Min kæreste presser på for, at vi skal flytte sammen
En læser synes, at hendes kæreste presser på for, at de skal flytte sammen. Derfor spørger hun sig til råds hos Vibeke Dorph. Læs hendes svar i Hjemmets brevkasse her.
Læser spørger, hvad hun skal stille op med sin kæreste, som presser på for, at de skal flytte sammen
Jeg er en kvinde i start 40’erne, der bor med min datter efter en turbulent skilsmisse for seks år siden.
Min datters far fandt en anden, da min datter var blot to år gammel. Det var efterfølgende en hård tid, men jeg klarede det og har i dag en skøn hverdag og et velfungerende forhold til min eks.
Jeg mødte så for to år siden en mand, som jeg i dag er sammen med og virkelig er glad for. Han er selv far til to børn – en pige og en dreng – der er nogenlunde jævnaldrende med min datter.
Jeg er glad for ham, vi ses og bor mere eller mindre sammen, når børnene er hos deres øvrige forældre, men vi har også været sammen med alle børnene. Det har været ok, men heller ikke mere.
Hans børn er anderledes end min mere forsigtige datter, de er heller ikke særlig velopdragne. Min kæreste virker ikke optaget af, om de sidder pænt ved bordet, rydder op efter sig, taler pænt etc. og han er i mine øjne ikke særlig nærværende, hvilket afstedkommer, at jeg er den, der har måtte tage mig af det meste, når vi var samlet.
Det sidste er han dog ikke enig med mig i.
Nu er han begyndt at presse på for, at vi alle skal flytte sammen. Den idé er jeg ikke særlig vild med, hvilket jeg ved, at min datter heller ikke vil være, for hun trives ikke med hans børn, som han har 50/50.
Jeg er virkelig glad for ham, men jeg har det fint, som vi har det nu, mens han savner en fælles hverdag.
Jeg frygter derfor, at han vil afslutte vores forhold, hvis jeg siger nej til at flytte sammen – hvilket jeg godt kan se på sigt, at vi kan, men ikke nu. Hvad gør jeg?
Vibeke Dorph råder til at snakke med kæresten om at flytte sammen på sigt
En sammenbragt familie kan være skøn at leve i, men er den det, så skyldes det oftest hårdt arbejde. Det ved jeg, for jeg har selv levet i én.
Det har jeg aldrig fortrudt, men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at det var en dans på roser, for det var det bestemt ikke altid.
Skal det fungere, så kræver det enighed imellem de voksne om, hvordan en velfungerende familie skal tage sig ud. Dernæst kræver det vilje til at arbejde for sagen 24/7 – især i starten.
De fleste børn er ikke vilde med at blive proppet ind i en ny familiekonstruktion, de vil derfor obstruere, indtil de falder til ro og på plads i den nye familie.
Nu lyder det til, at du og din kæreste, allerede inden I er flyttet sammen, har ganske forskellige meninger om, hvordan børneopdragelse gribes an.
Hvor du virker tydelig og stiller krav, så lyder han til at være ret nonchalant. Det vil på sigt skabe problemer, for du risikerer at stå alene med ansvaret for børnene, sådan som du allerede har prøvet det, og det er ikke sjovt.
Derfor synes jeg, at du skal fortælle din kæreste, at du gerne ville flytte sammen på sigt, men så længe I ser så forskelligt på børneopdragelse, så synes du ikke, det er nogen god idé for hverken jer eller børnene.
For hvorfor skal I alle ende med at rive hovederne af hinanden, når nu I har det godt, som det er?
Den besked vil enten få ham til at tage sig sammen, for at få det, som han gerne vil. Du kan dog også risikere, at han stikker halen mellem benene og finder en anden kvinde, der gider at påtage sig rollen som opdrager for hans børn.
Gør han sidste, så er han alligevel ikke værd at samle på, men se nu, hvad der sker, det kan jo tænkes, at din udmelding får ham til at vågne op.