Tømrerens ord fik Louise til at indse, at der var noget galt i hendes liv

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Louise opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg blev kæreste med Lars den sommer, jeg blev student. Jeg anede ikke, hvad jeg ville med mit liv, og efter alle studentergilderne gik jeg rundt og kedede mig uden en krone på lommen.

Lars, der var et par år ældre end mig, havde derimod allerede startet sin egen IT-virksomhed og tjente ret godt på det. 

Frejamay ville ikke være alenemor til tre og fik en abort: ”Jeg har aldrig grædt så meget, som da jeg ringede til min læge”

Debatten raser, men hvordan føles det egentlig at gennemleve en abort? Frejamay November fortæller om at vælge et barn fra: Uanset om der er gået få år eller en halv menneskealder, bliver det ufødte barn aldrig glemt.

Han forkælede mig med dyre gaver og restaurantbesøg, og inden jeg havde nået at tage stilling til, hvad jeg egentlig selv ville med mit liv, havde han overtalt mig til at flytte ind i hans lækre lejlighed inde i byen.

Mens Lars fortsatte med at knokle i sin virksomhed, brændte jeg stadig ikke rigtig for noget, men Lars tjente så godt, at jeg ikke behøvede spekulere over min økonomi længere, for han betalte alt.

Et eller andet skulle tiden dog gå med, så jeg gik halvhjertet i gang med at uddanne mig til sygeplejerske.

Selv om jeg blev færdig med uddannelsen, så fik jeg den ikke brugt. Der var jo ingen grund til at arbejde. Lars tjente mere end rigeligt til at forsørge os begge, og han havde i mellemtiden købt et stort hus lidt ude for byen, som det nu blev mit fuldtidsjob at indrette, for Lars var stort set aldrig hjemme.

Når jeg en sjælden gang mødtes med mine veninder fra sygeplejeskolen, og de spurgte, om jeg ikke savnede at komme ud blandt andre og arbejde, så undrede det mig, at de overhovedet kunne finde på at spørge. 

De beklagede sig jo altid over stress, skiftende vagter og den elendige løn. 

Hvorfor skulle jeg dog spilde min tid på det?

Samtidig var en underlig tomhed dog begyndt at melde sig. Jeg kunne bare ikke helt finde ud af, hvad den handlede om.

Da huset var færdigindrettet, blev jeg gravid med vores datter, Elma. 

Jeg hyggede mig med at gå derhjemme med hende, men da hun som to-årig startede i vuggestue, kom tomheden igen snigende. Jeg kunne dog stadigvæk ikke sætte fingeren på, hvad det var, der manglede.

Jeg var også begyndt at få det sådan, at selv den mindste uorden fyldte mig med sitrende uro. Jeg kunne slet ikke slappe af, før jeg havde fået renset vasken på badeværelset, ryddet køkkenbordet, så det strålede – alt skulle helst fremstå fuldstændig perfekt og rent. 

Men uanset, hvor meget, jeg kæmpede, blev der ved med at være et eller andet, der forstyrrede mit blik. 

Når Lars kom hjem sent om aftenen, lagde han nu aldrig mærke til mine mange anstrengelser for at holde et pænt hjem. Han faldt træt omkuld i sofaen for lidt senere at gøre det samme i vores seng.

En dag, hvor jeg sad og bladrede i endnu et lækkert boligmagasin, faldt jeg over en stor reportage om sommerhuse. 

Pludselig slog det mig, at det var det, vi skulle. 

Købe et sommerhus. 

Et sted, hvor vi kunne være familie, hvor vi alle tre kunne slappe af, grille og bade. Tomheden forsvandt med et, og mens Elma var i vuggestue, fik jeg travlt med at tale med ejendomsmæglere, læse salgsopstillinger og køre ud og se på sommerhuse.

Efter mange års ægteskab, tog Sofie en beslutning: ”Jeg har endnu ikke tilgivet mig selv”

Mit ægteskab havde længe været dødt. Derfor var jeg også hurtig til at kaste mig i armene på Karsten og forlade min mand for hans skyld. I starten var alt da også idyl imellem os, men det blev det ikke ved med at være. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Selvom Lars støttede mig, var han ikke på samme måde engageret i det. Han sagde bare, at han stolede på min dømmekraft.

Efter et halvt år fandt jeg sommerhuset. Et idyllisk og fuldstændig renoveret og klassisk træhus. Det eneste minus var den store nylagte terrasse foran huset. Den var hæslig!

Men når først det gråpatinerede træ blev skiftet ud med en mere varm mahogni eller teak, ville det blive fuldstændigt fantastisk, besluttede jeg. 

Da jeg ringede til Lars for at fortælle ham, at jeg havde fundet ”vores hus”, sad han i et møde i udlandet.

Mens jeg spændt ventede på, at han skulle vende hjem, så vi kunne underskrive salgsaftalen, ringede jeg i stedet til en lokal tømrer og bad ham mødes med mig oppe ved sommerhuset. 

Jeg var i forvejen vant til at tale med håndværkere og forventede da heller ikke andet, end at tømreren ville tale mig efter munden og gøre som jeg bad ham om – og ikke mindst betalte ham for.

I stedet gloede tømreren ud over terrassen og spurgte undrende, hvorfor i al verden jeg ville have udskiftet den! 

Han havde nemlig selv lagt den for kun halvandet år siden, og den terrasse havde mange, mange gode år i sig endnu. Da jeg irritereret havde forklaret ham, at jeg bare ikke brød mig om træsorten og den kedelige farve, kløede han sig længe i nakken.

"Hør her lille dame," sagde han så. "Denne her terrasse er spritny. Træet er virkelig godt og heller ikke helt billigt, men du kan ikke leve med den, fordi du hellere vil have en terrasse i en anden farve?"

Da jeg nikkede, rystede han på hovedet og så så på mig. "Helt ærligt. Mon ikke du burde spørge dig selv, om det er dit liv og ikke terrassen, der er noget i vejen med?" 

Så tilføjede han, at han altså også havde en faglig stolthed og i øvrigt nægtede at ødelægge alt det gode træ, hvorefter han gik.

Først blev jeg rasende, men da jeg lidt senere satte mig ind i bilen og kørte igen, var gnisten for mit sommerhusprojekt alligevel slukket. 

I stedet kom tomheden væltende. For hvad var det jeg egentlig havde forestillet mig? 

At Lars ville få lyst til at bruge mere tid på Elma og mig, blot fordi vi nu også ejede et sommerhus?

Og at jeg selv ville få mere livsindhold og en større følelse af nærvær og livsglæde af at sidde og kukkelure på en terrasse – blot fordi den var bygget i mørkt og ikke lyst træ?

Jeg kunne pludselig ikke lade være med at sammenligne mig selv med en fin fuglesort, der alt for længe havde fundet sig for godt til rette i et gyldent bur. 

Måske var det Lars, der betalte for buret, men det var min egen dovenskab og magelighed, der var skyld i, at jeg stadig sad i det. 

Lars havde jo aldrig forsøgt at begrænse mig.

Da jeg nogle dage efter forsøgte at tale med Lars om mine tanker, virkede han ikke oprigtig interesseret i at lytte på mig. Han elskede sit job og havde det godt, som han havde det, og han mente, at det bare var en fiks idé, jeg havde fået om, at jeg ville ”realisere” mig selv.

I stedet tog jeg fat i en en klog gammel veninde, som jeg ellers havde mistet kontakten til. 

Og over for hende måtte jeg erkende, at den tømrer, der havde fået mig op i det røde felt, i virkeligheden havde ramt hovedet på sømmet: Det var jo ikke synet af en ligegyldig terrasse, jeg ikke kunne leve med, men mit eget liv, jeg ikke kunne holde ud at være i. 

For min indre tomhed hang jo sammen med, at jeg – udover Elma – ikke havde noget fornuftigt at stå op til om morgenen. 

Hvad stiller jeg op med min livskriseramte mand?

En læser nyder sit nye liv på efterløn, men hendes mand har det helt anderledes og ved ikke, om hun kan klare det i længden. Derfor spørger hun Vibeke Dorph om hjælp.

Jeg kunne da stadig forsøge at købe mig til det indhold, som kunne udfylde det tomrum, men det ville ikke gøre mit liv mere værd. For Lars var dybest set gift med sit arbejde, og da min veninde spurgte, hvad jeg egentlig følte for ham, så kunne jeg ikke komme i tanke om andet, end at han gav mig økonomisk tryghed.

I det næste halve år overvejede jeg, om jeg turde forlade mit økonomiske privilegerede ægteskab. Og da jeg til sidst fortalte Lars, at jeg ville skilles, lod det til at være en lettelse for ham, for han var efterhånden godt træt af al min ”kævl”.

Jeg flyttede derfor med Elma hen i en lejlighed, hvor jeg for første gang i mit liv selv skulle betale huslejen. 

Selv om Lars selvfølgelig betalte, hvad han skulle, men heller ikke mere, så måtte jeg nu også selv bidrage til, at Elma og jeg kunne få en tålelig tilværelse. 

Og ja, det var en barsk omgang at blive konfronteret med den virkelige verdens krav, men det var heller ikke et øjeblik for sent.

For først nu, hvor jeg blev tvunget til at tjene mine egne penge, forsvandt den følelse af tomhed, der tidligere havde gjort mig så restløs. 

Jeg havde pludselig også al for travlt til at tænke på, om puderne i sofaen sad, som de skulle, eller Elmas legetøj stod snorlige på hendes reol. 

For trods det, at min sygeplejerskeuddannelse var ved at være forældet, og mit CV fuldstændig blankt, så fik jeg kæmpet mig ind på arbejdsmarkedet og fandt til sidst et job på et hospital. 

Stadigvæk ikke særligt vellønnet arbejde, til gengæld var det væsentligt, og det blev påskønnet!

Så i dag fortryder jeg ikke et sekund, at jeg opgav min økonomisk privilegerede tilværelse. I stedet har jeg skabt mig et liv, som jeg faktisk selv synes er fuld af ægte værdier – og så har jeg i øvrigt mødt en ny og rigtig dejlig mand. Og tro mig. 

Nu, hvor jeg ved, hvordan rigtig kærlighed føles, så vil jeg ikke bytte for hverken gods eller guld.