Pensionistlivet blev et mareridt for Inger, og hun overvejede skilsmisse - men så tog Lasse fat i hende
Jeg havde talt dagene ned til min pension, for jeg glædede mig til, at min mand og jeg skulle nyde vores otium sammen. Desværre kom det slet ikke til at gå, som jeg havde drømt om, men da jeg var begyndt at overveje skilsmisse, kom Lasse heldigvis med et godt forslag. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Inger opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg var ved at gå til af misundelse, da min mand, Lasse, gik på pension to år før mig.
Om morgenen blev han liggende i sengens varme, mens jeg var nødt til at stå op og springe på cyklen i vintermørket for at komme på arbejde.
Det så også dejligt ud, når han uden varsel kunne træde til, hvis et af vores fire børnebørn blev syge eller trængte til en fridag. Eller når han tog på improviserede ture med sine mandevenner, satte flere dage af til at bygge et modelfly eller lavede lækker simremad.
Han var altid fuld af energi, når jeg kom hjem, mens jeg måtte tage mig en lur inden maden, hvis jeg skulle holde mig vågen resten af aftenen.
Lasse var sød til at understrege, at han glædede sig til, at jeg også gik på pension. Så kunne vi sammen lave en masse og holde hinanden med selskab.
Jeg havde store drømme om, at vi skulle omlægge haven, få malet kælderen og gå til foredrag. Det sidste halve år talte jeg hver dag på mit arbejde ned til pensionen, og pludselig oprandt den store dag, hvor jeg holdt en rørende afskedsreception og var fri!
I begyndelsen føltes det som ferie, og jeg nød det. Jeg havde ganske vist svært ved at sove så længe som Lasse, men så stod jeg bare op og gik mig en lang tur. Når jeg kom hjem, havde han lavet kaffe, og vi hyggede os.
Som noget af det første gik jeg på biblioteket og lånte en stak bøger, som jeg lagde ved siden af sengen og lovede mig selv at læse. Jeg fik også arrangeret, at jeg kunne hente mine børnebørn fast en gang om ugen, men der var naturligvis stadig masser af tid til overs.
Det var her, at Lasse og jeg skulle i gang med vores fællesprojekter. Jeg prøvede at tale dem igennem med ham, men han syntes i stedet, jeg skulle slappe af og bare nyde min frihed lidt længere.
Selv lå han hver formiddag i undertøj i stuen under et tæppe og læste avisen fra ende til anden. Han fandt også stor glæde ved at sortere skruer, værktøj og andre ting, han havde samlet i kælderen.
Han tog store kasser op, spredte det ud over spisebordet og puttede det med stor ømhed ned i mindre kasser. Det gik der megen tid med, men til sidst lykkedes det mig at få ham til at tale om, hvad vi to skulle sammen.
Annonse
Og nu viste det sig, at vi slet ikke ikke havde det samme i tankerne. Lasse syntes ikke, at haven trængte til at blive omlagt. Tværtimod havde den godt af at blive overladt mere til sig selv i ånden fra ”vild med vilje”.
Han kunne lide frodighed og langt græs. Kælderen mente han glimrende kunne vente nogle år med at blive malet, og foredragene måtte jeg finde nogle andre at følges med til. Han var ikke kommet ud på den anden side af sit arbejdsliv for at blive sat på skolebænken igen.
Nu, da han havde talt alle mine projekter ned, mistede jeg også selv lysten til dem, og ingenting skete. Lige så stille blev jeg irriteret over, hvor længe Lasse lå på sofaen hver dag.
Han på sin side syntes, jeg brugte for meget tid på at våge over ham. Vi begyndte at skændes om rengøring, vasketøj, indkøb og madlavning, som vi ellers aldrig havde skændtes om før. Ingen af os kunne heller ikke tage os sammen til at invitere gæster.
I det hele taget blev jeg sløv og trist og havde svært ved at se meningen med min tilværelse. Jeg nåede til at synes, at mit ægteskab var i krise. Passede jeg overhovedet sammen med Lasse?
Kunne jeg ikke være mere mig selv, hvis jeg slap for at tage hensyn til hans dovne korpus og de ting, han spredte rundt omkring i vores hus?
Lasse må have fornemmet, hvor det bar hen, for en dag tog han fat i mig. Han mente, jeg var ved at få en pensions-depression og erkendte, at han nok selv var en del af problemet.
Han vidste godt, han var faldet af på den og trængte til motion. I den forbindelse havde han overvejet, om vi kunne begynde at cykle sammen?
Det sagde jeg ja til. Faktisk blev jeg forundret over, at jeg ikke selv havde fået idéen før. Han syntes også, at jeg skulle se at komme mere ud ad døren på egen hånd, for jeg trængte mere end ham til at se andre mennesker.
Han havde mødt en af sine venner, der fortalte, der var en læseklub på biblioteket. Den syntes han, jeg skulle melde mig til.
Lige der knuselskede jeg ham igen, for det var så rigtig set. Den læseklub er en af mine faste ankre i dag. Siden har jeg også tilmeldt mig et sykursus på en aftenskole, hvor jeg ser en masse andre kvinder.
Og så er jeg blevet frivillig i den lokale genbrugsforretning. De manglede desuden en, der var stærk og kunne bære møbler ud og ind, og som havde forstand på bogholderi. Jeg fik Lasse til at melde sig, så nu går vi tit derned sammen.
Men generelt gør vi nok flere ting hver for sig end sammen. Til gengæld nyder vi vores fælles stunder desto mere, og jeg har i den grad fået livsglæden tilbage.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
