Camilla syntes, gaveræset var ved at tage overhånd – men så fandt hun en løsning
Jeg elsker at give gaver til jul, men på et tidspunkt følte jeg, at gaveræset var ved at tage overhånd. Det fandt jeg dog en rigtig god løsning på, hvis jeg selv skal sige det. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Camilla opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg er mor til tre børn, der alle har givet mig børnebørn.
Vores familie var efterhånden ret velvoksen, og da alle mand sidste år meldte deres ankomst til jul, gav det min mand og mig en hel del grå hår i hovedet.
Det med maden skulle jeg nok finde ud af. Sengepladser havde vi også nok af, og langbordet var, med et par plader i, lige akkurat stort nok. Alt det praktiske var med andre ord på plads.
Det, der gjorde os betænkelige, var det med gaverne. Ikke det at give gaver til hele flokken, for det gjorde vi jo under alle omstændigheder. Men hvordan vi selve juleaften skulle kunne overkomme at åbne det bjerg, der ville ligge under træet, kunne jeg slet ikke se for mig. Det ville jo tage hele aftenen og kunne rent ud sagt blive rædselsfuldt.
I gamle dage, før vi blev så mange som nu, havde vi altid haft den regel, at gaverne blev pakket op én ad gangen.
Det kunne lade sig gøre, fordi der ikke var så vanvittigt mange gaver dengang. Slet ikke som nu, hvor især børnene, men faktisk også os andre, i de senere år havde fået besvimende mange gaver.
Det havde et par gange været oppe at vende, om vi skulle droppe gaverne mellem os voksne, men den model havde jeg aldrig været tilhænger af. Jeg kan godt lide at give gaver. Jeg kan også godt lide at få dem.
Sidste år kunne jeg bare slet ikke overskue, hvordan vi skulle kunne tygge os igennem de mængder, der ventede, når vi skulle være så mange. De yngste ville blive totalt udmattet længe inden, vi var færdige.
Det kunne meget nemt ende i et stort ræs, hvor alle sad og flåede papiret af samtidig, så vi kunne ’blive færdige’. Det havde der allerede været en tendens til de sidste juleaftener, og det brød jeg mig ikke om. Det gik ud over hyggen og ødelagde alt det, julen i handlede om, nemlig at have det rart med dem, man holdt af.
Jeg gruede for, hvordan det skulle gå, når vi nu var fjorten omkring juletræet.
Mens jeg i ugerne op til jul gik og gjorde klar til det store rykind, begyndte en plan så at tage form i mit hoved. Vores yngste søn ville komme med sin kone og deres datter allerede den 22. december.
Annonse
Laura var, med sine halvandet år, vores yngste barnebarn. Hun ville aldrig kunne holde til en hel juleaften, så det første, jeg gjorde, da de var kommet ind ad døren, var at give hende en julegave.
Min søn protesterede, men vores svigerdatter kunne godt se pointen, så hen på eftermiddagen fik Laura også en fra sin far og mor.
Dagen efter ankom resten af flokken. Som jeg havde forudset, havde de et kæmpe læs gaver med, og ligesom deres lillebror startede de også med at protestere, da jeg gav hvert af børnebørnene den første gave under frokosten d. 23. december.
Jeg holdt dog fast. Vores hus, vores regler, som jeg sagde.
Efterhånden som dagen skred frem, faldt der lidt flere gaver af, og det helt skønne ved det var, at ungerne fik masser af tid til at lege med det, de havde fået.
Efterhånden måtte selv de mest genstridige af mine egne børn og svigerbørn overgive sig, så juleaftensdag startede alle med at få en gave ved morgenbordet.
Før middagen skulle på bordet, havde jeg også lige et par minutters tid til at tage en runde omkring juletræet. Der var stadig masser af gaver, så jeg fjernede et par gode håndfulde og gemte dem i vores gamle dragkiste.
Det blev en vidunderlig juleaften. Mere end noget andet var der ro på hele vejen igennem. De ældste af børnebørnene holdt ud til midnat, mens de yngste selvfølgelig kom i seng langt tidligere, men uden skrig og skrål af nogen art.
Alle havde fået dejlige gaver, og det bedste var, at det var lykkedes os at styre helt uden om det sædvanlige kaos. Ingen grædende børn, ingen overvældede voksne, ingen gaveforstoppelse og ikke nogen følelse af, at gaveudpakningen bare skulle overstås. Det var simpelthen så dejligt.
"Men hvor er vores gave til dig?" spurgte en af mine svigerdøtre mig på et tidspunkt.
"Ja, og din gave til mig," sagde hendes mand til hende.
"De dukker op i morgen," svarede jeg bare med et lille smil.
Det gjorde de da også. Næste morgen sørgede jeg for, at der lå en lille gave ved hver kuvert, da vi mødtes til morgenmaden, og det samme skete, da vi nogle timer senere nåede frem til julefrokosten.
Det var så også de allersidste. Med dem var vi endelig nået til bunds i årets julegaver, og der var bred enighed om, at det havde været den mest afslappende og hyggelige jul i mange år. Selv de store teenagere, der ellers godt kunne være lidt hidsige med, at alting skulle være, ’som det plejer’, syntes, det havde været fantastisk.
Annonse
En af dem havde fået en telefon af sine forældre, og han havde i den grad nydt at have haft tid til at installere og beundre den. Det var ikke sket, hvis han hurtigt havde skullet videre til den næste gave og den næste …
I år skal vi så kun være seks juleaften, så det overkommer vi nok på den mere traditionelle måde. Men vi er ikke i tvivl om, at vi gentager succesen med at sprede gaverne ud over flere dage, næste gang vi er mange om træet.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
