Inden for fire måneder var Lisbeth Wulffs i et biluheld og fik en hjernerystelse: ”Det var livsændrende”

Hvorfor har du og din mand, Rasmus Botoft, skrevet en bog om katte?

"Vi har altid gået helt utroligt meget op i vores kat, Katdis, der kom tilfældigt ind i vores liv for 15 år siden.

 Den opsøgte os i vores sommerhus, da den var tre måneder gammel. Den kom ovre fra en bondegård i nærheden og sagde ligesom: Her vil jeg gerne bo. Katte går jo bare, hvis de ikke er tilfredse – dejligt inspirerende i øvrigt. 

Læs også

Charlotte Fich levede med dårligt selvværd – så stillede hun sig selv et vigtigt spørgsmål

Til sidst fik vi lov at beholde den, og den har givet os rigtig meget. Der er sikkert folk, der har besøgt os, som har tænkt; de er skøre. Det har vi så fundet ud af, at vi ikke er, efter vi begyndte at dykke ned i emnet i forbindelse med bogen, der er skrevet med stor kærlighed til katten ud fra lysten til at forstå vores favoritdyr. 

Hvis man skal være en god dyreejer, er det vigtigt at vide meget om det dyr, man har boende."

Hvad betyder det for dig at have kæledyr?

"Jeg tror, mange dyreelskere har en følelse af, at der går en klump kærlighed rundt i deres hjem. Det er jo på alle tidspunkter af døgnet, man kan sætte sig med sit dyr og begge veje give hinanden noget kærlighed. Jeg tror ikke, jeg vil kunne undvære at have et dyr, for jeg synes, at mennesker og dyr hører sammen.

Da Katdis kom ind i vores liv, var vores søn tre år, og der er jo gang i den, når man også har sin karriere. Der var det, som om katten bare hjalp os med alt det der. Den var der bare og sagde: Jeg er den lim, der får det her familieliv til at hænge sammen.

Det var ikke, fordi vi ikke selv kunne finde den lim, men Katdis hjalp os godt på vej. Hun var som et lille varmeapparat, der groundede mig, når jeg var hjemme. Det er nok sådan, jeg helt personligt altid har haft det med dyr. De minder mig om, at nu er det her, du er, og det giver mig en følelse af at være i et rigtigt hjem."

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?

"Jeg er 52, så jeg har mange gange haft en oplevelse af, at mit liv har ændret sig, for jeg er et nysgerrigt menneske, som hele tiden gerne vil udvikle mig både personligt og kunstnerisk, og det vil jeg blive ved med. 

Det var for eksempel livsændrende, da jeg fik hjernerystelse for nogle år siden. Desværre er mange livsændrende oplevelser også ofte forbundet med sygdom eller ulykke. Der var 2018 et lidt vildt år for mig, fordi jeg inden for fire måneder først var i et biluheld og så fik en hjernerystelse. Det, der var livsændrende for mig, var, at jeg lærte at omfavne min livssituation og simpelthen sige, det er sådan her, det er. 

Jeg kunne ikke vide, hvornår jeg blev rask, så jeg lærte noget om accept. Det tror jeg ikke, jeg har været så god til tidligere, fordi jeg nok er en fighter, der også har kæmpet nogle unødige, åndssvage kampe, jeg ikke kunne vinde, i stedet for at acceptere det, der mødte mig, og tro på, at jeg havde styrken til at klare det."

Hvor lang tid gik der?

"Der gik i otte måneder, men jeg vidste ikke, hvor lang tid der ville gå, imens det stod på, og om jeg nogensinde ville blive livsduelig igen på den måde, jeg gerne vil være det. Når man kommer derud og hænge, sætter det nogle tanker i gang: Hvem er jeg egentlig? Hvad er vigtigst for mig i sidste ende? 

Læs også

Michéle Bellaiche: "Var det vanvittigt, at jeg ville gifte mig som 52-årig?"

Vi moderne menneskers identitet er jo meget knyttet til vores arbejde, men når man overhovedet ikke kan arbejde i så lang tid, kalder det på, at man tør at tænke i andre baner. Det er virkelig sundt, fordi vi kan mange flere ting end de små narrativer, vi giver os selv. 

Jeg fandt ud af, at der er virkelig meget, jeg godt kan lide, som jeg ikke tillod mig selv før, fordi jeg var meget fokuseret på at være skuespiller. Det er jeg stadig, men nu er jeg også fokuseret på alt muligt andet. Jeg tror, at mange af de valg, jeg har taget siden, har handlet om at turde stå lidt mere i tilværelsen i stedet for at handle mig ud af de udfordringer, der møder mig."

Hvad er det vigtigste, du har lært om kærlighed?

"Det er et stort spørgsmål, for det handler jo både om kærligheden til ens partner, barn, venner og kat for den sags skyld. Det vigtigste, jeg har lært om kærlighed, er nok, at det handler om at give hinanden al frihed i verden til at være dem, vi hver især er, og prøve at finde ud af, hvad det er for et menneske, man har i sin kærlighedssfære, uden at prøve at ændre hinanden. 

Jeg har også lært, at jeg simpelthen ikke kan leve uden kærlighed – det er simpelthen ikke menneskeligt muligt – og at jeg i alle relationer, også arbejdsmæssige, skal kunne mærke en kærlighed. Jeg kan simpelthen ikke arbejde i sådan nogle rationelle sammenhænge. 

Så kærlighed er over det hele – man lyder hurtigt som en banal popsang fra 80'erne, når man svarer på det her spørgsmål. Jeg har også lært, at man skal kæmpe for kærligheden og give den det fokus, den kræver, og man må ikke bare tage den for givet, for det har ikke noget med kærlighed at gøre, det er bare tryghed. 

Kærlighed skal være det vigtigste i ens liv, ellers skal man bare leve alene. Det må godt koste noget. Det skal ikke være sådan, at man ikke vil den længere, fordi det bliver svært. Man skal kæmpe for kærligheden og være i den, når solen skinner, når det sner, når det regner, når der er en sky, og når det tordner."