor godt terapeuten forstod mig, og hvor stille og rolig vores samtale var. Jeg startede i et forløb, og det har været en ordentlig omgang for mig. Jeg har grædt, og jeg har været tyndhudet, men jeg er også modstræbende kommet frem til den erkendelse, at mine piger havde ret: Jeg havde et problem med vrede.
Det har været svært for mig at give slip på vreden. Jeg har været bange for ikke længere at blive taget alvorligt på min arbejdsplads, hvis jeg gik på job uden mit stålpanser. Jeg har helt sikkert også været bange for at miste kontrollen over mine omgivelser, hvis jeg gav slip på at styre dem med vreden. Det gælder også mine nærmeste, må jeg indrømme. Jeg har skullet hive mange skeletter ud af skabene for at komme til der, hvor jeg er i dag, men det har været den bedste og vigtigste proces i mit liv. Det har ikke mindst været svært for mig at indrømme, at Peter og mine døtre havde ret, men det havde de.
Til gengæld er jeg i dag stolt over, at jeg i sidste ende lyttede til Sofia og handlede. Jeg har fået et langt bedre liv af at have givet slip på vreden. På det rent fysiske plan har jeg fået ro i kroppen og min søvn er blevet bedre.
Jeg har kæmpet med, at jeg ikke kan ændre på fortiden. Jeg kan ikke lave om på, at jeg har været en vred og utålmodig mor, eller at jeg i mange år ikke havde et nært og fortroligt forhold til mine piger, fordi jeg overbeviste mig selv om, at jeg ikke ville være en ”sødsuppemor”.
Mine piger har til gengæld udtrykt næsegrus respekt over, at jeg er gået i terapi. Og tænk engang, nu hvor vi ikke skændes, kan jeg se, hvor glade og taknemmelige de er for alt det, vi har givet dem. De er to virkelig gode, samvittighedsfulde, målrettede – og følsomme – piger. De er lige, som de skal være, og som jeg ville ønske, at jeg havde været i deres alder.
Vores forhold er blevet et helt andet, og selvom der er sår, der skal heles, har vi skiftet skænderierne og kampene ud med samtaler, humor og nærhed.
Peter er nok den, der er blevet mest overrasket over, at jeg valgte at gøre noget ved mine problemer. Som han sagde, vidste han jo godt, hvad han gik ind til, da vi blev gift, men han har samtidig altid haft en stor forståelse for min baggrund og en beundring for mit professionelle drive.
Det har ændret vores ægteskab fundamentalt, at jeg har fået hjælp med min vrede. Selvom vi stadig ikke altid er enige, er vi ikke længere konstant i konflikt om pigerne. Jeg har også fundet en sårbar side af mig selv, som det kun er Peter, der får at se.
Det har styrket os som par, at han kan være den, der nogle gange skal tage sig af mig, og jeg har fået en ny respekt for ham som far og mand. Det er alt sammen sket sent – men hellere sent end aldrig.