Lisas søster var altid utilregnelig – men efter farens død svigtede hun for alvor hele familien

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lisa opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Vi var tre søstre i min barndomsfamilie. 

Pernille, der var ældst, levede de første fem år af sit liv som et ret forkælet enebarn. 

Sofie troede hun kendte sin mand, indtil hun en nat fik et uventet opkald

Alle havde altid set Martin og mig som det perfekte par. Vi boede i en stor lejlighed med vores to børn, havde masser af venner og skønne jobs. Vi følte os også stadigvæk dybt forbundne til hinanden – eller det troede jeg, at vi gjorde, indtil den nat, hvor jeg fik et uventet opkald.

Så kom jeg og året efter vores lillesøster Naja. Fordi Pernille var så meget ældre end os, måtte Naja og jeg tidligt lære at indordne os under hende. Hun var storesøster med stort S, så hun bestemte alt. 

Sådan var det.

Det var i hvert fald Pernilles mening, og da hun også var stædig, så makkede Naja og jeg for det meste ret. Hvis vi indimellem ikke gjorde, fik vi kærligheden at føle. For Pernille var en rigtig tyran, og hun fik desværre også lov til at være det. 

Pernille var nemlig vores fars øjesten. Han kunne godt lide, at hun var fremme i skoene og bestemt, mens vores mor, der godt kunne se, at Pernille mildt sagt også havde sine fejl, var for svag til at sætte sig op imod ham. Derfor blev vores opvækst præget af evige skænderier og en konstant følelse af at skulle passe på og være på vagt over for vores storesøster.

Jo ældre vi blev, des større blev konflikterne mellem os tre søskende. 

Pernille havde ikke travlt med at flytte hjemmefra, selv om hun var så meget ældre end os andre, så jeg husker bestemt ikke de sidste år derhjemme som rare. 

Der var altid en anspændt stemning i huset, når Pernille trådte ind ad døren, så jeg var mere end glad, da jeg som 18-årig selv flyttede hjemmefra og endelig kunne bestemme over mit eget liv.

Både Naja og jeg blev tidligt gift og fik børn, men Pernille forblev single, og det lagde endnu mere afstand imellem os. For Pernille var altid negativ, vred og utroligt svingende i humøret, når vi var sammen. 

Bedst som man sad og havde det hyggeligt, kunne hun pludselig skifte tone og begynde at blive ubehagelig.

Naja og jeg boede tæt på hinanden, og vores mænd og børn gik godt i spænd, så vi sås tit. Pernille så vi til gengæld kun, når vi selv inviterede hende. Hun tog aldrig initiativ til at ses, ligesom hun heller aldrig ringede eller på anden måde viste nogen interesse for, hvordan jeg eller min søster gik og havde det. 

Som årene gik, gled vores forhold derfor mere og mere ud, og efterhånden var vi kun sammen med Pernille til de lidt større familiesammenkomster. 

Det virkede nu ikke, som om det var noget stort tab for hende. Hun forsøgte i hvert fald ikke at få en relation til os.

Til gengæld lavede Pernille en større scene kort efter vores fars død. 

Hun ville nemlig have vores mor til at skifte, så hun kunne få sin del af arven. Naja og jeg satte os imod det, for selvfølgelig skulle vores mor ikke miste det lidt, hun havde, for at Pernille kunne få fat i nogle penge. 

En besked fra sønnens skole fik Katrine til at reagere: "Hvorfor må vi nu ikke sige nej mere?"

Klummeskribent Katrine Memborg er træt af, at nej er blevet et fyord, og hun øver sig i at bruge det selv – ligesom hendes børn også skal lære, at et nej kan være det helt rigtige svar nogle gange.

Det lykkedes os da heldigvis også at få vores mor til at forstå, at hun ikke skulle give efter. Da Pernille indså, at hun ikke kom nogen vegne, blev hun rasende på os, og vi hørte ikke mere til hende.

Årene gik. Vores mor var blevet en ældre dame, og med alderen fulgte forvirring. Rigtig dement kan man nok ikke sige, at hun blev, men hun huskede dårligt, byttede ofte rundt på vores navne og var i det hele taget blevet ret konfus, så Naja og jeg tog os en del af hende.

Jeg var taget ud til min mor en dejlig forårsdag, hvor det for første gang var lunt i vejret. Jeg havde lavet en madkurv og ville give min mor en tur ud til hendes elskede, lille sommerhus, som hun ikke havde været ude i siden sommeren før. 

Vores far havde selv bygget det for over 50 år siden, og det havde altid været ”deres sted”. Vores mor elskede at være der, og det gjorde vi andre såmænd også, for det var derude i det lille sommerhus, ganske tæt på fjorden, at vi havde haft nogle af vores bedste stunder som familie.

Da jeg nu spurgte min mor, om hun ville med en tur ud til sommerhuset, rynkede hun panden, og det var, som om en lille usikkerhed fløj gennem hendes blik. 

Et øjeblik troede jeg, det var, fordi hun havde glemt alt om sit sommerhus, og jeg blev stærkt bekymret, indtil hun pludselig skiftede mening og godt ville med. 

Under køreturen prøvede jeg flere gange at få en samtale i gang, men lige meget hvad jeg sagde, så sad min mor bare tavs og stirrede stift ud ad vinduet, som om hun ikke rigtig havde fattet, hvor vi var på vej hen. 

Uroen krøb igen ind over mig. Var hun mon ved at miste grebet om tilværelsen? Hun klarede sig jo ellers på sin vis godt nok i det daglige, men hendes udtryksløse ansigt, som hun sad der ved siden af mig i bilen, gjorde mig urolig. 

Jeg opgav at føre en samtale og kørte tankefuld den velkendte vej ud til sommerhuset.

Til min store overraskelse holdt der en bil i indkørslen, da vi nåede frem.

Christina har talt med 50 utro kvinder – og hun blev overrasket over, at én ting gik igen...

En bog om kvinders utroskab. Er det farligt at læse om? Måske. I hvert fald oplever forfatteren bag, at kvinders utroskab er et fortsat tabu, selvom flere kvinder faktisk gør det. Men hvorfor? Og hvad siger det om vores samtid? Antropolog Christina Anderskov giver sit bud.

"Hvem holder på vores parkeringsplads?" spurgte jeg undrende, mens jeg parkerede ude på vejen. Min mor glippede et par gange med øjnene, men sagde ellers ikke noget. 

Så jeg løftede madkurven ud af bagagerummet, og vi begav os op ad den smalle sti til huset. Pludselig gik døren op. Der stod… Pernille.

"Er du her?" spurgte jeg overrasket.

"Ja, det kan du vel se. Nu er det jo mit hus."

Jeg standsede midt i et skridt og stivnede. Der gik lang tid, før jeg kunne sige noget. Jeg spurgte Pernille, hvad hun mente med det, og hun svarede helt uanfægtet, at eftersom hun havde købt huset, var det jo hende, der ejede det nu. 

Jeg vendte mig om mod vores mor. Havde hun virkelig solgt sommerhuset til Pernille uden vores viden?

"Ja, det kom jeg vist til," sagde min mor til sidst og turde ikke møde mit blik.

Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at der var lusk med i spillet. Pernille havde lavet numre, det var jeg helt sikker på. Hun ville heller ikke fortælle mig, hvad hun havde givet for sommerhuset. 

Det kom ikke mig ved, mente hun og samlede armene foran brystet.

Jeg havde hørt nok og fik vores mor med tilbage til bilen, hvorefter vi kørte hjem igen. Min mor var grædefærdig. Hun forstod, at hun havde gjort noget dumt, men hun forstod vist ikke rigtig, hvad det handlede om.

Lige så snart jeg havde fået hende hjem og beroliget, fortsatte jeg direkte hen til Naja, og spurgte, om hun havde hørt, at Pernille havde købt vores forældres sommerhus. Det havde hun ikke, så hun blev mindst lige så chokeret som jeg. 

Det kunne ikke passe, mente hun og var sikker på, at vi måtte kunne gøre noget.

Men nej, det kunne vi ikke. Vi gik selvfølgelig til en sagfører, og med hans hjælp fik vi opklaret, at Pernille havde ”købt” sommerhuset af vores mor for den lavest mulige vurdering. 

Hun havde dog ikke haft en krone op af lommen, for med forskellige, juridiske fiksfakserier hed det sig, at det var et arveforskud, og i samme ombæring var Naja og jeg med Pernilles ”hjælp” blevet reduceret til tvangsarvinger.

Peter og Lise Mygind: Dette er noget af det vigtigste i et ægteskab

Man skal huske at tænke sin partner ind i de beslutninger, man træffer, mener Peter og Lise Mygind. De har været sammen siden 1991 og minder ofte hinanden om, at de er et team.

Med andre ord, når vores mor engang døde, ville Pernille stort set arve alt. 

Alt det havde Pernille fået ordnet uden om os. At hun kunne finde på at gøre noget så usselt, var en ting, noget andet var, at hun havde udnyttet, at vores mor var blevet gammel og forvirret og derfor havde svært ved at overskue tingene.

Det blev derfor den berømte dråbe, der stoppede Najas og min relation til vores storesøster endegyldigt.

Det var egentlig ikke tabet af sommerhuset, der gjorde mest ondt. Det var selve bedraget bag. 

For hvordan kunne hun dog finde på det? 

Vi forstod det simpelthen ikke. Vi vidste bare, at vi aldrig nogensinde ville kunne få et normalt forhold til hende igen, for i Pernilles verden var der åbenbart kun plads til Pernille.

Den eneste gang, vi har set hende siden, var til vores mors begravelse et par år efter.

I dag er både Naja og jeg kommet videre. Vi har for længst sluttet fred med fortiden forstået på den måde, at vi har accepteret tingenes tilstand. 

Vi kan ikke ændre på noget, og vi prøver heller ikke på det.

I sidste ende vil jeg nok også altid synes, at det er mest synd for Pernille. Hun skal trods alt hver dag se sig selv i spejlet med visheden om, at hun fik ødelagt forholdet til stort set hele sin egen familie. 

Det må alt andet lige være noget tungere at bære end tabet af et lille sommerhus. Sådan ville jeg i hvert fald selv have set på det – men jeg er nu lidt i tvivl om, hvorvidt det også gælder for Pernille. 

Det må hun dog selv ligge og slås med, for inderst inde er jeg faktisk bare lettet over, at hun er ude af mit liv.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.