Manzel

Libanesisk køkken hitter

Først tror jeg, at jeg er gået forkert. Bh'er der hænger skødesløst over en turkis foldeskærm og en åben skuffe med redskaber, der mere ligner nogle til soveværelset end køkkenet, er det førte jeg ser. Men den er god nok. Jeg er det rigtige sted – på Manzel, Københavns nye libanesiske madtempel, hvor jeg er blevet inviteret til at prøve en madtur i deres køkken.

Indgangen til Manzel er i boudoir-stil, men inden for venter madmekkaet.

Hurtigt bliver jeg vist ind i loungen, hvor en enorm, blød sofa tager imod mig, mens jeg kigger mod baren. Min ledsager ankommer, og vi lægger ud med libanesisk øl og en cocktail med granatæble og mynte. Meget lækkert og forfriskende – og så er jeg ret glad for at man selv kan vælge, om der skal alkohol i. Da det er en almindelig tirsdag, takker jeg nej uden at det i øvrigt gør drinken tam. Ved bordet begynder den store madrejse gennem det libanesiske køkken. Ideen er at flere små, retter bliver serveret samtidig, så man kan dele den sammen. Derfor er den traditionelle menu med forret, hovedret og dessert ophævet. I stedet begynder vores bord hurtigt at bugne af små lækre retter.

Restauranten har plads til over 100 pladser, og har flere rum, der alle er indrettet forskelligt

Først ankommer sprøde kiks, labne (rørt yoghurt) og baba bhannouj Al Manzel (aubergine med tahine). Herefter følger bl.a. hummus, tabbouleh med persille, tomat og fin bulgur. Alt sammen super delikat og velsmagende, og vi går løs på det hele. Faktisk er vi ved at være godt mætte, da kødretterne ankommer. Ind kommer en saftig poussin, "arabiske mel-gnocci", grillet kød, fisk og pølse. Og hov så glemte jeg lige at nævne en super lækker oksekødstærte med pinjekerner. Alle vores tallerkener og fade bliver båret ud, men vi er ikke færdige endnu. Rejsen slutter i den søde afdeling, hvor saftig vandmelon, friteret mozzarella med pistacie og rosensirup, nødder (nogle af de flotteste jeg længe har set og smagt) frister i små skåle. Og så er det også umuligt at få en bid mere ned, men sikke en rejse i det libanesiske køkken, hvor krydderurter, granatæble, mynte, kanel og citron sørger for friskhed og velsmag, der aldrig bliver domineret af stærke krydderier. Og så skal det lige nævnes at man ikke behøver at gå all in, som vi gjorde. En aften på Manzel kan også finde sted med en cocktail, lidt snacks og nogle småretter. Du bestemmer selv, hvor lang rejsen skal være, men der er garanti for velsmag hele vejen.

Manzel betyder hjem på arabisk og du kan både kommer forbi til en cocktail eller tage den store rundrejse i det smagfulde, libanesiske køkken.

Manzel

Rosengården 18

1174 København K

Manzel.dk