Lisa for vild i livet på grund af sin lunefulde mor: "Jeg frygtede konflikter, og det var ved at koste mig dyrt"

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lisa opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg voksede op hos min mor, som var alene med mig. Hun var udstyret med det, hun selv betegnede som ”et sydlandsk temperament”. 

Hun var nu pæredansk, men når hun var i dårligt humør, blev hun som en tikkende bombe, der kun ventede på et påskud for at eksplodere. 

Læs også

Kan jeg tillade mig at flytte fra min krævende mor?

Hvis min skoletaske stod i vejen, kylede hun den ind på værelset, så alle bøgerne væltede ud. Et stykke tøj i vasketøjskurven, som ifølge hende ikke var beskidt, blev sammen med resten af vasketøjet hældt ud over hele gulvet, hvorefter jeg blev kommanderet til at sortere det.

Andre gange kunne det være længden på mit pandehår, hun hånede og nedgjorde, indtil jeg blev så provokeret af hendes skældsord, at jeg råbte lige så sårende ting til hende for at forsvare mig. Det fik kun min mor til at gå endnu mere amok. 

I en blodrus af raseri råbte og skreg hun mig ind i ansigtet, at hun ville ønske, jeg aldrig var blevet født, og hun ruskede i mig, mens jeg selv stivnede. Bagefter forlangte hun, at vi skulle give hinanden en undskyldning og blive gode venner igen. Så belærte hun mig om, at det kun var sundt med et rask skænderi for at få renset luften.

Når hun havde fået luft for sin vrede, var hun selv i godt humør igen. For mit vedkommende var disse skænderier dog forbundet med en voldsom angst og en ud-af-kroppen-fornemmelse, der på ingen måde føltes forløsende bagefter. Jeg var så chokeret over de forfærdelige ting, hun havde sagt om mig, og jeg brød mig heller ikke om, hvad jeg selv havde kaldt hende.

Når jeg i min barndom beklagede mig over skænderier og pigefnidder henne i skolen, belærte min mor mig om, hvordan jeg skulle sætte de andre på plads. Jeg skulle ikke finde mig i noget; jeg skulle i stedet råbe op og sætte grænser. Gjorde man ikke det, var man svag, og så var der ingen, der havde respekt for én, belærte hun mig om.

Jeg havde dog svært ved at følge min mors råd. I skolen dukkede jeg i stedet nakken, for jeg havde slet ikke temperament til at blive så vred, at jeg turde råbe op for at få min vilje. I stedet kæmpede jeg for at undgå, at andre blev vrede på mig. Fremfor at sige min ærlige mening valgte jeg enten slet ingenting at sige eller at tale flertallet efter munden. For skænderier og konflikter var noget, jeg i den grad havde lært at frygte hjemmefra.

I takt med at jeg blev ældre, lærte jeg efterhånden at undgå at bide på krogen, når min mor fiskede efter et påskud for at skændes. Jeg lukkede helt af for mine følelser, så hun ikke længere kunne provokere mig til at reagere. Ikke at min evne til selvbeherskelse gjorde min mor mindre hidsig. Tværtimod intensiverede hun bare sine verbale angreb. Selvom jeg lod som om, at hendes angreb ikke rørte mig, blev jeg alligevel hver gang både bange og ked af det.

Da jeg flyttede hjemmefra, var det en enorm lettelse, at jeg ikke længere behøvede at pejle mig ind på min mors humør, når jeg trådte ind ad min egen dør. Jeg slap dog stadig ikke for at blive konfronteret med min egen konfliktskyhed. Jeg fortsatte med at undgå enhver form for uenigheder med andre, ikke mindst i forhold til de kærester, jeg fik. Jeg lod hellere dem få deres vilje og overskride mine grænser, grænser som jeg i øvrigt efterhånden havde svært ved at mærke.

Læs også

"Er jeg tvunget til at genoptage kontakten til min datter?"

For eksempel blev en kæreste jaloux til en fest, fordi han påstod, at jeg flirtede med en anden. Mens jeg forsøgte at tale ham til ro, råbte og skreg han mig ind i hovedet, mens han holdt mig fast og ruskede mig voldsomt. Da de andre festgæster chokeret trak ham væk og mente, at han skulle anmeldes til politiet, prøvede jeg i stedet at dysse sagen ned og sagde, at de overreagerede.

Da jeg var sidst i 20’erne, mødte jeg Andreas, som var helt anderledes end nogle af de andre fyre, jeg havde kendt. Han arbejdede som sosu-assistent, ligesom mig, og vi var tilknyttet det samme vikarbureau. Han havde også samme rolige gemyt som mig. De borgere, der kunne være en udfordring selv for min tålmodighed, kunne ikke hidse Andreas op. 

Han talte altid med en rolig stemme og hvilede på en anden måde i sig selv, end jeg gjorde det. Han havde også sine egne meningers mod, som betød, at han blev mødt med en helt anden respekt fra det faste personale, end jeg indimellem selv gjorde det. 

Efterhånden som han og jeg havde haft en del vagter sammen, var vi blevet ret tiltrukket af hinanden. En dag spurgte han med sin underspillede lune humor, om jeg mon også havde lyst til at ses med ham uden kittel på.

Da vi mødtes privat, stillede han mig i første omgang en masse spørgsmål om, hvem jeg var. Alt lige fra mine værdier, politiske holdninger til, hvad der var en dealbreaker for mig i et forhold. Spørgsmål, jeg tænkte, han stillede for at undersøge, om jeg var en passende partner. Jeg svarede derfor mere eller mindre det samme, som han allerede havde fortalt om sig selv.

Et par måneder efter, at vi var blevet kærester, begyndte Andreas at virke mere og mere småirriteret, uden at jeg forstod hvorfor. Jeg forsøgte bare at sige det, jeg troede, han ønskede at høre, når vi talte sammen, for at undgå at gøre ham mere irriteret. Lige lidt lykkedes det. En aften, da han havde stillet spørgsmål til min holdning til et eller andet, hævede han stemmen.

"Jeg ved ikke, hvad du selv tænker, men jeg er usikker på, om det her med os holder."

"Hvad mener du?" spurgte jeg forskrækket.

"Jeg har så svært ved at finde ud af, hvad du mener, og hvem du egentlig er," sagde han irriteret.

Jeg stivnede, mens jeg svarede, at jeg ikke ville skændes. Andreas sukkede og sagde så, at blot fordi jeg fortalte, hvad jeg tænkte om livet, så var det ikke ensbetydende med, at vi skulle skændes. Han ville bare gerne lære mig at kende, men han fandt det svært.

Læs også

Gensynet med sit livs kærlighed kom til at betyde meget for Camilla – men ikke på den måde, hun havde troet

Da vores ”skænderi”, hvis man da ellers kan kalde det for det, udviklede sig, gik det op for mig, hvorfor Andreas var så vred. Det, at jeg ikke bare stod ved mig selv og ærligt gav udtryk for, hvad jeg tænkte og følte, gjorde ham usikker på, hvem jeg egentlig var, og hvad jeg ville ham. Han spekulerede på, om jeg i virkeligheden kun var i et forhold med ham, fordi jeg ellers ikke vidste, hvad jeg så skulle?

Først nu indrømmede jeg så over for ham, hvor svært jeg altid havde haft det ved uenigheder og konflikter. Jeg kunne også forsikre ham om, at jeg virkelig gerne ville blive ved med at være sammen med ham, ikke fordi jeg ellers ikke vidste, hvad jeg skulle stille op, men fordi jeg var glad for ham. Jeg vidste godt, at jeg blev nødt til at turde stå ved mig selv, men grundet mine barne- og ungdomsoplevelser med min konfliktsøgende mor, så havde jeg bare svært ved det.

Andreas spurgte så, hvad jeg frygtede, der ville ske, hvis jeg svarede noget andet, end jeg troede, han gerne ville høre. Troede jeg, at han ville tage afstand fra mig? At han ville blive vred? Det var jo ikke det, det handlede om; han ville bare gerne have, at jeg var mig og viste ham, hvem den ”mig” var.

Det gik jeg så og tyggede på i et stykke tid og vovede mig dernæst forsigtigt ud i diskussioner. Jeg lærte så, at det at være uenige ikke nødvendigvis betød, at der var krig i luften, men måske snarere, at man ønskede at blive klogere på sig selv og hinanden. Efterhånden blev jeg også endelig modig nok til at mærke min egen vrede, som jo heller ikke var spor farlig. Den hjalp mig derimod til at fornemme, når jeg blev uretfærdigt behandlet, eller når andre ikke respekterede mine grænser.

Alt det, min mor havde lært mig om vrede, havde derimod kun at gøre med at være aggressiv og konfliktsøgende. Hendes måde at afreagere på mig på, var vel det, man i dag ville betegne som psykisk vold. Da jeg prøvede at tale med min mor om det, reagerede hun, som om jeg fiskede efter endnu et skænderi med hende. Men da hun hidsede sig op og begyndte at råbe ad mig, blev jeg ikke længere bange. Jeg mærkede derimod, at nok var nok og bad hende i stedet om at tale som et sundt og voksent menneske.

Det kan man desværre ikke sige, at min mor helt har lært i dag, til gengæld får hun ikke længere sin vilje med mig, for jeg har lært at sætte foden ned, før det går for vidt.

I dag, hvor Andreas og jeg i mellemtiden er blevet forældre, kan jeg da selv godt komme hjem i dårligt humør efter arbejde. Jeg kan også blive irriteret, når jeg falder over mine børns skoletasker og sur, når de kaster nogenlunde rent tøj i vaskekurven i stedet for at lægge det på plads. Det kunne dog aldrig falde mig ind at flå døren op til deres værelser og kyle taskerne derind eller hælde vasketøjet ud på deres gulv. Jeg banker derimod på døren og gør dem opmærksomme på, at det irriterer mig, og om de derfor vil være så venlige at få styr på deres ting.

Verden er ikke perfekt, og der kan da nu og da godt ryge en finke af panden, men Andreas og jeg øver os i at behandle vores børn, som vi ønsker, at de skal behandle os. Vi vil nemlig gerne have en rolig og nogenlunde harmonisk familie, hvor problemerne løses ved, at vi taler sammen i stedet for at råbe og skrige grimme ord til hinanden. Det lykkes for det meste. I hvert fald har jeg i dag en familie, hvor ingen af os føler, at det er som at åbne døren ind til en krigszone, når vi kommer hjem – og heldigvis for det.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.