En læser fortæller: "Min mistro viste sig desværre at holde stik"

Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.

"Skal jeg ikke ringe og lave en aftale med banken?" spurgte jeg forventningsfuldt Søren. Vi havde kendt hinanden i to år, vi var forlovede og stod til at skulle giftes.

Oveni det havde vi, siden vi mødte hinanden, sparet sammen til udbetalingen på et lille begynderhus. Jeg var vokset op i lejlighed med en enlig mor og et alt for stramt budget, så jeg glædede mig til at flytte i hus for første gang i mit liv. Det var som om, at alt det gode, jeg altid havde drømt om, nu skulle gå i opfyldelse her, hvor jeg var i begyndelsen af 30’erne.

Søren mumlede, at han ikke havde tid til at mødes med banken i denne uge. Jeg blev skuffet, men han foreslog, at han ville ringe og lave en aftale med banken, der kunne passe ind i vores begges kalendere.

Læs også

Min eksmand har gjort vores søn arveløs

Ugen efter havde Søren stadig ikke ringet til banken, og da der gik endnu en uge, hvor intet skete, blev jeg irriteret. Sørens foreslog derfor, at han selv kunne tage i banken en dag, hvor han havde tid, men jeg fornemmede, at det ikke kom til at ske. Jeg lavede derfor selv en aftale, som vi begge blev indkaldt til. Der var ikke andet for Søren at gøre end at møde op. Hvorfor han havde været så tilbageholdende, forstod jeg stadig ikke. Vi havde sat det som et klart fælles mål at købe et hus, og vi havde endda et godt hus i kikkerten.

Det var først, da vi sad foran bankrådgiveren, at jeg forstod, hvad der var galt. Rådgiveren så på os og meldte ud, at det på ingen måde var muligt for os at optage et lån, selvom vi havde to faste jobs og opsparing nok til at lægge en udbetaling, for vi havde gæld. Jeg må have set forvirret ud, for jeg havde aldrig skyldt nogen noget. Jeg så på Søren. Han så fåret ud. "Ja, det var rigtigt," sagde han, han havde en gammel gæld på 200.000 kr., som han slæbte rundt på fra sine unge dage.

Jeg var chokeret, for han måtte hele tiden have vidst, at vi ikke kunne låne til huset, før gælden var betalt. Hvordan kunne vi have været kærester i to år, uden han på noget tidspunkt havde fundet lejlighed til at fortælle mig, at han havde gæld?

Jeg gik rystet fra mødet, og allerede i bilen, begyndte vi at skændes. Søren mente ikke, at det var så alvorligt, som jeg gjorde det til, men jeg følte, at han havde ført mig bag lyset. Han havde måske ikke ligefrem løjet, men han havde tilbageholdt information, der var vigtig for vores fælles liv, og jeg følte mig bedraget. Jeg var rasende og ked af det.

Jeg kom i løbet af de næste dage til et punkt, hvor jeg faktisk var i tvivl, om jeg skulle ophæve forlovelsen. Skulle vi gå hver til sit? Der var kølig luft mellem os, men jeg faldt langsomt til ro. Jeg havde også gjort dumme ting, da jeg var ung. Jeg foreslog derfor Søren, at vi begravede stridsøksen. Jeg var skuffet over, at vi ikke kunne købe huset, men vi kunne i stedet tilbagebetale hans gæld med vores opsparing og starte forfra. Søren blev så lettet, at han begyndte at græde, og jeg tog det som et tegn på, at vi nu gik ind i et nyt kapitel i vores liv, hvor vi kunne bruge den dårlige erfaring til at komme videre på en mere ærlig måde.

Jeg så med optimisme på fremtiden igen, men jeg må indrømme, at jeg havde svært ved at slippe mistroen helt. Det undrede mig f.eks. at Søren aldrig havde mad med på arbejde, men han forsikrede mig om, at de havde en arbejdsgiverbetalt frokostordning. Søren elskede også dyre sko og mærketøj, og når han gik ud ad døren i et par nye sko eller en ny trøje, kunne jeg ikke dy mig for at spørge, hvor det nyindkøbte kom fra. Søren havde dog altid et godt svar.

Læs også

Skal jeg blive hos ham på grund af hans arv?

En af hans venner havde tippet ham om et lagersalg, eller hans bror eller mor, der begge kendte til vores stramme økonomi, nu hvor vi igen sparede op, havde foræret ham det. Han blev vrissen, hver gang jeg spurgte, men selvom det ødelagde stemningen, kunne jeg ikke lade være. Søren gik langt mere ud med venner, end jeg gjorde, og når han vågnede med tømmermænd søndag morgen, var mit spørgsmål altid, hvor mange penge han havde brugt. Svaret var altid, at han havde købt en enkelt øl. Hans generøse venner havde betalt resten.

Min evindelige mistro blev et problem i vores forhold. Søren blev tiltagende opfarende, når jeg spurgte til hans forbrug, og vores konflikter varede efterhånden flere dage ad gangen. Søren mente, at jeg måtte stole på ham. Han havde i sidste ende været ærlig om sin gamle gæld, nu måtte jeg slappe af. Hvis jeg havde problemer med mig fra min opvækst, hvor der aldrig havde været penge nok, skulle jeg hellere tale med en psykolog om det, fremfor altid at være efter ham.

Hans ord gjorde ondt, men jeg tog kritikken til mig, og jeg arbejdede med at prøve at stole på ham. Mange var de gange, hvor jeg måtte bide mig i læben for ikke at udbede mig en forklaring på, hvordan et nyt dyrt halstørklæde eller en designernøglering var kommet ind i vores hjem, eller hvorfor der ofte lå papkrus fra byens dyreste take-out kaffe i vores skraldespand i indkørslen. Den ene gang, jeg spurgte til kaffekrusene, eksploderede Søren og råbte, at han da vel ikke skulle stå til regnskab for, at vores naboer drak kaffe og efterfølgende smed deres brugte kopper i vores skraldespand. Det havde han selvfølgelig ret i. Jeg blev flov og ked af det.

Jeg ønskede af alle kræfter, at vi kunne komme tilbage til den tid, vi havde haft i de første to år af vores forhold. Dengang tilliden ikke havde været brudt. Jeg følte, at ansvaret lå hos mig, og jeg kæmpede med min mistro. Vi satte begge det samme beløb ind på både vores fælleskonto og vores opsparingskonto hver måned, og vi var ikke bagud med vores betalinger, så jeg vidste heller ikke, hvorfor jeg ikke kunne slappe af.

Ikke før Sørens ven, Michael, ringede. Han ville gerne vide, om jeg vidste, hvor Søren var. Det syntes jeg var et mærkeligt spørgsmål. De var jo venner, og Michael kunne vel ringe til Søren? Michael forklarede, at Søren undgik ham. Søren svarede ikke på hans opkald, og det var der en grund til. Michael havde lånt Søren penge af flere omgange, men han var bekymret over, at han ikke havde fået en krone retur. Lånet var over de sidste to år vokset til over 25.000 kroner. Min mave vendte sig en omgang, da Michael nævnte beløbet. Al min uro vældede op.

Michael sagde også, at han især var træt af at se Søren have spenderbukserne på og være den, der gav den ene omgang i byen efter den anden, mens Michael stadig ikke så skyggen af sine penge.

Da Søren kom hjem, konfronterede jeg ham, men han mente, at Michael var blevet skør. Jo, han havde måske lånt 500 kroner af ham engang, men Michael overdrev helt vildt. Jeg kunne dog ikke lade det ligge. Jeg blev ved med at bore, og Søren blev rasende. Han skældte mig ud for igen ikke at kunne udvise tillid. Han hamrede endda sin knyttede næve ind i væggen, så den efterlod et mærke, men jeg kunne ikke stoppe. Der var noget, der ikke stemte, og jeg insisterede på, at han skulle fortælle mig sandheden.

Til sidst gav han efter og indrømmede, at Michael havde ret. Jeg blev helt kold indeni, og jeg rystede, da jeg sagde, at jeg næste dag ville have et fuldt overblik over vores økonomi, ellers var jeg nødt til at flytte. Søren tryglede mig om at blive, og næste dag gik han hårdt presset med til at give mig indsigt i sit forbrug.

Læs også

Jeg føler mig misbrugt af vores nærige venner

Jeg fik et chok, der var langt større end det, jeg havde fået i banken to år tidligere. Søren skyldte nemlig næsten en halv million væk i form af små banklån, en overtrukken kassekredit, flere kviklån end jeg turde læse mig igennem og private lån fra venner, familie og bekendte. Jeg var ved at kaste op af chok og vrede, og nu var jeg nødt til at gå min vej.

Jeg kørte ud til min mor, hvor jeg kunne rase og tænke alting igennem. Al min mistro havde været berettiget, og min vrede gik især på, at Søren havde manipuleret mig til at tro, at det var mig, der var noget galt med. I anden omgang var jeg vred over hans eklatante svigt. Hvis han havde lidt af ludomani, havde jeg måske kunnet forstå det, men Sørens forbrug var rent overforbrug.

Et par dyre sko og en designer t-shirt her, dyr to-go-kaffe der, vanvittigt dyre byture flere gange om måneden, lækker take-out til frokost, for det viste sig, at hans arbejdsplads aldrig havde haft en frokostordning. Mens jeg havde spinket og sparet, havde han levet et luksusliv, og bagefter havde han løjet om det. Han havde klattet op mod 10.000 kroner om måneden væk.

Jeg kom aldrig tilbage til Søren efter det svigt. Eftersom vi var gift, delte vi boet lige over. Søren fik dermed halvdelen af vores opsparing, jeg halvdelen af hans gæld. Det føltes uretfærdigt, men jeg er kommet videre. Følelsen af, at jeg nu ikke bliver hverken løjet for eller manipuleret hver dag, er nemlig så befriende, at jeg faktisk er ligeglad med, at jeg stadig betaler af på Sørens gæld.

Det er ingen skam at ville have styr på sin økonomi. Jeg har fået en ordning med min bank, så jeg har kunnet beholde vores lejlighed og købe et kolonihavehus. Så selvom drømmen om at flytte i hus med Søren er brast, så har jeg fået fod under eget bord, og jeg elsker mit lille hus tæt på skoven og ikke mindst min selvstændighed.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.