En læser fortæller: ”Min far gjorde alt for at ødelægge mig”
Igennem hele min barndom havde min far været psykisk voldelig. Alligevel blev jeg ved med at håbe på, at vi en dag kunne få et bedre forhold. Da jeg som voksen forsøgte at gøre det håb til virkelighed, erkendte jeg langt om længe, hvor syg han dybest set var. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Jeg hørte hoveddøren smække, og jeg mærkede øjeblikkeligt angsten og ubehaget. Jeg var 14 år og boede sammen med mine forældre. Jeg var enebarn.
For nogen ville det betyde en barndom med forkælelse. For mig betød det, at jeg var opvokset med ensomhed, angst og mindreværd.
Jeg kunne høre på den måde, min far bevægede sig rundt på nedenunder, at han var i dårligt humør, og angsten fik min hals til at snøre sig sammen. Han smækkede med køkkenlågerne, åbnede og lukkede skufferne voldsomt.
Jeg overvejede, om jeg kunne nå at snige mig ud, uden han så mig. Så kunne jeg blive ude, indtil min mor kom hjem. Før jeg nåede at komme ud, stod han dog i døren til mit værelse.
Han så på mig med det hånlige blik, jeg kendte alt for godt. Han spurgte, hvad jeg lavede med en stemme så vrængende, at der ikke kunne være tvivl om, at han ikke spurgte af interesse. Hele hans væsen udstrålede, at jeg var en taber, og at det, jeg foretog mig, altid var latterligt og meningsløst. Jeg svarede ikke, for der fandtes ikke et rigtigt svar, men ikke at svare indebar en vis risiko, det vidste jeg også godt.
Min far trådte da også hurtigt frem mod mig, trak mig op ved kraven med et voldsomt ryk og slyngede mig ind i væggen, mens han råbte, at jeg altid skulle svare, når jeg blev talt til. Jeg nåede ikke at forberede mig, og mit hoved slog mod væggen med en hul lyd. Bagefter lå jeg på gulvet og prøvede at vurdere, om jeg havde fået en hjernerystelse, mens jeg hørte hans vrede skridt hamre ned ad trappen igen.
Det var ikke alle dage, der var som denne, men alt for mange var. Jeg slap for en hjernerystelse den dag. Andre gange havde jeg været mindre heldig. Min far var ikke bedre overfor min mor, men hun var blevet opdraget med, at en skilsmisse var et skamfuldt nederlag, og det sad dybt i hende. Samtidig havde min far haft succes med at kue hende. Hun frygtede hans vrede mere, end jeg gjorde, og foretrak at glide i et med tapetet fremfor at tage kampen op. Jeg havde det godt med min mor, når vi var alene, men de stunder var altid for korte.
Min far fyldte alt, når han var hjemme. Jeg følte mig som en fange i mit barndomshjem. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle tale med om mine problemer. Jeg vidste godt, at vold var forkert, men det var sjældent, at min far decideret slog mig. Det var hans lunefuldhed og nedgørende attitude, der ødelagde mig. Samtidig var der noget i mig, der higede efter hans accept. Når han en sjælden gang var sød og rolig, vældede en længsel efter at have et godt forhold til ham op i mig. Det var en længsel efter anderkendelse og accept af, hvem jeg var.
Jeg var 15, da min mor endelig søgte om skilsmisse fra min far. Jeg skulle nu kun se ham hver anden weekend, og jeg gjorde alt for, at de timer, jeg rent faktisk tilbragte i hans nye lejlighed, var så få som muligt. Jo mindre, jeg så ham, des mere ro fik jeg på mit nervesystem.
Det var tydeligt for alle, der kendte mig. Jeg kunne fokusere helt anderledes på min skolegang, og mine karakterer blev bedre. Min mor støttede mig i mine fremskridt. Ingen af mine forældre havde gået i gymnasiet, men jeg endte med en studentereksamen med et eksemplarisk højt karaktergennemsnit. Jeg fyldte 18 kort efter, og nu, hvor jeg var myndig, brød jeg med min mors støtte helt med min far.
Der var en frihed i ikke at se ham, men der var også et stort savn. Jeg savnede nok mere at have en far, end jeg savnede det forkvaklede forhold, jeg havde haft til min egentlige far. Men det lå der alligevel, savnet. Jeg følte, at jeg manglede noget i mit liv, som andre havde.
Annonse
Min første kæreste var en del ældre end mig, og han behandlede mig ikke specielt godt. De fleste ville nok gennemskue, at jeg søgte min fars kærlighed i den relation. Min næste kæreste var også betydeligt ældre end mig, men han var trods alt sødere. Til gengæld var han gift og derfor uopnåelig. Der var ingen tvivl om, at det dårlige forhold til min far stadig styrede dele af mit liv, jeg ikke havde kontrol over. Selvom jeg havde fået min frihed og min selvstændighed var jeg stadig ikke noget godt sted i mit liv.
Jeg kom ind på medicinstudiet og begyndte at læse til læge. Jeg tilvalgte nogle psykologifag, og det var, da jeg læste om psykiske lidelser som angst, bipolaritet og borderline, at jeg begyndte at forstå, at min far var en syg mand, der aldrig havde fået hverken en diagnose eller den rette hjælp. Jeg genkendte alle symptomerne fra hans opførsel og tænkte meget på, hvor anderledes mit liv ville have formet sig, hvis han havde fået hjælp.
Mit syn på min far ændrede sig. Noget af min vrede og afmagtsfølelse forduftede, og jeg følte i stedet medlidenhed med ham. Det gamle savn efter at have ham i mit liv begyndte at røre på sig igen, og en dag skrev jeg en e-mail til ham og spurgte, om jeg måtte komme på besøg. Han svarede kort tilbage, at jeg var velkommen.
Min far var i godt humør den dag, jeg mødte op i hans lejlighed. Jeg var overrasket over, hvor hurtigt han var ældet i sit liv alene. Der var trods alt kun gået fem år. Jeg prøvede på ikke at stirre for meget på det rod og skidt, som han levede i nu, men lejlighedens dårlige forfatning gjorde alligevel et indtryk. Jeg fik endnu dybere medlidenhed med ham, og jeg nærede et stort ønske om at hjælpe ham og dermed også mig selv. Vi havde et fint møde den dag, han lyttede opmærksomt til mig, når jeg fortalte om mit nye liv som medicinstuderende og om, hvordan jeg så min fremtid som læge.
Da jeg vågnede næste morgen, lå der en e-mail fra min far i min indbakke, og den var fyldt med de vildeste modbydeligheder. Han beskyldte mig for at tro, at jeg var mere end ham, og at jeg kun var kommet på besøg, fordi jeg ville føre mig frem. Jeg ville dog aldrig blive læge, betroede han mig, for det var jeg ganske enkelt for dum til. Jeg blev chokeret og ked af det, men jeg klamrede mig til forståelsen af, at han var en syg mand.
Jeg besøgte ham igen, denne gang med det klare mål at forklare ham, at han ville få det bedre, hvis han fik hjælp. Denne gang blev jeg mødt med en voldsom afvisning. Han vrængede hånligt af mig, når jeg prøvede at nå ind til ham, og jeg var utroligt ulykkelig, da jeg kom hjem. Jeg gjorde alligevel flere forsøg, og jeg prøvede endda at forklare ham, at hvis han tog imod hjælp, kunne vi få et bedre forhold til hinanden, men han råbte, at det virkelig intet betød for ham.
Efter det sidste møde indså jeg, at jeg kun fik det dårligere, så længe han var i mit liv og så længe, jeg nærede et håb om, at vi kunne få et bedre forhold. Jeg skrev en sidste e-mail til ham, hvor jeg gav ham et ultimatu: Han kunne søge psykiatrisk hjælp, eller også var vores forhold til hinanden slut.
Han svarede nogle dage senere, at han på ingen måde havde brug for hjælp, og at det var mig, der var psykopat, når jeg sådan trængte ind i hans hjem og beskyldte ham for lidelser, han aldrig havde haft. I øvrigt kunne jeg rende og hoppe, for hvorfor skulle han ønske at have et forhold til en psykopatdatter med storhedsvanvid?
Jeg blev dybt chokeret, og jeg brugte dagevis på at forfatte et svar i mit hoved, men jeg endte med aldrig at sende det. Jeg indså nemlig, at jeg ikke kunne nå ham, og jeg blokerede i stedet hans mailadresse, så han ikke kunne skrive til mig igen. Denne gang lukkede jeg døren til min far for alvor.
Det ville være nemt at konkludere, at jeg intet havde fået ud af at kontakte min far igen udover hjertesorg og dårligt selvværd. Det var dog ikke sådan, det blev. For den dag, hvor jeg erkendte, at min far var syg, erkendte jeg også, at alle de forfærdelige ting, han havde sagt og gjort imod mig gennem min barndom, intet havde at gøre med, hvem jeg var. For så stærk havde hans indflydelse været, at jeg langt ind i mit begyndende voksenliv stadig bar rundt på en skyld over, hvem jeg var, og at jeg var så lidt værd, at jeg ikke fortjente kærlighed.
Jeg søgte dernæst selv den hjælp, min far havde nægtet at få, og jeg startede derfor i et psykologforløb, der skulle komme til at vare flere år. Jeg har her lært at sætte grænser og at søge gode og nærende relationer i både mine venskaber og i mit kærlighedsliv. Jeg har også stadig et godt forhold til min mor, og vi har talt meget af min barndom igennem.
Der vil altid være et hul i mit liv, hvor en far skulle have været, men jeg lever med det, og jeg har fået et liv, der er langt bedre og sundere end det, min far gav mig i min barndom.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
