En læser fortæller: Jeg støttede min mor i hendes misbrug

Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.

Min lillesøster, Lene, og jeg voksede op i 1970’erne i et hjem, hvor vores forældre i hvert fald i mine øjne havde gjort deres for at give os en god og tryg barndom. Lene havde derimod ikke meget godt at sige om vores barndom. Hun mente, at vores forældre aldrig havde taget ordentligt ansvar for os, og at de til stadighed hellere ville feje alle problemer ind under gulvtæppet fremfor at se sig selv og især deres overforbrug af alkohol i øjnene.

Læs også

En læser fortæller: "Min affære reddede mit triste ægteskab"

Lenes påstande og forurettelse provokerede mig voldsomt, må jeg indrømme. Nej, vores forældre havde måske ikke været perfekte, men alkoholikere var de i hvert fald ikke. De knoklede bare for at få deres selvstændige virksomhed til at løbe rundt, og hvad var der så galt i, at de slog sig selv lidt løs ved at drikke et par gode glas rødvin, når de endelig kunne slappe af derhjemme? Vi fik jo mad på bordet, så det var jo ikke fordi, de havde ladet os gå for lud og koldt vand.

Alt imens jeg fokuserede på det positive i vores barndom, fokuserede Lene derimod på alt det, hun mente, vores forældre ikke havde givet os – såsom tryghed og nærvær. Da vi blev voksne, og vores forældre samlede os hjemme hos dem, påtalte hun også her deres alkoholindtag som et reelt alkoholmisbrug. Jeg forsvarede derimod vores forældre med, at de var voksne mennesker og derfor selv måtte bestemme, hvor meget eller lidt, de ville drikke.

I protest mod min søsters selvretfærdige indstilling til mine forældres livsstil, holdt jeg mig heller ikke selv tilbage med at skænke op i mit eget glas for selskabelighedens skyld, når vi var hos dem. Alt imens jeg skålede med mine forældre, rørte Lene af princip ikke en dråbe alkohol. Hun sad i stedet med korslagte arme, og så snart vi andre blev berusede, rejste hun sig og gik.

Da Lene og jeg stiftede vores egne familier, nedlagde hun forbud mod alkohol, når mine forældre var i nærheden af hendes børn. Hun kunne selvfølgelig ikke forhindre dem i at slå sig løs til større familiefester. Og ja, indrømmet, det kunne da også godt være, at de her fik, så hatten passede, og at de bagefter måtte støtte hinanden ud i en taxa. Men hvad pokker. De havde jo haft en fest, og det tog mine børn da ingen skade af at være vidne til. Den holdning delte min søster så ikke.

"Hvor sjovt var det egentligt, da vi var børn og så mor og far være lige så plakatfulde?" sagde hun med en stram mine.

"Bliv nu voksen, Lene," svarede jeg som regel.

"Du mener voksen ligesom dig, hvor man bare lukker øjnene for, at vi voksede op i et hjem gennemsyret af et alkoholmisbrug? Et misbrug, der er fortsat, alt imens du hjælper dem med at feje alle deres problemer ind under gulvtæppet?"

Alt imens Lene og jeg blev ved at være uenige om vores forældres forhold til alkohol, fik vores far, der kun var midt i 60’erne, konstateret en uhelbredelige leverkræft. Min søsters eneste kommentar til det var, at det desværre ikke kom bag på hende.

Da blev jeg for alvor rasende på hende, og i stedet for at bebrejde vores far hans sygdom, støttede jeg min mor med det praktiske. Her bemærkede jeg da godt, at min stakkels mor tyede til at dulme sin sorg med et par glas, men det kunne jeg da ikke drømme om at irettesætte hende for. Jeg tog derimod et glas med hende, mens min søster blev ved med at ævle om, at vi hellere burde skrue låget på flasken.

Da vores far var død, viste det sig, at det længe havde stået helt galt til med mine forældres økonomi. De havde aldrig lagt penge til side, deres hus var overbelånt, og min mor havde nu derfor kun sin folkepension at leve af. Endnu engang fremturede min bedrevidende søster med, at vores forældre som altid havde fejet alle problemer ind under gulvtæppet.

Læs også

Jeg er slidt ned af min mors psykiske chikane

Selv om vi fik solgt huset og installeret vores mor i en mindre lejlighed, kom hun til at sidde hårdt i det. Når alle de faste udgifter var betalt, var der ikke meget tilbage. Jeg spurgte derfor Lene, om vi ikke begge skulle give min mor et månedligt økonomisk tilskud. Svaret var nej, vores mor var et voksent menneske, der for længst burde have taget ansvar for sin egen økonomi. Derfor blev det mig, der ofte stak min mor lidt penge og også sørgede for altid at have et par flasker gode rødvine med til hende.

Da min mors gamle bil brændte sammen, var det et problem, eftersom hun boede fem kilometer fra offentlig transport og indkøbsmuligheder. Da jeg spurgte Lene, om hun nu ville hjælpe med et tilskud til en ny lille bil, afslog hun igen. Hun ville ikke medfinansiere en alkoholiker bag rattet. I stedet forærede hun vores mor en elcykel – det ville ikke bare være sundere for hendes helbred, men også gøre trafikken mere sikker for alle os andre, som hun sagde.

Selvom jeg igen blev provokeret af Lenes påstand om, at vores mor skulle være alkoholiker, var jeg selv begyndt at hæfte mig ved, at hun tit lød, som om hun havde drukket, selv om jeg ringede til hende på en ganske almindelig eftermiddag.

Når jeg spurgte min mor, lød hendes snøvlende svar gerne, at hun havde drukket sig et par øl til frokost, fordi dagene uden min far ellers var så svære at komme igennem. Det kunne jeg med lidt god vilje godt sætte mig ind i.

En dag blev jeg imidlertid ringet op fra skadestuen. Min mor var faldet derhjemme og havde pådraget sig et hoftebrud. Under lægesamtalen, hvor min søster og jeg begge var til stede, blev vores mor gjort opmærksom på, at hun ved indlæggelsen havde haft en temmelig høj promille. Da lægen spurgte til hendes daglige alkoholforbrug, indrømmede min mor nu, at hun siden fars død nok var begyndt at drikke lidt for meget.

"Længe inden far døde, var I begge alkoholikere," indskød min søster hovedrystende.

Da jeg bagefter fulgtes med min søster ud fra hospitalet, endte vi et heftigt skænderi. Jo, jeg var godt klar over, at vores mor drak for meget, men at ydmyge hende foran lægen ved at kalde hende for alkoholiker, det var altså dråben. Vi endte med at stå på parkeringspladsen og råbe og skrige af hinanden, og tudende af arrigskab kørte jeg derfra.

Efter min mor blev udskrevet, gik hun med rollator og var afhængig af vores praktiske hjælp i det daglige. Stemningen mellem mig og min søster var fortsat iskold. Modsat hende, behandlede jeg heller ikke min mor som et barn.

Mens Lene prædikede for hende, at hun skulle gå til læge og tale om sit alkoholmisbrug, hjalp jeg i stedet min mor med det, hun rent faktisk bad om. Jeg købte også uden indvendinger den kasse guldøl og snaps, som hun havde skrevet på sin indkøbsliste og overbeviste mig selv om, at det kunne hun nok sagtens administrere. Og jo, jeg kunne efterhånden godt konstatere, at hun drak dem hurtigere, end hun ville indrømme.

Alligevel sørgede jeg for at tage kassen med de tomme flasker med mig og stille en ny, når jeg kørte fra hende igen. Hun var jo så alene, og så slap hun også for Lenes moralprædikener, når hun kom på besøg.

Desværre gik der ikke længe, før vores mor skvattede på sit badeværelse. Igen blev hun indlagt, og igen viste det sig, at hun havde en høj promille.  Da lægen denne gang konfronterede vores mor med den, sagde jeg ikke længere noget for at glatte ud, det lod jeg denne gang min mor om.

Læs også

Ingen fattede mistanke: "Hvad gemte der sig bag min venindes glade smil?"

I mit stille sind måtte jeg nemlig endelig erkende, at Lene havde haft ret. Ikke kun i, at vores mor havde et alvorligt alkoholproblem, men også i, at jeg indtil nu havde hjulpet hende med at vedligeholde det og tilmed dække over det. Da Lene og jeg denne gang fulgtes ud fra hospitalet, var det i en fælles bekymring for vores mor. Det gik jo ikke længere. Problemet var bare, hvordan vi skulle få overbevist vores mor om at søge behandling for det alkoholproblem, hun fortsat nægtede at have.

I alle de år, Lene havde forsøgt at råbe mig op om vores forældres alkoholmisbrug, havde jeg skubbet hende væk. Ikke kun for at forsvare og beskytte vores forældre, men også for selv at undgå selv at se virkeligheden i øjnene. Nu nærmede min søster og jeg for første gang hinanden med en helt ny forståelse. Igennem vores nu mere åbenhjertige samtaler om deres alkoholmisbrug, måtte jeg erkende, at vores barndom ikke altid kun havde været så lys og lykkelig, som jeg helst ville huske den.

For vores forældres druk havde rent faktisk været med til at præge min opvækst i en negativ retning, og den prægede mig jo egentligt fortsat, når jeg nu tog så stort et ansvar for min mor og hendes liv. Dermed ikke sagt, at jeg slet ikke længere havde nogen lyse minder, for det insisterer jeg fortsat på, at jeg har. Igennem samtalerne med min søster fik jeg bare et mere realistisk billede af vores barndom.

Derfor meddelte jeg også min mor, at indtil hun søgte behandling for sit misbrug, så var jeg ikke i stand til at hjælpe hende, for jeg ville ikke længere finansiere det. Jeg ville heller ikke længere drikke sammen med hende eller servere alkohol, når hun besøgte mig.

Hårdt presset endte min mor derfor med at komme i behandling, og det er i dag et år siden. Om hun så falder tilbage i sit misbrug igen, tør vi ikke spå om. Efter Lene og jeg har fundet et fælles fodslag, er chancen i alt fald det større for, at hun fortsat bliver ved med at tage ansvar for sig selv og sit liv – og det er vel egentlig også kun på tide.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.