Få måneder før Pia Tafdrups mor sov ind, kom hun med et helt specielt ønske til sin datter

Når et barn eller et ungt menneske mister sin mor eller far, er det en smerte og et savn, som vi alle kan forstå, for hvem skal det barn – det unge menneske – nu hente støtte, erfaring og ikke mindst kærlighed hos? 

Men hvordan er det egentlig, når man mister sine forældre i en moden alder? Når forældrene har haft et langt og forhåbentlig godt liv, og man selv er godt i vej og måske endda har dannet sin egen lille familie med partner og børn? 

Læs også

Efter en voldsom oplevelse fik én sætning fra naboen alting til at ændre sig i mit lille nabolag

”Din mor har haft et dejligt liv, men det var godt, at hun fik fred nu”. ”Din far døde, mens han stadig var i gang, hvor er det dejligt, at han ikke skulle igennem et langt sygeforløb”. Jovist. Den slags bemærkninger er kærligt ment. Sagt som en trøst. Og med en forventning om, at den, der har mistet, så også er relativt hurtigt videre. 

Sådan er det ikke altid. At miste sin gamle mor eller far kan efterlade et enormt tomrum, for ens forældre er jo ens nærmeste livsvidner. På godt og på ondt. Og sorgen, savnet og smerten kan vare meget længere, end selv ens nærmeste er klar over. Man taler måske bare ikke så meget om det, og derfor er det godt, at andre kan sætte ord på de store følelser, så man måske kan spejle sig lidt.

Kærlighed kan jeg herefter

ikke give min mor,

den forvandler sig til sorg, farer

hjemløs rundt i mine årer.

Jeg glemmer den følgende tid

navnene på dagene, min uro

forstyrrer natten,

der ikke ønsker andet

end at være nat og ro.

Jeg glemmer at spise, skelner

ikke mellem, om jeg fryser

eller er for varm, alene

går jeg lange ture

for at være

hos min mor en tid endnu.

Ovenstående linjer er en del af digtet 'Aske i en urne', som er at finde i forfatter og digter Pia Tafdrups nye digtsamling 'Hjertet i zenit'. Digtsamlingen blev til efter, at Pias mor i august 2020 døde i en alder af 91 år, og den fortæller historien om at være kvinde, mor og datter fra to generationer, om traumer og alderdom, om sorgen ved at blive mor for sin mor og ikke mindst om, hvordan det føles at miste sin mor sent i livet og savne hende. 

Nogle af digtene er skrevet, mens Pias mor stadig var i live, og har tidligere været trykt, men hovedparten er skrevet efter morens død og efter hendes udtrykkelige ønske.

"”Jeg skal vel også have en bog?” Sådan sagde min mor til mig få måneder før, hun døde, og det var jeg meget overrasket over, at hun gjorde. Det havde jeg slet ikke tænkt på, at hun nogensinde kunne sige. Jeg vidste godt, at jeg havde skrevet forskellige digte om hende rundt omkring, men jeg havde aldrig troet, at jeg skulle samle noget om hende. Jeg havde tænkt, at det ville være mig helt umuligt at gøre."

Læs også

Nikoline er datter af Trine Panum, men hun har ikke altid været åben om, hvem hendes mor er

Hvorfor?

"Fordi min mor psykisk var lidt uligevægtig. Der var mange smertepunkter i hendes liv, og det havde jeg ikke syntes, at jeg kunne dykke ned i. Det var hendes verden."

Hvorfor tror du, at hun bad dig om en bog?

"Jeg tror, hun blandt andet så den proces, jeg var igennem, da jeg skrev en bog om min far. Inden han døde, havde han bedt mig om at holde talen ved sin begravelse, hvilket, jeg syntes, var meget voldsomt, for der ville jeg jo helst bare have lov til at græde. 

Men jeg vidste, at det betød noget for ham, så da han døde, og jeg havde været hos ham, tog jeg hjem og begyndte at skrive den tale. Jeg havde aldrig taget et notat til den, men det væltede ud af mig. 

Jeg skrev talen ret hurtigt, og den gled over i, at jeg skrev en hel digtsamling om ham, 'Tarkovskijs heste'. Min far var stærkt dement de sidste år, og jeg tror, at talen og digtene opstod naturligt ud af mit ønske om at prøve at forstå, hvad demens er. 

Da jeg havde skrevet bogen om min far, var jeg meget usikker på, hvad min mor ville sige til den. Om hun kunne genkende min måde at skrive om det på, om hun ville forkaste det, om hun ville blive vred, eller om hun ville være tilfreds med bogen."

Hvad sagde hun til den?

"Jeg var ude hos hende og drikke en kop te om eftermiddagen, og så blev hun siddende i sin stol og læste i bogen til klokken 22 om aftenen, hvorefter hun ringede mig op og sagde, at hun syntes, det var en fantastisk fin bog, jeg havde fået skrevet. 

Det var jeg meget lettet over, for jeg ville meget gerne skrive en bog, hun kunne holde af. Og det, at jeg havde skrevet en bog, som hun kunne holde af, om min far, gjorde vel også, at hun var tryg ved, at jeg eventuelt kunne skrive om hende. Måske har hun et eller andet sted ønsket sig, at jeg skulle tænke hendes liv igennem på samme måde, så det ikke kun var min far, der fik en bog. 

Jeg ville ikke have gjort det, hvis hun ikke havde spurgt, men da jeg sad ved hendes dødsleje, var jeg klar over, at jeg skulle lytte til det ønske, hun havde. Jeg tror, at hun som kvinde har syntes, at hendes liv vel også var noget, selvom hun kun havde brugt det indenfor husets fire vægge."

Hvem er Pia Tafdrup?

• Forfatter, der er aktuel med digtsamlingen 'Hjertet i zenit'.
• Hendes forfatterskab tæller bl.a. en lang række digtsamlinger og to romaner. 
• Hun er 72 år og gift med professor, dr. phil. Bo Hakon Jørgensen, som hun har to voksne sønner med. 
• Har også fire børnebørn.

Klemt mellem to generationer

Pias mor var født i 1928, og for kvinder i den generation var det ikke udsædvanligt, at det var familien og arbejdet i hjemmet, der fyldte hverdagen ud. Den usynlighed, der fulgte med det, prægede moren hele livet, og hun forfulgte aldrig drømmen om et arbejde udenfor hjemmet, bl.a. fordi hendes mand ikke bakkede det op. 

Pias far var proprietær, og moren hjalp til på de to forskellige nordsjællandske gårde, hvor de boede, mens Pia og hendes to søskende voksede op. Egentlig talte søskendeflokken fire børn, men den søn, der blev født et par år efter Pia, trak ikke vejret ved fødslen. 

Tabet af et barn prægede naturligvis også moren, og Pia mener, at hun gennem livet udviklede en depression, som aldrig blev behandlet, og måske lå der også nogle traumer fra krigens tid, hvor moren som følge af sit jødiske ophav måtte flygte til Sverige med sin familie.

"Min mor følte sig livet igennem klemt mellem to generationer. På den ene side hendes egne forældre, som var meget aktive, og som havde et stort behov for at udfolde sig og rejse. På bekostning af min mor, syntes hun. Og på den anden side min generation, hvor ungdommen virkelig fik lov til at folde sig ud.

For mig lå verden åben på en helt anden måde, end den havde gjort for min mor. Jeg har tænkt meget over det, mens jeg skrev bogen, for min mor kunne jo have taget nogle flere initiativer i sit liv, men det gjorde hun ikke, og jeg tror, hun syntes, at hendes mor – min mormor – ikke havde været der tilstrækkeligt for hende. 

Det er lidt gådefuldt for mig, for jeg havde en fantastisk mormor, og jeg identificerer mig i dag ganske meget med hende. Med hendes udadvendthed, hendes nysgerrighed og hendes interesse for verden. Den havde min mor ganske enkelt ikke tilsvarende."

Hvordan var dit forhold til din mor?

"Når jeg ser, hvordan andre mødre tager sig af deres børn, kan jeg godt se, at der er noget, jeg aldrig har fået og ikke har kendt. Det var ikke fordi, min mor ikke trøstede mig, hvis jeg var ked af det og den slags, men hun var mere den talende og forklarende type.

Hun tog mig ikke i sin favn og krammede mig. Det var ikke hende. Når jeg var hjemme hos legekammerater, kunne jeg se, at mødre kunne være helt anderledes. De kunne gå med ind i vores børneverden og var friske på en helt anden måde, end min mor var."

Savnede du kærlighed fra din mor?

"Det skal ikke lyde som om, jeg ikke fik kærlighed fra min mor. Det gjorde jeg helt bestemt. Det var måske bare en anden slags kærlighed. Når det var jul, gjorde min mor f.eks. utrolig meget ud af at pynte op for at gøre os glade, og hun brugte tid på at finde gaver, som passede lige præcis til os.

Hun levede sig meget ind i, hvem vi var, og hvad vi havde brug for, og min mors kærlighed til mig var at finde den rette bog i bogreolen. Jeg begyndte at læse voksenlitteratur, allerede da jeg var barn, det vidste hun, og hun kunne altid finde de helt rigtige bøger til mig. Hun var mor på en anden måde end en såkaldt traditionel mor, hvis man kan sige det sådan."

Hvordan har du selv været mor for dine to sønner?

"I hele Tafdrup-familien krammer vi meget. Og jeg er også en farmor, der kysser og krammer dem alle sammen. Jeg tænkte meget tidligt, at jeg ikke ville have det, som min mor havde haft det. Jeg ville ikke have mit liv beskåret på samme måde, og jeg ville gøre de ting, jeg havde lyst til. Jeg ønskede ikke at bære videre på min mors problemer. 

Læs også

Lene Espersen om at blive kaldt ’den talende kavalergang’ og en dårlig mor: Det havde en mand aldrig oplevet

Jeg har som sagt i mange henseender identificeret mig med min mormor, som var opsøgende og udadvendt, og det er vigtigt at sige, at man sagtens kan have andre rollemodeller i sit liv end sin mor. Min farmor gav mig stor kærlighed, og der har været mange andre kvinder i mit liv, som jeg har kunnet spejle mig i, og som har betydet noget."

Knækkede under coronatiden

Selvom Pia og hendes mor var så forskellige, havde de livet igennem et godt og nært forhold. Da Pias far døde i 2005, opstod der et stort savn hos Pias mor, og måske var det med til at udløse den psykose, der opstod fem-seks år senere. Moren blev indlagt og medicineret, men efter Pias opfattelse var behandlingen slet ikke tilstrækkelig, og der gik alt for lang tid med at finde den rette medicin.

"Min mor blev aldrig helt sig selv igen, og hun var stærkt påvirket af den medicin, hun fik. Mine samtaler med hende blev mærkelige. Hun spurgte aldrig til noget eller til mig, og når jeg besøgte hende, blev det efterhånden mere anstrengende, end når jeg var på en stor turné med foredrag og oplæsninger. 

Når jeg var sammen med min mor, skulle jeg konstant levere, hun var inde i sin egen verden hele tiden. Min mors hukommelse blev også gradvist dårligere, der var meget, hun ikke huskede, men hun blev ikke dement på samme måde som min far. Hun blev stærkt glemsom de sidste par år, og hun balancerede sin form for demens ved at blive mere og mere stille og lade os andre tale."

I digtsamlingen beskriver Pia, hvordan hendes mor gradvist blev mere forvirret og bl.a. byttede rundt på dag og nat, ligesom hun havde nogle grimme fald, hvor hun slog sig vældig meget. Hun ville ikke på plejehjem, men det blev til sidst nødvendigt.

Hvordan var det at tage beslutninger om, at din mor skulle på plejehjem, når hun ikke ville?

"Det var rædselsfuldt. Men hendes plejere turde ikke længere tage ansvaret for hende, og hverken jeg eller mine søskende kunne tage hende hjem, det ville hun aldrig have affundet sig med. De sidste år brugte jeg ganske meget tid på at holde styr på alt muligt i min mors hus, som sejlede, hvilket det aldrig tidligere havde gjort. 

Og det irriterede min mor, at jeg skulle bruge tiden på det i stedet for, at vi bare kunne ”sidde og sludre”, som hun sagde, selvom det i virkeligheden var en lang monolog fra min side, når vi så endelig sad overfor hinanden."

Hvornår kom din mor på plejehjem?

"Det var under corona, og derfor gik der flere måneder, før vi kunne komme ind og besøge hende på plejehjemmet. Vi måtte sidde udenfor i et forblæst område mellem nogle søjler, når vi besøgte hende, og selvom hun sad der i sin tykke, tykke vinterdunjakke, kunne hun alligevel ikke holde varmen. Det var ikke godt at mødes sådan, og jeg vil sige, at coronatiden knækkede min mor."

Hvordan var det for dig at blive mor for din mor i de sidste år?

"Det var en nødvendighed for at hjælpe hende. Men jeg havde jo samtidig børn, som jeg også gerne ville være mor for. Og børnebørn, som jeg gerne ville være farmor for. Og det at skulle det hele, er jo..."

Hun tænker sig lidt om.

"Ja, det er jo en prioritering. Det er umuligt at gøre alle glade, når ens mor er så pasningskrævende, og man samtidig har et fuldtidsjob, så det var nogle barske år. Men jeg vidste ikke, hvor lang tid min mor havde igen, og jeg kunne ikke svigte hende der. Til gengæld gik jeg virkelig ned efter min mors død, og først der kunne jeg se, hvor meget energi jeg havde brugt."

Jeg holder om min mors elskede,

men forvandlede ansigt,

ser på det og ved,

at herefter

vil hendes ansigt kun findes

for mit indre blik

Sådan lyder en del af det lange digt 'Min mor er død', som indleder digtsamlingen. Pia var ikke hos sin mor, da hun døde, og hun bærer på en vrede over, at hun ikke blev tilkaldt i tide. Hun blev først ringet op, da moren var død.

"Det var mærkværdigt overraskende at få den besked i telefonen. Selvom min mor var næsten 92 år på det tidspunkt, og døden derfor ikke burde være overraskende, så havde hun været inde i en periode hen over sommeren, hvor hun havde haft det bedre. Som jeg også beskriver det i åbningsdigtet, må hun have ligget død noget tid, før personalet opdagede det, for de havde ikke kunnet lukke hendes øjne og mund. Jeg tror simpelthen ikke, at pasningen har været helt, som den burde have været."

Læs også

Lotte Heise fik brug for at konfrontere sin mor – og reaktionen overraskede hende

Hvordan var den umiddelbare tid efter din mors død?

"Min mors hus havde stået til salg i noget tid, men pludselig blev det solgt og skulle tømmes i al hast, og den proces gik for hurtigt for mig. Jeg ville gerne være i det, gå min mors ting igennem og have tid til processen, men det var ikke muligt. 

Det er voldsomt at miste sin forælder nummer to, fordi det samtidig rummer det meget sørgelige, at man skal lukke et hjem ned. Det er en hel verden, der forsvinder, når begge ens forældre er væk, og man skal rydde alt op. 

Umiddelbart efter oprydningen havde jeg et meget stort job som huskunstner på fire gymnasier, som jeg ikke kunne aflyse, og det blev alt sammen for meget for mig. Hen mod jul kollapsede jeg fuldstændig af anstrengelse og måtte melde afbud til flere forskellige ting. Samtidig brugte jeg tid på at tænke over min mors ønske om, at jeg skulle skrive en bog om hende, men de første måneder fik jeg kun skrevet et par notater. Næsten ingenting. 

Da der var gået syv måneder, skrev jeg det første digt, og da der var gået ni måneder, kom alle digtene pludselig væltende. Og det var det, jeg trængte til. At kunne skrive. Hvis jeg ikke havde skullet tage mig af alle de krævende, praktiske ting omkring huset, ville jeg været gledet direkte ind i skriveprocessen, som jeg gjorde med min fars bog. 

Det ville jeg ønske, at jeg havde kunnet, for det havde været en måde at være sammen med min mor på. En måde at have hende hos mig lidt længere. For det er jo det fantastiske ved at skrive. Man husker. Skriveprocessen lukker op for nogle vigtige episoder fra ens liv, og de breder sig som ringe i vandet. Den døde kommer utrolig stærkt til stede."

Skriv minderne ned

Allerede da Pia skrev bogen om sin far, var hun bevidst om, at hun selv rykkede en tand længere ud på livets gren, og det er kun blevet tydeligere i hendes bevidsthed, efter hun har mistet sin mor.

"Hvis tingene går i den rigtige rækkefølge, hvad man må håbe, så står man selv for tur næste gang, når man har mistet sine forældre. Sådan er det. Men jeg tror, at det at få lov at skrive om mine forældres liv og alderdom har betydet meget for mig. Nu er jeg jo forfatter, men jeg vil mene, at enhver, der mister, med stor fordel kan gøre notater og prøve at nedskrive de erindringer, der kommer. 

Man skal give sig tid, så vil der dukke flere og flere minder op. Ting, man ikke havde troet, man skulle huske, står pludselig på papiret, og det kan man have stor glæde af, ligesom det kan være en stor glæde at fortælle historierne videre til sine børn. Jeg tror, det betyder meget i sorgprocessen, at man ikke bare husker, men også formulerer."

I hvilket omfang savner du dine forældre i dag?

"De er der hele tiden. Det er ikke mere end nogle dage siden, jeg havde en drøm, hvor de fandtes begge to. Den drøm var jeg meget overrasket over, for det er længe siden, jeg har haft en drøm, hvor de begge to optræder."

Er det så en god følelse at se dem i en drøm?

"Det var en meget voldsom drøm. Men livet er jo et drama, der fortsætter. Jeg tror, det er svært at afrunde et liv. Og når der kommer alarmerende drømme, så er der noget, man skal tænke videre over og bearbejde. Det er vigtigt at tage sig tid til det."

Når du siger, at dine forældre er der hele tiden, hvordan er de der så?

"De kan være der i måden, jeg laver maden på eller dækker bordet på. De kan være der i måden, jeg læser op for mine børnebørn. Jeg prøver at føre det videre fra mine forældre, som jeg har holdt af. I den slags handlinger er de til stede på en god og smuk måde, og det fylder rigtig meget. 

Jeg er forsonet med, at der var ting, min mor ikke kunne give mig, til gengæld gav hun mig så meget andet. Jeg ved, hun har gjort alt det bedste, hun kunne. Jeg har fået ufattelig meget med fra mine forældre, og det er det, jeg bygger mit overskud på, når jeg bevæger mig rundt i verden."

Nu, hvor du har skrevet om både din far og din mor, er alt så sat på plads for dig?

"Ha, ha, altså, det er jo lidt underligt både at have lavet en ”farbog” og en ”morbog”. Det havde jeg ikke troet, at jeg skulle. Men det er to meget forskellige liv. Og jeg synes, at min mor havde ret i, at jeg også burde tænke hendes liv igennem. Jeg har fået øje på nogle nuancer, som jeg måske ikke så, da jeg var ung. Dengang var jeg meget i opposition til hende. Det var jeg nødt til at være for at skaffe mig mit eget liv. Så ja, nogle ting er blevet sat på plads."

Var det sværere at skrive bogen om din mor, end det var at skrive om din far?

"Nej, jeg var overrasket over, hvor godt jeg befandt mig med at gøre det. Da jeg først kom i gang, kom digtene myldrende på samme måde, som da jeg skrev om min far."

Hvad tror du, din mor ville sige, hvis hun kunne læse bogen om sig selv?

"Jeg håber, at hun ville synes lige så meget om 'Hjertet i zenit' som om den bog, jeg skrev om min far. Og jeg håber, at hun ville føle sig set, og at hun ville mærke, hvor nærværende hun har været, mens jeg har skrevet den. Hvor tæt på hende, jeg har været."

'Hjertet i zinit'

Pia Tafdrup er aktuel med digtsamlingen 'Hjertet i zenit', Gyldendal. 120 sider, 180 kr.